Gå til indhold
Stærk opfordring: Sæt bønnen øverst

Stærk opfordring: Sæt bønnen øverst

Tag på retræte i kloster – eller lad klosteret komme til jer. Det vigtigste er, at bøn kommer på dagsordenen og forener os, mener Carsten Dalsgaard Hansen.

Præst og klosterleder Carsten Dalsgaard Hansen taler roligt og behersket, men nerven er ikke til at tage fejl af, når han taler om bøn og klosteret som katalysator for at søge Guds nærvær.

Siden 2016 har han og hustruen Marianne været ledere af Hellig Kors Kloster. Og de brænder begge for klostertanken, som Carsten kort formulerer som: Bøn og stilhed.

Læs også: Hellig Kors Kloster – et menneskeligt og åndeligt fristed.

Netop nu er klosteret på Dejbjerg Hede mellem Skjern og Ringkøbing ramt af skimmelsvamp, og det hæmmer i nogen grad brugen af bygningerne. Kirken er dog ikke ramt, og faciliteterne kan stadig bruges til kortere besøg og udendørs retræter.

Derfor lyder Carsten Dalsgaard Hansens opfordring:

”Vi håber, at Hellig Kors Kloster kan blive en faktor for at bringe bøn på dagsordenen. Det kan være, at en præst, en menighed, en celle- eller tjenestegruppe kunne have brug for at være i bøn og stilhed her en dag. Vi har altid mærket, at der er en særlig ro og Guds nærvær her, som gør godt.

Men jeg kommer også gerne ud og holder retræter eller giver ideer til, hvordan man kan indrette sig med bøn. Det kan jo være forskelligt, om man er ung, en børnefamilie eller senior.”

Carsten Dalsgaard Hansen understreger, at bøn ikke er teknik, og han citerer gerne Marianne for at sige:

”Det handler om, at Gud kommer på førstepladsen. At vi i vores liv har øjeblikke, hvor vi koncentrerer os om det, der betyder allermest.

Og så føjer han til:

”Man siger ofte, at bøn er hvile. Men bøn er også et arbejde. Det er også en viljesbeslutning. Det vil jeg gerne være med til at formidle. Begge dele.”

Bønnen forener

Spørger man Carsten Dalsgaard Hansen, hvad det er for en vision han har, svarer han først med et spørgsmål – og så et svar:

”Hvad er situationen i Danmark?”

”Det er åndelig opløsning! Sekularisering og pluralisme hærger – ikke alene i samfundet generelt, men dybt ind i kirken. Nogle vælger på den baggrund at danne fri- eller valgmenigheder, mens andre kæmper videre i folkekirken. Faren er, at troens folk bliver splittet og afstanden mellem os bliver større. Heldigvis bliver der uddannet bibeltro præster, som kan være god medicin til kirken som Kristi legeme. Men situationen kalder på bøn – mere end noget andet.”

Og han fortsætter:

”Uanset, hvor dygtige vi er, så sker der ikke noget, hvis ikke Gud hjælper os og kommer til os med sit nærvær og sin Ånd. Bøn må være det fundamentale. Kirken har været splittet i mange århundreder, først i øst- og vestkirken, siden ved reformationen, og også den lutherske kirke er splittet i mange retninger. Der er virkelig brug for, at bibeltro kristne står sammen i bøn. Guds ord opfordrer os da også i den grad til bøn.

Der er ikke så meget, der samler os, og ofte tager den lokale menighed mange kræfter, så der ikke er meget syn for eller overskud til at gøre noget på tværs.

Men bønnen kan binde os sammen. Vi skal være et bønnens netværk, og det passer også rigtig godt til ELN.

Jeg ved ikke, om man kan bruge det ord – eller sige det højt, men bøn kan være et strategisk træk. Vi tænker nemt, hvordan kan vi få flere medlemmer i ELN, flere venner af klosteret eller flere omvendte. Men hvis vi ser på, hvad kampen gælder, så skal vi vende det om og begynde med bøn, så tror jeg det andet vil følge efter.

Vi oplever jo også, at folk bliver trætte. Der er megen travlhed og stress. Og her kommer bønnen ind som et vigtigt første punkt på dagsordenen.”

Vejen til klosteret gik over krise

Carsten Dalsgaard Hansens egen vej til bønnen og til klosteret gik via en krise og mødet med retræter.

”Jeg var kørt træt, også i troen. Men jeg kom på sporet af retræter, og det har hjulpet mig så meget,” siger han.

Siden har Carsten Dalsgaard Hansen arbejdet indgående med kristen spiritualitet, og da han i samarbejde med Ingolf Henoch Pedersen skulle arrangere en retræte, blev de opmærksomme på det evangelisk lutherske Hellig Kors Kloster. Siden har han og Marianne været solgt til stedet.

Carsten Dalsgaard Hansen har skrevet bogen: Et uddelt hjerte – kristen spiritualitet i en splittet verden. Læs anmeldelse af bogen.

Hellig Kors Kloster er en del af ELN’s Menighedsnetværk. Læs mere om klosteret her: Hellig Kors Kloster