190 deltagere på kirkefest i Skjern

ELN blev stiftet for 10 år siden for fremtidens kirke. For at vi også i fremtiden kan have en kirke i Danmark, der er tro mod bibelen og kirkens bekendelse. Kirkefesten i Skjern blev til inspiration og en fornyet tro på at Gud vil sende vækkelse

Skjern Kulturcenter dannede lørdag d. 1. oktober rammen om ELNs kirkefest, der også var en markering af 10-året for stiftelsen af Evangelisk Luthersk Netværk. Det blev en festlig dag med omkring 190 deltagere fra hele landet. Hallen var pyntet med blomster og banner og de mange deltagende fik en dag fyldt med inspiration og ord til eftertanke. Det var i den samme hal at Skjernvækkelsen var begyndt for 40 år siden og kirkefesten blev indledt med en personlig beretning fra Jens Fjord, Skjern, som selv havde oplevet vækkelsen dengang.

Vækkelse før og nu

Professor, dr. Teol Kurt Larsen, Menighedsfakultetet gav derefter med foredraget ”Hvor blev vækkelsen af ?” et indblik i de vækkelser der ramte Danmark i slutningen af 1800-tallet og de vækkelser som i vor tid foregår i Kina, Brasilien og Ægypten. Det er Gud der, når og hvor han vil, sender vækkelsens ånd, men vi kan være med til at fremme eller hindre mulighederne for vækkelse. Derefter var der tid til ved bordene at samtale og bede om, at Gud vil sende en vækkelse ind i vor kirke i Danmark.

ELNs pastorale vejleder, rektor Børge Haahr Andersen, delte efter frokost nogle bibel-reflektioner ud fra 2. Timoteus brev, om det at holde fast ved Guds ord i tro og liv. Skjern Bykirke var vært ved kirkefesten og frimenighedens præst Jens Lomborg bidrog både med foredrag og som liturg ved afslutningsgudstjenesten. Han talte bl.a. om, hvordan vækkelsens kendetegn fire kendetegn er at loven forkyndes, synden bekendes, tilgives for Jesu døds skyld og at det fører til et forandret liv i følgeskab af Jesus.

En vedvarende streg i sandet

ELN blev stiftet i juni 2006 på et møde i Odense og Børge Haahr Andersen gav et tilbageblik på de 10 år der er gået. Han begyndte dog med at se længere tilbage, til 1920´ernes Norge, hvor man med Calmayergate-linjen sagde fra overfor den liberale teologi og frasagde sig frivilligt åndeligt fællesskab med dem som havde brudt med bibelens autoritet. Det var den linje, som man med stiftelsen af ELN ønskede at følge i Danmark i en ny tid med nye udfordringer. ELN skulle tegne en vedvarende streg i sandet overfor vranglære i kirken, hvad enten det gjaldt læren om alles frelse, opstandelsesteologi, religionsblanderi eller angrebet mod ægteskabet som Guds skaberordning. Det blev bekræftet i 2013, hvor ELN sammen med andre kirkelige ledere, var med til at sige fra overfor frivilligt åndeligt fællesskab med de som benytter det nye ritual for vielse af to personer af samme køn.

Formand for ELN, sognepræst Henrik Højlund tegnede dernæst et billede af, hvor ELN bevæger sig hen i fremtiden. Det vil forhåbentlig være et ELN, der står styrket med flere medlemmer end de ca. 1800 vi har i dag og flere menigheder end de 31 vi har i dag.  En 2026 plan kunne sagtens handle om 3000 medlemmer og 50 menigheder, heraf en del flere sognemenigheder. Men det vigtigste vil være det som vi ikke kan forudsige – at ELN er parat til at tænke nyt og følge Åndens røst og vejledning.

Fremtidens kirke

ELN er stiftet for fremtidens kirke, for at vi også i fremtiden kan have en kirke i Danmark, der er tro mod bibelens og kirkens bekendelse. I en panelsamtale tog 3 af de lidt yngre deltagere på kirkefesten, Sebastian Olesen, Andres Ipsen og Simon Olesen, fat på en samtale om, hvad der lige nu er de vigtigste udfordringer til kirken. Det blev en spændende og levende samtale, hvor deltagerne på kirkefesten bidrog med spørgsmål og kommentarer på sms. Med en blanding af konkrete oplevelser og eksempler og med opfordringer til at holde fast ved daglige bibelbrug og erfaret næstekærlighed gav panelet deltagerne noget at gå hjem med.

I den afsluttende gudstjeneste gav Henrik Højlund med sin forkyndelse om sennepsfrøet, der ikke alene vokser sig stort, men også spreder sig og vokser op nye steder, deltagerne et håb med på vejen. Et håb og en tro på at Guds ånd vil lade det spire og vokse i vores kirke i Danmark.

Menighedsinspirator Anette Klausholm Bækgaard fortæller om sine oplevelser:

Som førstegangsdeltager og ansat i ELN, var det en stor oplevelse for mig at være med. Jeg var meget opmuntret af, at så mange havde valgt at deltage i festen og at flere på dagen tegnede personligt medlemskab. Det gjorde stort indtryk på mig at være i et fællesskab, der var så fyldt af hjerte for at være kirke og bevare kirken på Guds ord.

Det skaber ydmyghed og frimodighed.

Selve indholdet var en perlerække af opmuntringer til fortsat mission bl.a. via historiens påmindelse om, at vækkelse ikke handler om fine præstationer, men om at tale Guds ord med frimodighed og tålmodighed. Gud bruger den der stiller sig til rådighed.
Tak for den dejlig fest

 

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights