Gå til indhold
Velllykket lederdag i Menighedsnetværket

Velllykket lederdag i Menighedsnetværket

30 ledere og præster fra forskellige menigheder rundt i Danmark var samlet i Vejle lørdag den 3. oktober til inspiration og udrustning.

“Relevante og velforberedte oplæg samt godt fællesskab”

” Udfordring til at leve med mine naboer”

” En opmuntring til at kæmpe videre på ELN’s grundlag og række ud til andre gennem menighedernes arbejde”

” Ærlighed, god undervisning med kvalitet”

Sådan lød nogle af kommentarerne fra deltagerne på lederdagen og viser at emnerne på lederdagen var relevante og gav et godt udbytte til den enkelte deltager.

Menighedsledelse og mission

Der var stor begejstring for de to oplæg fra Keld Dahlmann og Claus Grønbæk. Keld Dahlmann talte om “Menighedsledelse – i spændet mellem præst og menighedsråd”  – han kom bl.a. ind på forskellige ledelsessyn, faldgruber for kriser og om vigtigheden af at være bevidst om styrker og svagheder i ledelsesstilen, således at man kan tage højde for de vinkler, der ikke kommer så meget i spil. Det var tydeligt, at Keld Dahlmann selv var optaget af ledelse og af at lære af det, som ikke gik så godt og kunne derfor med sin store erfaring på godt og ondt, give rigtig meget videre til os i M-netværket.

Claus Grønbæk talte humoristisk, enkelt og dybt om “Mission – hvordan, når de gode nyheder ud hos os lokalt”. Flere følte sig udfordret og blev inspireret til at få udnyttet de muligheder, som ligger lige foran og som ikke kræver den store omprioritering af tid – fx invitere nogle til aftensmad. “De fleste mennesker spiser aftensmad” som Claus sagde. Han var i sit foredrag fokuseret på selve missionsidentiteten og på at være en velsignelse, der hvor man naturligt alligevel er. Der kom mange små fif og ideer til at gøre mission spændende og overkommeligt.

Lederdagen arrangeres for at give ledere og præster mulighed for at mødes og udveksle erfaringer, sparre med hinanden og via foredrag og debat udruste til den videre tjeneste lokalt. Det var derfor rigtig dejligt at læse evalueringerne, hvor det tydeligt fremgik, at deltagerne netop kvitterede positivt for muligheden for at være sammen, netværke og lytte til foredrag, der forholdt sig til emner og udfordringer, som var genkendelige og meget relevante i det daglige menighedsarbejde.

Menigheder ved sognekirker

Brian Christensen informerede kort om de nyeste tiltag i ELN – bl.a. at ELN i disse år prioriterer at tilbyde sognemenigheder og menighedsfælleskaber ved sognekirker medlemskab af ELN og M-netværket. Der er allerede 5 menighedsråd og  flere menighedsfælleskaber med i netværket.  Anette Klausholm Bækgaard, fortalte om sin baggrund, opgaver og forventninger til arbejdet som menighedsinspirator og kom med en åben invitation “Kontakt mig frimodigt om stort og småt – jeg står gerne til jeres rådighed”.

Sidst men ikke mindst fik rammerne og i særdeleshed forplejningen topkarakter. Tak til “Frimenigheden Broen” for en yderst professionel indsats.

Næste år bliver lederdag i M-netværket en del af Kirkefesten som afholdes den 1. oktober 2016 i Skjern.