Skive Bykirke er månedens menighed

I Skive Bykirke har vægten aldrig ligget på at lave en gudstjeneste som adskiller sig markant fra Folkekirkens, men derimod at tilsikre en forkyndelse som bygger på Guds Ord og på Guds Ord alene.

Skive Bykirke er en frimenighed beliggende i Salling i Midtjylland. Den første gudstjeneste i Skive Bykirke blev afholdt i september 2010. De første mange gudstjenester fandt sted i stuerne hos dem i menigheden, som havde mulighed for og plads til at vi kunne være der. Sidenhen har vi i Bykirken lejet lokaler i Aktivitetscentret Ny Skivehus med adresse på Odgaardsvej 15A, 7800 Skive. Disse lokaler indretter vi til lejligheden til gudstjeneste, en mindre operation som vi kan klare på omkring 20 minutter hvis vi er to om det.

Smuk altertæppe

Denne indretning indebærer bl.a. ophængningen af vores altertæppe, som vi er meget stolte af, og som med sikkerhed altid er noget af det første, folk bemærker når de besøger menigheden. Altertæppet er skænket Bykirken af én i menigheden med helt utrolig håndarbejdsmæssig snilde – og en ufattelig tålmodighed, idet tæppet består af tusindvis af små firkanter af forskellige stykker stof, som er nøje udvalgt, udklippet og fastsyet.

Skive Bykirke har pt. omkring 20 medlemmer ’på papiret’, omend vi som regel er mellem 20 og 30 samlet til gudstjeneste. Aldersmæssigt er Bykirken pænt repræsenteret med yngstemand i 4-års alderen og derfra et bredt spænd over de fleste aldersgrupper op til omkring de 80.

Liturgi som i Folkekirken

En gudstjeneste i Skive Bykirke følger langt hen ad vejen den gudstjenesteform og liturgi der kendes fra Folkekirken. I Bykirken har vægten aldrig ligget på at lave en gudstjeneste som adskiller sig markant fra Folkekirkens, men derimod at tilsikre en forkyndelse som bygger på Guds Ord og på Guds Ord alene. Igennem Jesus Kristus har Gud ved sin nåde skænket os tilgivelse og frelse til et evigt liv, men det modsatte af ’evigt liv’ er ikke ’næsten evigt liv’ – det modsatte af det evige liv er fortabelse!

Er Skive Bykirke så altid præget af dundertale og gravkammerstemning? Nej, tværtimod; bliver der udelukkende forkyndt frelse for enhver og ’Gud er kærlighed’ i menigheden, ja så får vi mindre og mindre brug for Jesus. Påmindelsen om, at alternativet hedder fortabelse, at vi ikke blot er frelst, men at vi er frelst fra fortabelsen! – det giver feststemning i menigheden.

Samvær efter gudstjenesten

Efter hver gudstjeneste nyder dem, der har lyst 15-20 minutters samvær med en kop kaffe og en småkage – ’stå-kaffe’ kalder vi det, i modsætning til den omtrent ene gang om måneden hvor vi efter gudstjenesten spiser frokost sammen. Ved disse lejligheder indretter vi de tilstødende lokaler og så medbringer hver ellers hvad man har lyst til og mulighed for.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights