Gå til indhold
Ny døbefont taget i brug

Ny døbefont taget i brug

Billedkunstner Simon Aaen, Rønde, har lavet det nye dåbsfad til Vendsyssel frimenighed, som blev taget i brug ved festlig gudstjeneste.

Søndag den 30. august var en særlig festdag for Vendsyssel Frimenighed.
Rikke og Bjarkes lille søn, Olau blev døbt og dermed blev det nye dåbsfad indviet.

Selve dåbsfadet er udført af billedkunstner Simon Aaen, Rønde, som skriver følgende om sin inspiration til at udforme det flotte dåbsfad.

”Dåbsfadet til Vendsyssel Frimenighed, skal lede tankerne hen på vandet og den bevægelse der altid er i vand. Det tykke glas giver en fornemmelse af at vandet har 3 dimensioner, så man kan se ned gennem det.

Dåben er indgangen til et kristent liv med Jesus som tro følgesvend.

Lyset i centrum af fadet fordeler sig ud mod siderne og giver en oplevelse af at lyset trænger mørket til side.

For mig er ”Kernen” i troen, netop at vi hver især skal arbejde på at lyset skal vinde over mørket.

”Straks da han var steget op af vandet, så han himlene flænges og Ånden dale ned over sig som en due, og der lød en røst fra himlene ”du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag”!

(Mark 1, 10-11)

 

Lyset eller Duen har i Kirkekunsten og den Kunsthistoriske tradition ofte været symbol på Helligånden.

Det er netop det lys det lille barn nu bliver døbt med, så der ligger sig en lysende ring om barnets hoved.”

Kjeld Jensen fra menigheden, har lavet den flotte fod til dåbsfadet.

Om Vendssysel frimenighed

Vendsyssel frimenighed blev stiftet i 2012 og er en af menighederne i ELNs Menighedsnetværk. Der er omkring 60 medlemmer i menigheden, som holder gudstjeneste 2-3 gange om måneden på Strandby skole. For øjeblikket søger man at få en fast præst tilknyttet i en halvtids ansættelse.

Menighedens vision er: At den enkelte gennem gudstjenestefælleskabet og menighedsfællesskabet bliver styrket og bevaret i troen på Jesus Kristus og samtidig opmuntres til tjeneste og kontakt til nye medlemmer.
Det virkeliggøres gennem gudstjenestefællesskabet ved at høre ordets forkyndelse og modtage sakramenterne og gennem menighedsfællesskabet ved bibelstudium, kristendomsundervisning og andet socialt samvær at blive udrustet til at evangelisere, børnearbejde og udøve besøgstjeneste og diakonal tjeneste.
Desuden ønsker man at have fokus på hvert medlems nådegave for menighedsfællesskabets udvikling og at acceptere forskelligheden.