Gå til indhold
Politisk pres på samvittighedsfrihed

Politisk pres på samvittighedsfrihed

Krav om at alle præster skal vie homoseksuelle. En sommeragurk, der har fået folk op af stolene.

Det begyndte i Sverige med et krav fra den svenske statsminister om at alle præster i den svenske kirke skulle tvinges til at vie homoseksuelle. Bolden er rullet videre i Danmark med Mogens Jensens anklage om diskrimination og krav om det samme i Danmark. Han har som socialdemokratisk næstformand udtalt sig på egne vegne, da det ikke er partiets politik at tvinge præster til at vie homoseksuelle. Men Kristeligt Dagblad skriver i dagens avis, at flere andre politiske partier vil tage spørgsmålet op. Man kunne også ønske, at flere af Folkekirkens biskopper vil tage spørgsmålet op og forsvare præsters samvittighedsfrihed.

Sognepræst Henrik Højlund, formand for Evangelisk Luthersk Netværk, har her til morgen været i radio 24/7 til et interview om spørgsmålet. Her siger han bl.a. om kravet: “Folkekirken er ikke en statslig institution. Den er først og fremmest Jesu Kristi kirke. Kirken er ikke bare noget, der skal gøre alt, hvad staten ønsker at kirken skal gøre. Kirken er ikke statens tjener. Kirken har et andet mandat, som er vigtigere, nemlig fra Gud. Det er en komplet misforståelse af, hvad kirken er, hvis den bare skal rette ind efter statens ønsker. Hør hele interviewet her.

Livet er blevet vores egen konstruktion

Henrik Højlund siger om hele sagen:

Jeg forestillede mig i går, da Mogens Jensens første udspil kom, at det var en sommeragurk, lidt røre i salaten, så folk ikke glemmer politikerne helt, mens de er på sommerferie. Men når det drejer sig om homoseksualitet, skal man aldrig vide sig sikker. Det er den sag, al menneskelighed skal testes på for tiden. Dét er måske det virkeligt begrædelige i alt sammen – at der på få årtier er vendt op og ned på menneskers naturlige fornemmelse for det skabte, givne liv, så det i stedet er noget, vi nu skaber og konstruerer efter eget forgodtbefindende. Det er en omvæltning med enorme konsekvenser på den lange bane.

Kirken er ikke en statsinstitution

Rent bortset fra det er Mogens Jensens forslag langt ude i hampen. Han mangler fuldstændig forståelse for, hvad kirken er for en størrelse. Eller i det mindste: skulle være i sagens natur. Guds kirke med Guds mandat. Ikke folkets og statens kirke med folkets og statens mandat.

Men naturligvis har vi et problem her, når Mogens Jensen øjensynlig får følge af en hel masse, som øjensynlig mener det samme – at folkekirken i ét og alt er underlagt samfundets love og derfor bare har at rette ind efter dem. Om de så skulle stride mod kirkens eget grundlag. Vi har en folkekirkelig og ikke mindst statskirkelig situation, som – meget ofte med kirkens aktører i spidsen – får folk til at mene, at kirken er en statsinstitution på linje med alle andre statsinstitutioner, som skal levere den service til borgerne, de vil have. Dét bør der tages et solidt opgør med. Folkekirken dør af at lægge sig flad for folk og stat.

Hvem diskrimineres ?

Skal man endelig tale om service, forholder det sig sådan – eller burde forholde sig sådan – at kirken simpelthen ikke kan yde en hvilken som helst service, folk måtte ønske. Sådan vender det bare ikke. Skulle der komme et polyamorøst menneske til en præst med krav om velsignelse af f.eks. et trekantforhold, må præsten sige nej. Og vel at mærke uden at få smidt ordet diskrimination i hovedet. Det er besynderligt høre Mogens Jensens og en masse andres nu hyppige brug af ordet ”diskrimination”. Hvem diskriminerer egentlig i denne sag? Og hvem diskrimineres? Og skal man endelig henvise til menneskerettighederne, kunne man overveje, hvad deres bestemmelser om religionsfrihed betyder i denne sammenhæng.

Mogens Jensen sagde torsdag morgen følgende i Radio 24 7: ”Religionen må til enhver tid være underlagt loven”. Du milde kineser – ”loven”, samfundets lov, de hele tiden skiftende samfundslove, som livets øverste og absolutte instans – i al sin udskiftelighed. Gud fri os vel. Konsekvenserne af det er uhyggelige. Samfundet har brug for instanser, som kan modsige samfundet, så samfundet ikke bliver sig selv nok, sin egen øverste dommer. Mennesket har brug for det.