Skal man glæde sig, når man hører at en person, som man i øvrigt er på samme teologiske linje med, søger et provste-embede ?
Et tabu er noget der ikke tales om.Og hvis der tales om det, så sker det med sænkede stemmer og lidt dårlig samvittighed over alligevel at gøre det.
Man kan vist roligt kalde det at blive provst i Folkekirken for et sådant tabu. I alt fald, hvis man befinder sig i den del af kirken, der mener at der i 2012 skete et skismatisk brud med Folkekirkens eget bekendelses-grundlag med indførelsen af vielse at to personer af samme køn.
Problemet er åbenlyst: Hvis man følger den anbefaling som en række fremtrædende kirkeledere gav efter juni 2012, så indebærer det, at man ikke frivilligt har forkyndelse- og gudstjeneste-fællesskab med dem der anvender og fremmer det nye ægteskabs-ritual. ELNs landsledelse gav selv denne bedømmelse af situationen i juni 2013:
Den Danske Folkekirke er nu havnet i en situation, hvor kirken formelt fastholder sit bekendelsesgrundlag, men i forkyndelse, praksis og nu også i ritualer giver rum for en pluralitet af holdninger. Her er vi bundet af de bibelske formaninger, som siger, at vi skal holde os fra dem, der vedvarende lærer eller lever i strid med Guds ord (Rom. 16,17 m.fl.). Det betyder, at forkyndelses- og gudstjenestefællesskabet er brudt, og kun kan gennemføres i helt særlige tilfælde.
Så hvad skal man mene om det at blive provst i Folkekirken ? Skal man glæde sig, når man hører at en person, som man i øvrigt er på samme teologiske linje med, søger et provste-embede eller for den sags skyld stiller op til et bispevalg ?
Forestilling om et forbehold
Man kan selvfølgelig forestille sig, at man under ansættelses-samtalen kan gøre klart, at man ikke ønsker at medvirke ved indsættelse af præster, der benytter det nye ægteskabsritual – men i øvrigt vil varetage de administrative opgaver i forhold til vedkommende. Men er det ikke netop kun en forestilling – det er vanskeligt at tro, at nogen vil søge en provstestilling og på forhånd ønske fritagelse for én af de vigtige funktioner i embedet. Det er provstens opgave ved en indsættelse af sige til menigheden, at de skal tage godt imod deres præst og komme til gudstjeneste og lytte til ham eller hende. Jamen, kan man indvende: når det hører med til provstestillingen, så kan det vel ikke betegnes som et frivilligt gudstjenestefællesskab – det skal man jo som provst.
Netop, men det er frivilligt om man vil søge provstestillingen og det er her det omtalte tabu sætter ind.
Hvordan skal vi håndtere at tale om, at vi på den ene side gerne vil have præster der står for en klassisk bibelsk kristendomsforståelse til at blive provster, så de kan være med til at præge udviklingen i Folkekirken. Der er jo en reel mulighed for, at det fremmer muligheden for ansættelse af præster med samme teologiske ståsted i deres provsti og det kan dermed bane vejen for en kursændring i hele Folkekirken på den lange bane. Men på den anden side ved vi, at man som provst ikke kan undgå et gudstjenesteligt fællesskab med dem der har brudt med bibelens autoritet ?
Måske man bare skal acceptere, at det er umuligt at stå dér, hvor 8 fremtrædende kirkeledere stod i 2013, da de i en kronik i Kristeligt Dagblad udpegede vejen frem og samtidig ønske sig en karriere i Folkekirken.
