Gå til indhold
Tjenestelige samtaler bruges ofte af biskopper

Tjenestelige samtaler bruges ofte af biskopper

Over hele landet indkaldes præster til tjenstlige samtaler hos biskopperne. På fire år er der holdt 128 af de irettesættende møder, viser nye tal fra stifterne.

Det fortæller Kristeligt Dagblad i en artikel fra d. 25. september.

Det er ikke muligt at sige om der er en stigning i antallet af tjenestelige samtaler, for det er første gang at der er lavet en samlet opgørelse over dette. Retsteolog Kristine Garde har dog en oplevelse af at der er tale om en intensivering.

Erhvervspsykolog Henrik Rosenstjerne mener, at tallet ikke burde være så højt og at det er et udtryk for organisatorisk uklarhed. Han udtaler: ”Det kan gøre præstestillingen retsløs. Samtalerne får den konsekvens, at ingen tør være kritiske over for den herskende orden, fordi præsterne kan miste deres embede, hvis de lufter deres utilfredshed,”

Præsteforeningen opmærksom

Medlem af præsteforeningens hovedbestyrelse, sognepræst Henrik Vejlgaard Kristensen udtaler: “I den senere tid har der været forlydender om, at biskopperne i folkekirken i stigende grad benytter sig af tjenstlige samtaler som ledelsesredskab. Dette rygte er også nået præsteforeningens hovedbestyrelse, hvor vi naturligvis er meget opmærksomme på dette felt. Det skulle nødig udvikle sig til overdreven selvcensur, hvor vi – af frygt – holder os tilbage for at forkynde evangeliet fuldt ud!”

Han fortsætter: “Ved et møde med repræsentanter for bispekollegiet fremførte vi problematikken. De tre tilstedeværende biskopper mente dog ikke, at der var tale om en stigning over de senere år. Nu er der så offentliggjort tal for tjenstlige samtaler i de forskellige stifter gennem de sidste fire år, hvor det er blevet til i alt 128 samtaler. Disse samtaler kan dække mange forskellige typer af problemstillinger. Det kan handle om teologi og forkyndelse, men også om andet, der har med præsteembedet at gøre. Der er jo nok en tendens til ikke at reklamere så højt med, at man skal til tjenstlig samtale, så det kan være svært at vurdere, hvor mange i den konservative del af folkekirken, der har oplevet det.

Min egen fornemmelse – for det er jo det, vi har at forholde os til, når der ikke er konkrete oplysninger – er, at der ikke er voldsomt mange af vore, der er til tjenstlige samtaler. Inden for de sidste fire år ved jeg om enkelte, men de fylder ikke meget i forhold til de 128 samtaler, der refereres til i artiklen. I er meget velkomne til at henvende jer, hvis I har oplevet at blive kaldt til samtale på grund af jeres teologi og kirkelige praksis.

Det kan naturligvis virke voldsomt for den enkelte, der måtte blive indkaldt til tjenstlig samtale. Det er da aldrig rart at komme i en sådan situation. Frygten for, hvad der vil kunne ske med ens ansættelse kommer naturligt meget op i den, der er kaldt til en sådan samtale. Samtidig skal der – så vidt jeg ser det – være mulighed for, at biskopper kan bruge dette middel, når de finder det nødvendigt for at undgå de værste vildskud i folkekirken. Alternativet ville være, at de lod alting flyde. Det ville vi heller ikke bifalde.”

Ud af offerrollen

Desuden påpeger Henrik Vejlgaard Kristensen, at vi bør træde ud af offerrollen:

“For mig at se, er der også et helt andet aspekt i alt dette: Vi kan på højrefløjen have en tendens til at se os selv i en offerrolle, hvor der ikke er ret meget plads til os i folkekirken. Vi kan let få en fortælling om os selv, der lyder: ”Det er lidt synd for os”. En sådan offerrolle er der ikke perspektiv i. Der er ikke mange handlemuligheder i den, for det er jo de andres skyld. Det vil være sundt for os at finde mod til at træde ud af en sådan rolle og ind i en frimodig arbejden frem efter alt det gode, der findes i vores tradition og kultur. Vi skal ikke være en undskyldning for os selv, men vi skal også være os bevidst, at vi arbejder i en bred folkekirke, hvor der er forskellighed i teologi og praksis. Vi skal stå ved vort guld og undgå handlinger, der unødigt kan bringe os i søgelys for tjenstlige samtaler.”

Vær frimodig

Sognepræst Henrik Højlund, formand for Evangelisk Luthersk Netværk, fortæller om sin egen oplevelse af en tjenestelig samtale:
“Jeg har selv prøvet at være til tjenstlig samtale. Det er ikke ret sjovt. Især ikke, hvis det opleves som urimeligt. Jeg kan bekræfte den tendens, at biskopperne – nogle af dem – bruger tjenstlig samtale i situationer, hvor en opringning havde været langt rimeligere.

Men bortset fra at det ikke er sjovt, behøver man heller ikke være bange for det. Hvis man har en god sag vel at mærke. Hvad skulle man være bange for? Fyring? Selvfølgelig ville enhver af os frygte en fyring. Men det kan da ikke være højeste mål i denne verden ikke at blive fyret.

Min kone sagde på et tidspunkt i forbindelse med den tjenstlige samtale og det, der fulgte efter, til mig: ”Så lad hende fyre dig, hvis det er det, hun vil. Så skal vi bare noget andet”. Efter det faldt der fuldstændig ro over mig. Hun havde da ret. Værre var det virkelig ikke.

Da jeg til syvende og sidst endte med at få tjenstlig påtale, sagde en ven til mig, at jeg skulle modtage den på samme måde, som apostlene modtog en ”tjenstlig påtale” af synedriet (ApG 4). Læg sagen frem for Herren, og bed så om at forkynde med ”fuld frimodighed”. Altså: endnu mere frimodighed end før!”