Gå til indhold
Mindretal får det svært i nyt kirkeråd

Mindretal får det svært i nyt kirkeråd

Det nye forslag til styring af folkekirken sendes i høring og der forventes fremlagt et lovforslag til vedtagelse efter sommerferien. Der er tale om et forslag om et kirkeligt tokammersystem med henholdsvis Folkekirkens fællesudvalg på 26 medlemmer der vælges demokratisk og et lovfæstet bispekollegium, som kirkeministeren teoretisk set kan overtrumfe. Der er således ikke lagt op til en revolution af folkekirken, men det nye Fællesudvalg får dog mulighed for at bestemme over en del af kirkens økonomi og indre forhold, som f.eks. ritualer, gudstjeneste og salmebog. De indre anliggender skal stadig være reguleret ved kongelig resolution eller anordning.

Læs hele betænkningen på 448 sider eller et resumé her.

Marginalisering af mindretal

Forslagets om sammensætningen af det nye Fællesudvalg kan gøre det meget vanskeligt at få valgt mindretals kandidater. Det er meget bekymrende og tidligere rektor for Teologisk Pædagogisk Center Eberhard Harbsmeier, udtaler til Kristeligt Dagblad d. 3. april:

Det bliver middelmådigt og kedeligt. Vi kommer ikke til se tværkirkelige aktivister eller fromme missionsfolk i det her organ. De mere radikale kræfter i kirken bliver marginaliseret, og medlemmerne bliver en blød, midtsøgende mellemvare.

I samme artikel  udtaler generalsekretær i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen

”Man kommer ikke uden om, at de ti biskopper er meget lidt repræsentative i forhold til bredden af kirken. Der er en overrepræsentation af den grundtvigske midtbane.”

Fornyet høringssvar

Evangelisk Luthersk Netværk vil naturligvis påpege problemet med det demokratiske underskud i det fornyede høringssvar, som vi har fået mulighed for at indsende. Landssekretær Brian Christensen udtaler:

“ELN finder det meget væsentligt, at der i Folkekirkens Fællesudvalg sikres plads til teologiske mindretal og tanken om en eller flere ekstra medlemmer af bispekollegiet er meget interessant.”

Den videre proces efter offentliggørelse af betænkningen er følgende:
* Høring over betænkningen fra den 2. april 2014 til ultimo maj 2014.
* Politiske forhandlinger og evt. udarbejdelse af justeret lovforslag i juni 2014.
* Høring over evt. lovforslag fra ultimo juni til ultimo august 2014.
* Afsluttende politiske forhandlinger efter høring over lovforslag september.
* Fremsættelse af lovforslag ved Folketingets åbning.