Gå til indhold
Når påskens budskab tømmes for indhold

Når påskens budskab tømmes for indhold

Børge Haahr Andersen, rektor på Dansk Bibel-Institut og pastoral vejleder i Evangelisk Luthersk netværk skriver her en kommentar om forsoningens betydning.

De fleste præster er enige om, at påsken er kristendommens vigtigste højtid. Men hvorfor den lige er så vigtig, er der efterhånden mange bud på (KD 16.04.2014). Det gælder ikke mindst forståelsen af langfredag og påskedag. At Jesus langfredag ofrede sit liv som menneskehedens stedfortræder og dermed banede en vej til Gud for en skyldig menneskehed – det er blevet en barbarisk forestilling, som man tænker, at man i humanitetens navn må tage afstand fra. Nej, så hellere forstå det sådan, at Jesus døde, fordi samtiden ikke tålte hans kærlighedsbudskab, og hans død demonstrerede hans ultimative kærlighed.

Påskedag fejres mange steder som en markering af, at Jesu budskab stadig lever og har aktualitet for de kristne menigheder. Den historiske person Jesus er naturligvis lige så død som Gravballemanden. Men udødeligheden i hans budskab kan man da fejre påskedag.

Den klassiske forståelse må fastholdes

Måske er denne forståelse af påskens begivenhed blevet stueren i den pluralistiske folkekirke. I al fald proklameres det år for år mere og mere tydeligt, og den klassiske forståelse af Jesu død og opstandelse bliver i denne proces til noget nærmest suspekt. Især , hvis man som jeg insisterer på, at den klassiske og fælleskristne forståelse af påskens begivenheder er den eneste, der gør, at påske er værd at fejre som den vigtigste kristne højtid.

I den ældste kristne trosbekendelse i 1. Korintherbrev kap. 15, hvor Paulus henviser til den urkristne overlevering, siger Paulus, at det fundamentale er, at Kristus døde for vores synder, at han blev begravet, og at han opstod på den tredje dag. Det stedfortrædende ved Jesu død og hans legemlige opstandelse var og er det fundamentale i den kristne tro. At Jesus ved sin død indtog offerlammets plads, er ikke en efterrationalisering af Paulus eller den urkristne menighed. Det er en integreret del af Jesu forkyndelse og essensen i Jesu indstiftelse af nadveren. Hvis Jesu død blot er en kærlighedsdemonstration, så er Jesus ikke mere end et forbillede og en lærer. Så er kristendommen bare hjælp til selvhjælp og inspiration til selvforløsning. Så er menneskeheden ilde stedt, for ingen af os kan gøre en forkert og ond handling ugjort. Hvis Jesus ikke har båret vores synder, så må vi selv bære dem.

Jesu opstandelse er afgørende

På sammen måde med opstandelsen. Hvis ikke den korsfæstede Jesus stod ud af graven påskemorgen, kan hans budskab være sikkert være godt og inspirerende for eftertiden. Men så vil kristen tro ikke længere være et levende håb om, at dødens magt er brudt, og at Jesus lever for evigt, for at vi skal leve for evigt. Paulus forholder sig til den moderne omtolkning af opstandelsen, når han siger: Har vi alene i dette liv sat vores lid til Jesus, så er vi de ynkeligste af alle mennesker.

Folkekirkens fremtid som kristen kirke står og falder ikke med en mere demokratisk styreform og mere selvstændighed i forhold til staten. Liv og vækst i kirken har været imponerende uafhængig af, om styreformen har været hensigtsmæssig. Men – fastholder menigheder og præster ikke det essentielle i påskens begivenheder, så lever den folkekirkelige institution måske nok videre – bare ikke som kristen kirke.