Gå til indhold

‘Nej’ er ikke et solidt grundlag for kirken

Af Kurt Dalsgaard, næstformand i ELN
Bragt i DBI-posten 1. juni 2012

Der kan ikke bygges kirke på et nej alene. Men der kan heller ikke bygges kirke uden et nej!

Som kristne er der meget, vi må sige nej til. Aktuelt er det store samtaleemne ritualet for homoseksuelle vielser, og i kristne sammenhænge har det fyldt meget den sidste tid. Ikke så underligt, da et sådant ritual er med til at dræbe kirkens åndelige liv. Men kan vi blive så optaget af alt det, vi skal sige nej til, at vi bliver åndeligt tomme? Som tomme tønder, der bare buldrer og larmer, men er hule indvendig. Kan man som kristen og som kirke leve og vokse på et nej?

Til dette spørgsmål vil en del svare, at det kan man ikke. En negativ tilgang til vores tro og kirkens liv giver ikke næring til åndelig vækst og til mission. Derfor reagerer nogle på den måde, at de stort set aldrig udtrykker en teologisk afstandtagen til noget som helst. Vi jager jo bare folk væk, og det dræner vores tro og kirkefællesskab for glæde og smittende tro, tænker man. Men hvor går vejen? Hvordan får vi god næring til vores kristne tro og til kirkens liv?

Djævelen ødelægger liv
Den apostolske trosbekendelse viser os vejen. Den starter med, at vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Og derefter bekender vi troen på Gud Fader, på Jesus Kristus og på Helligånden. Her er det tydeligt, at forsagelsen fylder ganske lidt i forhold til troen på den treenige Gud. Samtidig er det klart, at forsagelsen er vigtig. Vi begynder med forsagelsen, inden vi går til alt det positive, som vi tror på, og som er næring for vort trosliv. Dropper vi forsagelsen af Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, fordi det lyder negativt, så vil den følgende bekendelse falde til jorden.

Hvorfor forsager vi Djævelen? Hvorfor siger vi nej? Fordi Djævelen ødelægger alt liv og alt det gode i en kristens liv og i menighedens fællesskab. Først når vi siger nej til Djævelen, bliver der plads til åndeligt liv, til vækst og mission.

Udfordringen for os er måske, at vi for ofte bliver hængende i nej-et. Vi  må huske, at næringen til vores tro ligger i trosbekendelsens tre led om Gud Fader, Jesus Kristus og Helligånden. Og der kan ikke bygges kirke på et nej alene. Men der kan heller ikke bygges kirke uden et nej.

Guds lys i en mørk tid
I den aktuelle kirkelige situation arbejder Evangelisk Luthersk Netværk (ELN) på at samle lutherske kristne, så de sammen kan sige et tydeligt nej, men også så de sammen kan være levende kirke i en åndelig forvirret tid. Store Bededag, den 4 maj, oprettede ELN et Menighedsnetværk, hvor alle typer af menigheder og menighedslignende grupper kan være med og inspirere hinanden til at være Guds lys i en åndelig mørk tid. Menighedsnetværkets vision lyder sådan:

”Et netværk af menigheder, som ud fra et fælles teologisk grundsyn – i respekt for hinandens forskelligheder – vil opmuntre og inspirere hinanden til at være levende og missionerende menigheder.”

Når man tilmelder sig Menighedsnetværket markerer man derved, at man ønsker at stå på en sund teologisk grund, men hovedsigtet er samtidig, at vi vil inspirere hinanden til at nå ud med trosbekendelsens gode budskab til alle danskere.Vi vil støtte hinanden i at grave dybt i Bibelens skatte, hvor vi lærer den treenige Gud at kender. Den Gud, som sendte sin enbårne søn og derved viser, at han selv er mission. For mission betyder sendelse. Gud sendte sin søn til os, og nu sender han Kirken til verden. Guds hjerteslag må blive hjerteslaget i hans menighed og i i den enkelte kristne. Det sker, når vi gennem nådemidlerne modtager alle Guds gode gaver til os: Tilgivelse, frelse og et nyt liv samt et åndeligt fællesskab med alle de andre, som lever tæt på Gud og mærker hans hjerteslag.

Kirken voksede
Om de første kristne læser vi i Apg. kap. 2 vers 42: ”De  holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne”, og kapitlet slutter med konklusionen i vers 44: ”Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst”.

De første kristne oplevede, at der hver dag var mange nye, som kom til troen. Forklaringen på dette var, at de holdt fast ved nådemidlerne, og at de havde et varmt fællesskab med hinanden. Og Helligånden blæste liv i Ordet og sakramenterne og i det kristne fællesskab, så Kirken voksede både i antal og i det indre liv med Gud.

Som kristen og som menighed skal vi sige både ja og nej. Selvom trosbekendelsen begynder med et nej, skal vi måske sommetider starte med et ja, så mennesker oplever, at de er elsket af Gud – og af os. Men vi slipper ikke udenom også at sige nej. Og dog er det ikke nej-et der skaber troen og giver vækst til kristenlivet. Det er Guds store ja til os.