Er det ikke som om, at fryden over sommeren bedst og stærkest opleves og nydes, når den, som under disse vore himmelstrøg, afløser den kolde og mørke vinter?
Sommeren slog benene væk under mig i år. I positiv forstand. Jeg bilder mig ellers ind, at mit humør ikke er så påvirket af vejret. Men den pludselige varme og duft af lysegrøn kom til at stå i så skærende kontrast til det forudgående vinter-forår, at jeg simpelthen måtte give efter og skråle “Guds sol går ind i krop og sind, forkynder, at nu kommer en varm og lys skærsommer” for mig selv (Det dufter lysegrønt af græs – Johannes Johansen).
Og hvorfor så det vinterfængselsbillede? Jo, for er det ikke som om, at fryden over sommeren bedst og stærkest opleves og nydes, når den, som under disse vore himmelstrøg, afløser den kolde og mørke vinter? Det er som om, at det bliver lidt lunere udenfor, når jeg ser det billede og tænker tilbage på vinterens slud og kolde blæst. Kontrasten forstærker oplevelsen.
I den forbindelse kom jeg så til at tænke på en samtale mellem Jesus og Peter, som vi kan læse i Lukas 7:
Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.«
Nogle få vers senere siger Jesus det helt kort: “Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.” Og i sammenhængen er det modsatte selvfølgelig underforstået: “Den, der får meget tilgivet, elsker meget.”
Den, der har set sig selv håbløst fanget i synden mørke og kolde vinterfængsel, vil opleve tilgivelsens livgivende tøbrud så meget desto mere befriende og saliggørende. Og omvendt: Friheden fra synden synes ikke så meget værd, hvis man ikke har oplevet sig fangen.
Jeg ville nødigt undvære vinterens sommerkontrast. Selvom den er hamrende lang og træls. Og på samme måde vil jeg ikke undvære den ydmygende fordømmelse af synden i mit liv, som mit Bibel og min præst prædiker.
Men nu vil jeg nyde sommeren! Og så kan det godt ske, at det har regnet og været køligere i pinsen, men tjener dette ikke også bare det kristent-pædagogiske formål at understrege for os, at den fuldkomne sommer, den fuldkomne syndfrihed, opnåes ikke før “den morgenstund [Jesus] kommer, da gryr en evig sommer” (Johannes Johansen igen).note
Og så bliver jeg simpelthen nødt til lige at citere endnu et stykke natur-poesi af allerhøjeste karat:
“Se da stiger solen af hav på ny, alle dødens skygger for evig fly; o for sejersjubel, for salig lyst: Lyset stander stille på livets kyst”
(Se, nu stiger solen – Jakob Knudsen).
Wow! Og hvor skal det blive godt, når tiden udskiftes med evigheden og hvad, der her fra tidens perspektiv kan se ud som en evindelig kedsommelig trommerum af evig lovsang, skal opleves som et langstrakt moment af sejersjublende salig vellyst over sommerens definitive ankomst. Men indtil da, må vi leve i og lære af kontrasterne.
Note
Som en lille fodnote må jeg, som den landmandssøn jeg er, hellere skynde mig at tilføje, at regnen ikke udelukkende kan betegnes som noget negativt og som et billede på den jordiske ufuldstændig syndfrihed, som jeg her var ved at lægge op til. For regnen er jo også den livgivende væde, som bringer spire og vækst—hvilket også er helt i tråd med den bibelske beskrivelse af Gud, som “regner” sine velsignelse ned over sit folk (fx Hoseas 6,3 eller Amos 9,13). ↩︎
