Gå til indhold

På falderebet

Brian Christensen har været med hele vejen og kender ELN bedre end de fleste. Nu er han på vej ud ad døren som netværkets landssekretær. Mød manden med markante meninger og meget på hjerte.

Et par ringbind, tre roll-ups og en lille revnet papkasse med brochurer.  En undseelig klat på et stuegulv. ELN’s fysiske kontor syner ikke af meget. Men når man taler med ELN’s landssekretær, Brian Christensen, åbner sig hurtigt en verden af betydning.

De seneste seks år har Brian Christensen været ELN’s landssekretær, men han har været med siden netværkets første spæde tråde blev spundet. Nu er han ved at overdrage jobbet til sin efterfølger, Dorte Sig Leergaard. Selv skal han være præst på fuld tid i Lemvig Bykirke.

”ELN er mit hjertebarn, så det er lidt lige som, når et barn flytter hjemmefra. Det er lidt en sorg, men det er også naturligt,” siger Brian Christensen.

Du har været med fra starten i ELN, så er det i virkeligheden en far, der flytter hjemmefra?

”Nej, nej,” vinker han afværgende: ”Jeg har bare været en del af noget meget større!”

Samtale og logik

Det meget større handler om, at mennesker må lære Jesus at kende. Det har Brian Christensen båret med sig, siden han som ganske ung besluttede at læse teologi. Det var kernen. Og rundt om denne kerne handler det om at holde fast i, hvad der er sandt.

Brian Christensen er matematisk student og tog logikken med i teologien. Og da han blev kandidat var det med speciale om Kierkegaard og forholdet mellem den subjektive og den objektive sandhed.

Vi må holde fast i, at sandheden ikke kun er sandhed for nogle. Jeg tror, at vi ofte er for ømskindede, så vi undgår at tale om uenigheder.

“Det er klart, at sandheden må erkendes af den enkelte, men hvis jeg mener, noget er objektivt sandt, så må jeg også mene, at det er sandt for alle mennesker. Det er logisk. Hvis jeg f.eks. mener, at Jesus er Guds søn, og at han opstod konkret og fysisk af graven, så mener jeg, at det er sandt for alle mennesker. Det betyder ikke, at jeg ikke kan høre andres argumenter, eller at jeg er resistent over for dem. Det er dér, samtalen starter. Vi må holde fast i, at sandheden ikke kun er sandhed for nogle. Jeg tror, at vi ofte er for ømskindede, så vi undgår at tale om uenigheder,” siger Brian Christensen.

Han smiler gerne og er venligt imødekommende. Men når han taler, fornemmer man også en egen senet, insisterende logik, der lever side om side med stor smidighed i mødet med andre.

“Det her handler jo ikke om, at alle skal være ens, eller at alle menigheder og trosretninger skal være ens og udtrykke sig ens. Man kan lægge vægt på noget forskelligt. Der kan være forskelligt syn på dette eller hint. For eksempel dåben. Jeg har et syn på dåben, mens en kristen bror kan have et andet syn. Men det ændrer ikke ved, at jeg vil fastholde, at det har betydning, hvilket syn man har,” siger han.

Smerteligt og let

Logikken dukker op igen, da samtalen runder Brian Christensens egen vej i det kirkelige landskab.

Efter mange år som folkekirkepræst forlod han Folkekirken, da vielsesritualet for to af samme køn blev indført i 2012.

Han er ikke i tvivl om, at Folkekirken dér mistede sin troværdighed. At der skete et klart brud i kirken med indførelsen af et egentligt ritual for vielse af homofile.

”Når man ændrer ritualerne, ændrer man også selve grundlaget for kirken. Jeg forlod Folkekirken. Men egentlig var det kirken, der forlod det grundlag, den havde før.” siger Brian Christensen og uddyber:

“Det var på den ene side en meget vanskelig og smertelig beslutning at forlade Folkekirken. Jeg oplevede at blive valgt fra. Kirken tog et valg, og man vidste, at det var afgørende. På den anden side var det let, fordi det jo var logisk. Folkekirken stod ikke længere for det, jeg står for. Det måtte jeg tage konsekvensen af.”

På den baggrund mener han også, at der – på et tidspunkt – bør dannes ny luthersk kirke i Danmark.

”Ja, det mener jeg. Tiden er ikke moden til det endnu, men jeg tror, det kommer.”

Den fornemste opgave

Også smidigheden – og kærligheden til kernen dukker op igen. For det er vigtigt, at kristne står sammen om at fastholde klassisk, bibelsk kristendom.

Det bliver også ved med at være ELN’s vigtigste opgave at være en samlende faktor. Det vil være så ulykkeligt, hvis ikke vi har et fællesskab, selv om vi kan se forskelligt på det her.

Derfor har Brian Christensen i seks år arbejdet flittigt og vedholdende for, at ELN i udpræget grad rummer menigheder og medlemmer fra såvel Folkekirke som frimenigheder.

“Det har været min fornemste opgave at favne begge synspunkter: At være i Folkekirken eller handle på et kirkebrud og være frimenighed. Begge dele er teologisk legitimt. Og det særlige ved ELN er, at vi ikke fremmer det ene eller det andet valg.

Det bliver også ved med at være ELN’s vigtigste opgave at være en samlende faktor. Det vil være så ulykkeligt, hvis ikke vi har et fællesskab, selv om vi kan se forskelligt på det her.

Samtidig håber jeg ikke, at debatten er endt. Jeg håber, at teologer og kirkeledere fortsat vil gøre sig de principielle overvejelser.  Der sker nemt det, at andre ting får større betydning, fordi ‘Nu må vi koncentrere os om det vigtige, om at møde mennesker med evangeliet’.

Det er for så vidt forståeligt, men jeg frygter, at man af mange pragmatiske årsager kommer til at skære hjørner af sandheden,” siger Brian Christensen.

Pejlemærker for hjertebarnet

Som nævnt har Brian Christensen været med siden de allerførste tråde til ELN blev spundet. Brian var en af dem, som initiativtager Christian Poulsen ringede til, da han ville samle bibeltro om de store udfordringer, kirken stod foran. Det var i midten af 00’erne. Og i 2006 blev Odenseerklæringen som bekendt vedtaget og ELN dannet.

Den afgående landssekretær vurderer udviklingen sådan:

“Fokus har ændret sig gennem årene. ELN er født ud af en bekymring for, hvad der skal ske, og i begyndelsen havde ELN en vigtig rolle i forhold til kirkestrukturen, altså hvordan skal kirken være organiseret, hvis det kommer til et brud med Folkekirken.  Spørgsmålet var: Hvad skal vi gøre?. Nu er spørgsmålet mere: Hvordan skal vi være kirke?”

Og hvad ser du fremadrettet. Hvilke pejlemærker skal dit hjertebarn gå efter?

ELN skal fortsat være katalysator for samarbejde og skabe dialog mellem forskellige menigheder, der ønsker at fastholde klassisk, bibelsk kristendom.

ELN skal særligt have Kirken i fokus. Med det mener jeg, at ELN skal fokusere på, hvordan vi kan hjælpe fri- valg- og sognemenigheder med at være kirke lokalt. Men ELN skal ikke gøre det, som andre gør godt i forvejen. ELN vil f.eks. gerne opmuntre til evangelisation og socialt engagement, men ELN skal ikke selvstændigt drive diakoni eller mission eller noget helt tredje.

ELN skal også til stadighed fastholde Kirkens ledelse på, hvad der er klassisk, bibelsk kristendom. Det kan f.eks. ske gennem vejledning og tilsyn, som det allerede sker mange steder.

Og så skal ELN være synlig i den offentlige debat. Det har et formål at være med til at præge udviklingen gennem debat, og det har et formål at være et fyrtårn, som man kan tage pejling af i en kaotisk tid.”

Hvad ser du som den største udfordring for ELN?

“Det er at opmuntre og udruste mennesker til at lytte til Gud, til hans ord. Det han har mest på hjerte er, at vi har brug for livet fra ham.

Det er den største udfordring. Det er både den største opgave og den sværeste,” siger Brian Christensen.

Kort om Brian Christensen

Alder: 51 år.

Gift med Kirsten, der er sygeplejerske og familieterapeut. Parret har fire voksne børn, Kirstine, Martin, Emma og Mathilde.

Bosat i Holstebro, men på vej til at flytte til Lemvig-området.

Fra 1. august fuldtidspræst i frimenigheden Lemvig Bykirke.

Uddannelse: Cand.theol. fra Aarhus Universitet og Menighedsfakultetet og cand.it fra Aalborg Universitet.

Når han har fri: Læser gerne gode bøger, passer køkkenhave og drivhus og følger gerne med, når FC Midtjylland er på banen.

Fortsat ELN: Brian Christensen er fortsat tilknyttet ELN, blandt andet som blogger på hjemmesiden.

Brian Christensen glæder sig til at kunne koncentrere sit arbejde om at være præst i Lemvig Bykirke, hvor han har været halvtidspræst samtidig med jobbet som landssekretær i ELN. “Det ligger mit hjerte nært at være præst på fuld tid, men jeg har været utrolig glad for at være med i ELN. Jeg har mødt rigtig mange spændende mennesker og haft mange gode samarbejdsrelationer. Det har været virkelig berigende,” siger han.