Gå til indhold

Missional kirke – en introduktion

Nu er chancen der for at få mere styr på, hvad det udbredte udtryk Missional kirke egentlig dækker over. Adjunkt Jeppe Bach Nikolajsen fra MF har redigeret en antologi, som giver en indføring i tankerne bag Missional Kirke ud fra en historisk, en luthersk og en dansk vinkel. Bogen har et vist fagteologisk præg, men den har et praktisk sigte: at hjælpe  præster og menigheder til at være kirke i mission i lokalmiljøet. Derfor er den relevant for alle, der ønsker at være en del af Guds mission gennem deres menighed. Bogen er på 220 sider, udkommer 28. september, forhandles af Forlaget Kolon og koster 200 kr. Se mere HER

Landssekretær Nils Andersen skriver i det seneste nummer af MF-bladet:

 

Udtrykket missional kirke er på stadig flere kristnes læber. Mission opfattes her ikke blot som et projekt, vi kan engagere os i en gang om måneden. Mission er et kald, som gælder alle aspekter af en menigheds liv og virke. Teologer taler i den forbindelse om, at mission er Guds mission. Hermed betones, at mission er Guds hjerteanliggende, og at han selv er i aktion gennem kristne for at fremme sin mission.
Men hvordan kan menigheder i dagens Danmark i praksis være missionale? – og hvad betyder det helt konkret for den enkelte menighed? Det er målet med bogen at inspirere præster og menigheder til at tage fat på den slags spørgsmål i deres lokale sammenhænge.