Gå til indhold
Vi er ramt af sociale klimaforandringer

Vi er ramt af sociale klimaforandringer

Køn handler om meget mere end moral og samlivsformer. Det handler om det inderste i Guds væsen.

Ikke blot magtfulde køns-lobbyister, men også regeringen sætter dagens agenda: Køn er noget du vælger. Børn kan laves på mange måder og have én mor, to mødre, to fædre plus en mor eller… Ingen norm skal være normen. Kun den norm gælder: Du vælger, du bestemmer.

”Vi er ramt af sociale klimaforandringer. Det er lidt som med den industrielle revolution, hvor man i begyndelsen ikke havde øje for de miljømæssige konsekvenser. Sådan har vi endnu ikke overblik over, hvilke uoverskuelige personlige og samfundsmæssige konsekvenser det kan få, at køn bliver noget, man vælger, at der ikke er rammer for seksualitet, og at fællesskab er afløst af individualisme og kønskamp,” siger stud.theol. Lene Dalsgaard Thomsen.

Lene Dalsgaard Thomsen har netop arbejdet indgående med, hvad det betyder, at mennesket er skabt i Guds billede med ét af to køn, mand eller kvinde. Hun er helt klar i sin konklusion:

”Køn handler ind til benet om, hvad kristendom er. At beskæftige sig med køn og kirke er ikke en teologisk niche, siger hun.

Komplementarisme – forskellighed og enhed

Med Lene Dalsgaard Thomsens udgangspunkt drejer debatten om køn sig derfor også om langt mere end moral og samlivsformer. Det drejer sig om menneskesyn. Og derfor er tidens debat om køn livsvigtig for såvel samfund som menighed.

”I kirken tror vi, at Gud er treenig i sit væsen, og Guds tre personer, Fader, Søn og Ånd eksisterer i et evigt, kærligt fællesskab. Far, Søn og Ånd udfylder hver deres funktioner, men er samtidig ét. Og når Gud skaber mennesket i sit billede, skaber han mand og kvinde til også at være et afbillede af dette guddommelige kærlige fællesskab. Som mand og kvinde er vi skabt ikke blot til at have lige værdi, men til at være forskellige og komplementere hinanden. Derfor kan man tale om komplementarisme,” forklarer Lene Dalsgaard Thomsen.

Fællesskab kontra rettigheder

Det er stik mod tidsånden, at fastholde, at mænd og kvinder komplementerer hinanden og er skabt til fællesskab både i hjem, samfund og menighed, påpeger Lene Dalsgaard Thomsen.

I en diagnostik af dagens samfund nævner hun fire faktorer med stor betydning: Opgør med autoriteter, feminisme, udpræget individualisme og socialkonstruktivisme, hvis essens er, at man kan bygge sig selv, som man vil, både biologisk og socialt.

Komplementarisme står i kontrast til den feministiske kønskamp, den intensiverede individualisme, opgøret med autoriteter og den accelererende socialkonstruktivisme.

”Selv om der f.eks. kan være modsatrettede holdninger mellem f.eks. feminister og LGBT-miljøet, er det en fællesnævner, at der ikke bliver talt om reelt fællesskab, men om rettigheder.

Her har vi som kirke en helt anden tilgang. Fællesskabet er netop komplementarisk og vigtigt, fordi det udspringer af Guds eget væsen. Som kirke har vi et kald til at formidle det i både samfund og menigheden,” siger Lene Dalsgaard Thomsen.

Alle er ramt

Hun taler passioneret – og lidt nørdet om teologien. Men hun taler også med sit hjerte.

”Det er meget vigtigt for mig at sige, at det her handler ikke om, at vi skal negligere homoseksuelle eller andre seksuelle minoriteter. Efter syndefaldet er vi alle sammen brudt på en eller anden måde i vores kønsidentitet – også os, der lever i almindelige ægteskaber.

Vi har hele tiden noget at arbejde med: Hvordan skal komplementariteten, vores forskellige funktioner komme til udtryk i ægteskab og menigheder? Hvad med autoritet og underordning i ægteskabet? Hvordan rummer vores menigheder singler, homoseksuelle og mennesker fra brudte ægteskaber? Hvordan kan vi som menighed være ægte familie for hinanden i hverdagen?

Hvis Guds komplementaritet, hans inderste væsen er fællesskab, så er køn også en sammenhængskraft i vores menighed og samfund.  Hvis vi er blinde for det, kommer det til at få konsekvenser,” siger Lene Dalsgaard Thomsen.

 

Vil du vide mere

Du kan læse meget mere om emnet i Lene Dalsgaard Thomsens bacheloropgave Køn og komplementarisme i kirken.
I opgaven udfolder hun emnet med en samfundsanalyse, en analyse af treenighed og køn i bibelen samt en praktisk og sjælesørgerisk vinkel.

Du kan læse opgaven på Dansk Bibelinstituts online tidsskrift eMissio: Køn og komplementarisme i kirken

Tag på konference

På Kirkeinspiration 2018 den 29. september i København kan du blive klogere på, hvad samtiden siger om køn, hvad Biblen siger om køn, og ikke mindst hvilke glæder og udfordringer det stiller det kristne fællesskab i.

Se mere og tilmeld dig her: Kirkeinspiration 2018