Gå til indhold
MF vil blande sig i debatten

MF vil blande sig i debatten

Menighedsfakultetet vil med saglig røst fremme bibelsk funderet kristendom i kirke, kultur og samfund

I Kristelig Dagblad kunne man mandag d. 13. juni læse at man på Menighedsfakultet i Aarhus vil gøre sig mere bemærket i de danske medier. Fakultetsleder Thomas Bjerg Mikkelsen udtaler i artiklen: ”Vi skal være proaktive og løfte en røst ind i samfundet, for det gavner også kirken. Hvis vi trækker os tilbage og gør tro og religion til en privatsag, bliver det offentlige rum overtaget af andre værdier.”

Vi har bedt Nils Andersen, Landssekretær på Menighedsfakultetet og medlem af ELNs repræsentantskab og ELNs tilsyns og vejlederråd, give en kommentar til MFs ønske om at være mere tilstede på den offentlige arena.

“Menighedsfakultetet (MF) har siden sin første spæde start for snart 50 år siden ønsket at uddanne engagerede bibeltro præster, der kunne forkynde evangeliet i Ånd og sandhed og opbygge sunde menigheder og opmuntre til discipelskab. Der er sket rigtigt meget siden den første undervisning blev givet i et missionshus i Aarhus, men fokus og visionen er den samme, og der er et uformindsket behov for præster og ledere med kærlighed til Jesus og solid teologisk ballast, der frimodigt vil arbejde for udbredelsen af Guds rige.

I takt med at den teologiske kompetence vokser i MF’s lærerkorps, og forstærket af indgåelsen af samarbejdet med Israelsmissionen og Promissio på TORVET ønsker vi at være et ressourcecenter for kirke og mission og stille lærernes kompetencer til rådighed for kirke, presse og samfund.

Det indebærer, at vi gerne vil blande os i debatten og også forsøge at sætte dagsordenen, hvor det er muligt. I 2014 oprettede vi således ’Center for Kristen Apologetik’ der vil begrunde og forsvare den kristne tro i mødet med anderledes tænkende. Det er siden blevet til en stribe foredragsrækker med apologetiske emner, og vi glæder os til at byde en af verdens førende apologeter, Alister McGrath, velkommen til Aarhus den 15.-16. september, hvor han vil holde i alt seks foredrag om forholdet mellem videnskab og tro.

Det er vigtigt både at støtte troens folk i overbevisningen om kristendommens sandhed og at gå i aktiv dialog og udfordre mennesker med andre verdensbilleder, hvad enten det er ateister, liberalteologer eller muslimer. Det handler om at følge i Paulus’ fodspor, da han forkyndte, forsvarede og begrundede evangeliet i Athen, der var fyldt  af forskellige uklare og famlende religiøse og filosofiske tankesystemer.

Underviserer og studerende bidrager

Særligt i en tid som vores, hvor politikere og kulturpersonligheder mere og mere mister sansen for, hvad bibelsk funderet kristendom er, hvor ateister markerer sig stadig mere offensivt, og hvor islam efterhånden sætter sit tydelige præg i dele af befolkningen og lokalmiljøer i de større byer, er der behov for en klar og tydelig bibelsk funderet sandhedsrøst. MF ønsker at give sit bidrag her. Det gælder ikke mindst ved, at vore undervisere bringer deres faglighed og forskning i spil og bidrager med ekspertudtalelser til pressen og markerer sig i teologiske debatter og gennem udgivelser og til forskellige arrangementer.

Men vore engagerede studerende melder sig også på banen. Simon Kristian Blix Nielsens har fx oprettet bloggen:  ’1andenvinkel.com’, der er en bibeltro kommentar til ’Jeppesens Bibelskole’ på Radio 24/7. Og Kristoffer Kruse har i maj udfordret formanden for Ateistisk Selskab til en offentlig debat og efter min opfattelse udstillet Anders Stjernholms mangel på gennemtænkt refleksion, når det gælder hans ateistiske verdensbillede.

MF’s nye strategiplan indeholder også mange andre væsentlige pejlemærker og kan læses i Juninummeret af MF-bladet eller på MF’s hjemmeside her.”

Meget positivt

ELNs pastorale vejleder og rektor på Dansk Bibelinstitut, Børge Haahr Andersen hilser MFs satsning på at være en røst i den offentlige debat velkommen. “Det er meget positivt, at MF vil markere sig stærkere i mediebilledet. En fagteologisk institution som MF er ikke færdig med at gennemtænke teologien, før den har forholdt sig til de kirkelige og samfundsmæssige konsekvenser af den. Der foregår i vores tid en debat, hvor det underliggende tema er menneskesynet, og hvor det er vigtigt, at fagteologer kommer på bane. Det gælder etiske emner ved livets begyndelse og livets afslutning, og det gælder ægteskabssynet og forvaltningen af sex og samliv. Der er i den grad brug for, at teologer, som er rodfæstet i Bibel og bekendelse, sætter ord på det kristne menneskesyn.