Gå til indhold
Var det mig du mente

Var det mig du mente

Næstformand i Evangelisk Luthersk Netværk, Kurt Dalsgaard er aktuel med bogen "Var det mig, du mente", hvor han fortæller erindringer om sit liv som missionær og kirkekæmper.

Missionær og kirkekæmper

Kurt Dalsgaard er ikke den sentimentale type. Det vil de fleste, som kender ham nok også sige. Og han siger det også selv, i sin selvbiografi ”Var det mig, du mente?”. Men biografien viser også tydeligt, at der sammen med ukueligheden, missionsiveren og pionérånden, naturligvis også er bløde punkter.

Et af dem er Kurts kone, Dorthe. Hendes støtte og medleven viser tydeligt, at selv om det er Kurt, som har haft den mest synlige tjeneste, så har de været to om det hele vejen. Det fremhæver Kurt flere gange. Derfor er det også stærkt og rørende at læse om tiden før, under og efter den operation, hvor en svulst skal fjernes under Dorthes hjerne. En operation som de risikerer kan ende ud med, at Kurt bliver alenefar med fire børn…

Evangeliet frem for alt

Et andet ”blødt punkt” er Kurts frygt for at stå i vejen for evangeliet. Mens han er ansat af Indre Mission som missionær, er han hele tiden optaget af, hvordan et sandt og ufortyndet evangelium kan formidles til mennesker. Både til dem som kommer i missionshuset, og dem som kun ser missionshuset udefra. Det viser sig fx da en kvinde, som troede at Kurt sparkede hendes hund, da han forsøgte at afværge, at den skulle overfalde hans lille datter. Kvinden siger fornærmet, at sådan troede hun ikke at en kristen måtte opføre sig, og selv om det hele bygger på en misforståelse, er det Kurt magtpåliggende at finde kvinden og sige undskyld. Fordi han er bange for, at komme til at stå i vejen for, at denne kvinde skal tage imod evangeliet.

Et spejl

”Var det mig, du mente” er skrevet, fordi Kurt er blevet spurgt om at skrive. Jeg tror ikke, at det nogensinde ville falde ham ind, at skrive sådan en bog på eget initiativ. Men desto mere bliver hans livsfortælling en beretning, som man kan spejle sig i. Det er ikke kun succeshistorierne vi får med. Også sorgerne og kampene hører vi om. Også de kampe som må kæmpes med dem, som han troede, at han stod på linje med. Jeg syntes det er spændende – og befriende – at lytte til de ærlige beretninger fra en erfaren mand.

Og udover at være en personlig beretning, er bogen også et indblik i godt 45 år af dansk kirkeliv. Kurt var med, da Indre Missions Ungdom blev dannet. Han var med til at udfordre Indre Missions kirkesyn. Og han var en af pionérerne i dannelsen af Evangelisk Luthersk Netværk (ELN). Og man får her et spændende indblik i disse nybrud.

Var det mig?

I dag er Kurt pensionist, men han er ikke gået i stå! I ELN yder han fortsat en kæmpe indsats, hvor han stadig holder visionen om at være en klar, bibelsk røst i et broget kirkelandskab, højt. Ikke fordi han sidder fast i en rille, eller ønsker at alt skal blive som ”i gamle dage”. Men fordi hans livskald er at bane veje for evangeliet, så mennesker lærer Kristus at kende. Så ja, Kurt – jeg tror at det var dig Gud mente, da han gav sin kirke kaldet, til at sprænge grænser med Hans ord.
Tak for at du fulgte kaldet. Og tak for at du har delt historien om dette kald med os.

Bogen “Var det mig du mente” er udgivet på Lohses forlag og er anmeldt af Lasse Holmgaard Iversen og kan købes her.