Gå til indhold
Nyt knæfald indviet i Lemvig Bykirke

Nyt knæfald indviet i Lemvig Bykirke

Første søndag i advent var en særlig dag i Lemvig Bykirke. For til gudstjenesten blev menighedens nye knæfald indviet. Det blev en festlig gudstjeneste, hvor børnebandet Hope spillede og adventstiden blev sunget ind.

Lemvig Bykirke har i godt 3 år holdt til i Lemvig missionshus (Klippen), der har givet nogle lyse og moderne rammer om frimenighedens gudstjenester. Salmebøgerne er skiftet ud med salmer på powerpoint, som vises på væggen over alteret og frimenighedspræst Brian Christensens prædikener illustreres også her med billeder og tekst. Orglet er skiftet ud med klaver og til særlige gudstjenester også menighedens eget band, men ellers ligner gudstjenesten i opbygning og form meget den kendte gudstjeneste fra Folkekirken.

Stor tak til frivillige

Det har dog længe været et ønske, at menigheden ikke skulle stå i en halvbue til altergangen, men have mulighed for at knæle ned. ”I nadversalmen, som vi bruger hver gang, ( ”Se det Guds lam”) synger vi faktisk ”Vi knæler ned ved kongens bord”, så det glæder os at vi nu har fået et knæfald, så vi rent faktisk kan gøre det”, siger Brian Christensen. ”Det er alene ved hjælp af frivillige at vi har fået lavet det flotte knæfald og det er vi meget taknemmelige for”. Knæfaldet er lavet i seks dele, så den kan flyttes, men den er samtidig halvbueformet, så det har krævet håndværksmæssig snilde at få det lavet. Selve skellettet er i jern, mens det øverste træ og hylden til bægre matcher gulvet i træsort og farve. Knæpudernes stof er det samme som blev brugt til Klippens stole, så hele knæfaldet er i harmoni med resten af rummet.

Stille vækst

Lemvig Bykirke oplever en stille vækst i antal medlemmer, så man nu er omkring 110 medlemmer, hvoraf ca. 70 er voksne. Det er en af de menigheder, som er tilsluttet både Indre Mission og Evangelisk Luthersk Netværk og der er et godt og konstruktivt samarbejde mellem Lemvig Indre Mission og Lemvig Bykirke. Man har bl.a. afholdt fælles alpha-kursus flere gange og det seneste kursus afsluttes i begyndelsen af december efter rekordtilslutning.
”Det giver gode muligheder for at nå ud i vores lokalsamfund og det er vigtigt for os. Vi har fået evangeliet betroet og det vil vi så gerne dele med flere. Alphakurset har vist sig som en unik måde at gøre det på og over halvdelen af vores kursister plejer ikke at komme i Klippen. Det er også glædeligt, at vi i år har et hold på 9 konfirmander, som har undervisning hver mandag eftermiddag ”, slutter Brian Christensen.