Nye tanker om køn udfordrer

Den flydende kønsideologi betragter ikke køn som et givent vilkår, men som noget, man individuelt kan konstruere. Læs Olof Edsingers analyse.

Af Olof Edsinger, generalsekretær Svenska Evangeliska Alliansen

Få ting beskæftiger moderne vesterlændinge så meget som deres identitet. Denne trend ses allertydeligst hos den unge generation, men det er ingen overdrivelse at sige, at identitetsprojektet i store træk kendetegner alle generationer i vores tid.

Vi funderer over, hvem vi er, hvor vi kommer fra, hvor vi er på vej hen, hvilken værdi vi har, og hvilke(n) sammenhæng(e) vi tilhører. Vi prøver os frem, ændrer os og tøver – i mange tilfælde resulterer det i, at vi ikke bare lander i én identitet, men i flere forskellige. Vi er på én måde, når vi er sammen med vores familie, på en anden måde, når vi er sammen med vores venner, på en tredje, når vi er sammen med vores partner, og på en fjerde, når vi befinder os på internettet.

Denne artikel er venligt stillet til rådighed af magasinet Budskabet, som bragte den i sit seneste nummer med temaet Kønsforvirring. Se mere om Budskabet nederst på siden.

Kønnet som konstruktion

Et af de vigtigste aspekter af denne identitetssøgen har med vores køn og seksualitet at gøre. Denne dimension af vores eksistens har også været genstand for debat i de sidste årtier.

Feminismens anden bølge – som voksede frem i 1960’erne og 70’erne – lancerede tanken om det sociale køn (genus) som noget, der i det store og hele var konstrueret, hvilket i praksis ledte til to hovedårer i den internationale feministiske bevægelse: forskelsfeminismen, som betoner forskellen mellem kønnene, og lighedsfeminismen, som betoner kønnet som en social konstruktion.*

Inden for skandinavisk forskning er det den sidstnævnte, som dominerer, hvilket på mange måder har præget ikke mindst det svenske samfund. Men i den seneste tid er der tilmed en anden trend, som har gjort sig gældende, og det gælder både i Sverige og i store dele af den vestlige verden.

Hvis feminismens anden bølge banede vejen for synet på det sociale (det opfattede og udtrykte) køn som konstruktion, kan man nemlig sige, at det i den senere tid tilmed er blevet normalt at betragte det biologiske køn som en konstruktion. Selve distinktionen mellem det biologiske og det sociale køn er på den måde blevet blødt op.

Tydeligere end noget andet sted er det sket inden for LGBTQ (bevægelse for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner mv., red.). I denne artikel vil jeg især fokusere på de sidste bogstaver i denne forkortelse: trans og queer. Begge disse fænomener beskrives ikke blot som en tilstand hos en afgrænset gruppe individer, men også som ideologier, der har en tydelig udtalt måde at forholde sig til spørgsmål, der har med køn, seksualitet og identitet at gøre.

Trans

Begrebet trans har fået en stærk gennemslagskraft i løbet af den seneste tid. Der har til alle tider været nogle mennesker, der har identificeret sig så stærkt med det modsatte køn, at de eksempelvis har villet klæde sig i tøj, der er typisk for dette køn.

Der findes også solidt belæg for, at der til alle tider har eksisteret mennesker, som har oplevet sig som værende født ”i den forkerte krop”. Men det, der er sket i løbet af de seneste år, er, at omfanget af disse fænomener er eksploderet og tilmed har fået en ny ideologisk overbygning.

Hvis vi begynder med statistikken – og her tager jeg udgangspunkt i den svenske situation – var der frem til 2012 godt og vel 20 henvisninger om året til afdelingen for kønsidentitets-udredninger på Astrid Lindgrens børnehospital i Stockholm. Men derefter begyndte kurven at pege opad. I 2015 var tallet 116 personer, og året efter ønskede over 200 børn, at sundhedsvæsenet skulle udrede, hvorvidt de virkelig var det, som deres biologiske køn sagde, at de var.**

Parallelt med dette er trans blevet et mere fejret fænomen inden for populærkulturen. Et velkendt eksempel er den østrigske transvestit Conchita Wurst, der i 2014 vandt Eurovision Song Contest i København. Året efter, men på den anden side af Atlanten, fik den tidligere OL-guldmedaljevinder Bruce Jenner et enormt stort gennembrud i medierne, da han skiftede navn og identitet og forklarede, at han fra da af ville være Caitlyn Jenner.

Som isolerede eksempler er det sikkert ikke så bemærkelsesværdigt. Men det interessante er den betydeligt større fortælling, som Wurst og Jenner kan siges at være symboler på. De legemliggør nemlig et frihedsideal, som kendetegnes ved, at det vil kappe båndet mellem vores identitet og vores biologiske køn.

Man kan sige, at vores tid lægger meget vægt på retten til at skabe sin egen identitet. Den ultimative frihed beskrives som en frihed til at definere, hvem man selv er – uanset regler, traditioner og andre ydre forudsætninger.

Når transpersoner som Wurst og Jenner definerer sig som noget andet end deres biologiske køn – som noget andet end det, deres krop, biologi, reproduktive organer, kromosomer og hormoner siger, at de er – bliver de som følge af dette symboler for en anden og meget større drøm: drømmen om den fuldkomne autonomi, det totalt uafhængige, hvor den enkelte er sin egen sandhed og får lov at definere sig selv.

Dermed ser vi også, at der er afgørende forskel mellem transseksualitet som diagnose og transseksualitet som ideologi.

Inden for sundhedssystemet anvendes begrebet kønsdysfori for at forklare den meget lille gruppe af mennesker, som allerede fra de tidlige år oplever sig som værende ”født i den forkerte krop”. Traditionelt taler man om, at mellem 0,003 og 0,02 procent oplever denne tilstand.

Men når LGBTQ-bevægelsen anvender begrebet trans, går de normalt ud fra et meget bredere syn på spørgsmålet, end hvad der dækkes af diagnosekriterierne for kønsdysfori. Svenske RFSL*** skriver på deres hjemmeside, at trans er ”et paraplybegreb med mange undergrupper”, som i grunden står for ”en person, der slet ikke eller delvist ikke identificerer sig med det køn, man har fået tildelt ved fødslen.”

Med denne definition ser vi altså, at der er opstået en ny forståelse af selve grundlaget for et menneskes kønsidentitet. Som det allerede er blevet nævnt, er kønnet nærmest blevet noget metafysisk: uafhængigt af krop, biologi, de reproduktive organer, kromosomer og hormonsammensætning.

At dette bliver problematisk, også ud fra et kristent perspektiv, siger sig selv. Hvis vi tror på Gud som Skaberen, bliver vi jo samtidigt nødt til at tro, at han har en mening med vores kroppe – og med den skabelsesgivne inddeling af os mennesker i mænd og kvinder.

Dette faktum fjernes ikke af den lille gruppe, som af medicinske grunde oplever sig som værende født i en forkert krop. Selv drømmen om den fuldkomne autonomi (selvstyre, uafhængighed, red.), hvor enhver har sin egen sandhed, står i skarp kontrast til Bibelens vision for det gode liv. Tværtimod er vi nemlig kaldet til afhængighed – først og fremmest af Gud og hans forordninger, og derefter af hinanden som mennesker.

Queer

Går vi fra trans over til begrebet queer, er det sikkert den mindst kendte af bogstaverne i LGBTQ-spektret.**** For bare nogle år siden var det overhovedet ikke en selvfølge at inddrage Q’et i forkortelsen,***** men på det seneste har queer-ideologien fået en meget stærkere gennemslagskraft – i det mindste i Sverige. Det gælder specielt i børnehave- og skoleregi.

”Queer” er engelsk, og betyder egentlig mærkelig eller afvigende. Men i disse sammenhænge kan queer også repræsentere en specifik måde at forholde sig til køn, seksualitet og identitet på. Idéhistorisk kan man sige, at queer-ideologien voksede frem i mødet mellem feministbevægelsen og gaybevægelsen, men til forskel fra disse betragter man identiteten og seksualiteten som noget helt og holdent flydende. Såkaldte binære (todelte, red.) modsætninger som mandligt-kvindeligt og normalt-unormalt forkastes, og al tale om en ”naturlig” seksualitet betragtes som undertrykkende. Eller, med den svenske socialantropolog Fanny Ambjörnssons ord:

”Queer, både som politisk bevægelse og som teori, gør opmærksom på en række forhold i samfundet som har at gøre med genus (det sociale køn, dvs. det oplevede eller udtrykte køn, red.), seksualitet og magt. Men i stedet for at søge oprejsning og tolerance for de personer, som oftest diskrimineres på grund af deres seksuelle præference eller identitet, retter queer spotlightet mod det påståede normale. Snarere end at kæmpe for at ligestille homo- med heteroseksualitet, opfordrer queer os til at tænke bort fra opdelingerne. Queer vil helt enkelt vende op og ned på antagelsen om, at der findes en normal og en unormal måde at være seksuel kvinde eller mand. På denne måde giver queer os et redskab til at stille spørgsmålstegn ved de sandheder, som samfundet tager for givet, om det så handler om genus, seksualitet eller en anden form for normalitet.”******

Ambjörnssons ord gør det nærmest overtydeligt, at vi her har at gøre med en ideologi, og ikke bare en specifik seksuel identitet. Enkelte personer kan ganske vist tale om sig selv som queer eller ikke-binær, men det, som har givet begrebet en sådan gennemslagskraft, er, at det også viser sig brugbart på et mere overordnet plan.

I Sverige anvendes queer-ideologien i dag i både skolen og i børnehaven, og allertydeligst bliver det i ligestillings- og antidiskrimineringsarbejdet. Før i tiden talte man ofte om tolerance og om betydningen af at tolerere hinanden – fx mennesker med en anden hudfarve, religion eller seksuel orientering end en selv. Men for queer-ideologerne er tolerance blevet et meget grimt ord. Bag ved tolerancebegrebet gemmer der sig en tanke om, at majoriteten/de normale skal tolerere minoriteten/de unormale.

Og eftersom queer går imod al tale om normalt og unormalt, er man på det sidste gået over til en såkaldt normkritisk pædagogik. Præcis som Ambjörnsson udtrykker det, vælger man i denne pædagogik at vende op og ned på antagelsen om, at der findes en ”normal” måde at være og fungere på som menneske.

I stedet for at kæmpe for tolerance, kæmper man derfor for, at alle alternativer skal betragtes som ligeværdige. At være LGBTQ er præcis lige så naturligt som at være heteroseksuel, funktionshandicappet er lige så naturligt som ikke at være det – og så videre.

I de svenske skolematerialer lægger man typisk op til at sætte spørgsmålstegn ved forskellige typer af normer. Der nævnes oftest tokønsnormen (at majoriteten af alle mennesker kan deles ind i mænd og kvinder) og heteronormen (at et menneske forventes at være heteroseksuel, indtil det modsatte er bevist).*******

Kortet tegnes om

Samlet set kan man sige, at vi lever i en tid, hvor kortet i forhold til køn, seksualitet og identitet er ved at blive tegnet om – endda på en meget dramatisk måde. Den konstruktivistiske skole inden for feminisme har banet vejen for en tankegang, der praktisk set kan siges at underminere hele den traditionelle forståelse af køn.

Som kirke kan vi bestemt ikke uden videre affærdige de erfaringer, der ligger til grund for disse ideologier. Til tider har vi haft en unødig rigid forståelse af de forskellige kønsroller, og vi har ikke altid været så gode til at møde seksuelle minoriteter med respekt.

Men både trans- og queer-ideologierne er alligevel dybt problematiske, og kan desuden få alvorlige konsekvenser, når de i det store hele føres over på befolkningen. Der er derfor god grund til, at kristne har fokus på dette tema.

Oversat af Noa Szilas

**Louise Frisén et al: Kraftig ökning av könsdysfori bland barn och unga, Läkartidningen 9.10.2017

***Riksförbundet för homosexuellas, bisexuellas, transpersoners och queeras rättigheter

**** I visse sammenhænge forekommer tilføjelsen QIA til LGBT. Se næste fodnote for yderligere forklaring

***** I dag er det blevet ganske normalt at skrive LGBTQIA+. I’et står for interseksuel og A’et for aseksuel. Plusset står for det voksende antal varianter, der i det store hele figurerer indenfor bevægelsen såsom androgyn, ikke-binær, genderqueer etc.

******Fanny Ambjörnsson: Vad är queer?, Natur och Kultur 2006, s. 9

*******Hvis man ønsker det uddybet, kan jeg henvise til de mange eksempler i min bog När minoriteten tar majoriteten som gisslan: Om identitet och sexualitet i queerteoriernas tidevarv, SEA 2015

Om Budskabet

Magasinet Budskabet henvender sig til alle, der ønsker refleksion og fordybelse i troen, herunder også ledere og forkyndere.

Det udkommer fem gange om året og vil gerne bidrage med: 1) Fordybelse i bibelsk og luthersk tro, 2) Analyse af tidens strømninger, og 3) Inspiration til kristent liv og mission.

Budskabet udgives af Luthersk Mission, men er ikke et internt foreningsblad. Såvel skribenter som temaer appellerer med sin klassisk-luthersk-bibeltro profil til en bredere læsergruppe.

Abonnement kan bestilles online via www.budskabet.dk

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights