Gå til indhold
Privatisering af dåben som et fællesskabsritual

Privatisering af dåben som et fællesskabsritual

Drop in-dåb spreder sig ud over landet og dette nye sære påfund må modsiges

Man kunne i en artikel i Kristeligt Dagblad d. 13. april læse om, hvordan drop in-dåb har spredt sig fra København og det første arrangement også er på vej i Jylland. Tilbuddet med Drop in-dåb begyndte i Kristkirken på Vesterbro sidste år og indebærer at man kan komme ind fra gaden og blive døbt uden nogen form for dåbsforberedelse. Det eneste, som man skal medbringe er sit kørekort/pas eller sin forældre, hvis man er under 18 år. Siden opstarten er over 100 personer blevet døbt på denne måde.

Sognepræst Mette Gramstrup, som var præst ved den første drop in-dåb arrangement mener ikke, at nye kristne behøver at blive afkrævet en særlig tro og siger til Kristeligt Dagblad:

”Hvem ville bryde sig om at gå til eksamen i sin tro. Det handler om de dybeste lag i ens hjerte. Hvor får man sproget til at sige til en præst, at man gerne vil have Guds bekræftelse på, at man er elsket og hører til?”

Dåb hører til i menighedens fællesskab

Pastoral Vejleder i ELN, Børge Haahr Andersen, siger i en kommentar til den nye praksis.

“Drop-In dåb strider mod dåbens karakter af fællesskabshandling
I det dåbsritual, der bruges i folkekirken, citerer vi Jesu egen begrundelse for, at vi skal døbe.  Jesus befalder apostlene at gøre alle folkeslag til hans disciple ved at døbe og ved at lære. Døb og lære står sideordnet. Der kan være særlige situationer, hvor dåben foregår under private former, for eksempel nøddåb på hospitalet eller i forfølgelseskirker, hvor offentlig dåb vil være en invitation til martyrium.  Derfor har man i folkekirken fra gammel tid haft et ritual til fremstilling af døbte børn, der blev ”hjemmedøbt”.  Det skulle ikke lægge noget til dåben, men det skulle tydeliggøre, at dåben er begyndelsen på et liv i tro. Den, som får Gud til far og Jesus til bror, bliver en del af den kristne storfamilie.

Derfor må vi modsige den sære praksis med at døbe isoleret fra en lokal menighed. Ligesom vi må modsige den folkekirkelige praksis, at man døber børn eller voksne til at tilhøre den korsfæstede og opstandne Kristus, uden at de kommer til den ugentlige familie- og opstandelsesfest.

Var vi buddhister, kunne vi bifalde denne privatisering af et fællesskabsritual. Men nu er vi kristne.”

Den forkerte retning

Der er også kritik af det nye initiativ fra andre i Folkekirken, f.eks. har Provst Eskil Simmelsgaard Dickmeis tidligere udtalt til Kristeligt Dagblad:

“Drop in-dåb trækker, så vidt jeg kan se, i den forkerte retning. Initiativet taler tidens hurtighed og individualisme efter munden. I stedet skal vi som folkekirke turde fastholde langsomheden, fordybelsen og frem for alt troens fællesskab i gudstjenesten.”

Eskil Dickmeis ser gerne at man som folkekirke godt kan gøde en kultur, der giver rum til den langsomme fordybelse og venerationen for det hellige. For hverken dåben eller troen er et hurtigt fix for det moderne individ, der tror, at det selv skal forstå og mestre det hele på den halve tid.