Gå til indhold
Senfølger efter abort

Senfølger efter abort

Retten til Liv har udgivet et magasin for at kaste lys over et tabuiseret emne.

”Jeg fik en abort for to år siden og fortryder det hver eneste dag”. Sådan skriver en kvinde til en rådgiver på Abortlinien – og hun er bare en blandt mange. Landssekretær i “Retten til Liv”, Ellen Højlund Wibe, siger om det nye magasin: “Vi udfordres af kvinders tavse nødråb og med udgivelsen af magasinet vil vi gerne kaste lys over et tabuiseret emne. Ikke for at genere nogen, tværtimod. At bringe abortsorgen frem i lyset kan være med til at sætte en vigtig helingsproces i gang.”

Livet efter aborten

Magasinet indeholder personlige beretninger, essays og faglige artikler.

En lang række kvinder, både tilhængere og modstandere af fri abort, fortæller, hvordan livet blev efter aborten.

”Det er et paradoks, at noget, der er så alvorligt, skal være så privat, noget som angår så mange”, siger en af bidragyderne og giver dermed udtryk for den ensomhed og isolation, som mange føler med deres selvvalgte abort – deres selvvalgte sorg.

Også læger, psykologer, psykiatere, rådgivere og andre fagfolk bidrager til magasinet med viden om, hvad forskning og erfaring har lært dem om senfølger efter abort. Det er veldokumenteret, at hver femte kvinde, der har fået en abort, har det svært.

Beretninger gør et stort indtryk

I en anmeldelse på Retten til Livs hjemmeside skriver psykiater Laurits Bjerre bl.a.: ”Især de velformulerede og let læste personlige fortællinger og essays gør et stort indtryk. Som læser får jeg et sjældent indblik i den rædsel, det er at vågne op af narkosen og pludselig indse, hvilken utilgivelig handling jeg som mor har gjort mod mit eget barn. Både troende og ikke-troende beskriver med en smertelig klarhed den lidelse og sorg, det er at leve med at have slået sit eget barn ihjel.

I magasinet tydeliggøres det, at kvinders samvittighed bliver gjort til genstand for en politisk kamp. Det er ”politisk ukorrekt” at føle skyld og samvittighedsnag efter provokeret abort.

I kvindefrigørelsens navn fornægtes og tabuiseres medsøstres følelser, hvilket er medvirkende til forværring af de psykiske kvaler efter aborten.
Magasinet viser også en hjælp gennem terapi, og for troende også gennem Guds tilgivelse.

Magasinet er i A-4 format, har et flot design, god papirkvalitet og er på 88 sider. Det koster 100 kr. og kan bestilles her: http://rettentilliv.dk/materialer/

Man kan også overveje muligheden af at inddrage det i relevant undervisning på udskolingstrinnet og gymnasieniveau. Ved bestilling af klassesæt gives rabat.