Gå til indhold
Menighedsfakultetet og kvindelige præster

Menighedsfakultetet og kvindelige præster

Evangelisk Luthersk Netværks formand, Jens Lomborg kommenterer Menighedsfakultetets åbning for kvindelige præster.

Menighedsfakultetet (MF) har for nylig meldt ud, at man “anerkender, at både et ja og et nej til ordningen med kvindelige præster kan være foreneligt med ønsket om respekt for Bibelens autoritet i dette spørgsmål”

Det har medført både glæde og sorg ind i kristen sammenhæng. En række spørgsmål trænger sig på, efter at debatten om dette spørgsmål er dukket op til overfladen igen i den konservative del af dansk kirkeliv, som også ELN tilhører.

Selv har jeg svaret følgende, da jeg blev spurgt af Kristeligt Dagblad om en respons på MF’s udmelding: “Jeg stoler på, at Menighedsfakultetet ønsker at bedrive undervisning og forskning ”i tillid til, at Bibelen er Guds ord”, men jeg ville ønske, at institutionen havde holdt fast i sit officielle nej til kvindelige præster.

Sagen er, at når det kommer til kvindelige præster, så har Det Nye Testamentes udsagn og kirkens forskning medført, at langt størstedelen af kristenheden verden over fastholder, at præstetjenesten er forbeholdt mænd. Landsledelsen i Evangelisk Luthersk Netværk vedkender sig det selvsamme klassiske syn på præstetjenesten, vel vidende at det er et særdeles ledigt synspunkt i en sekulariseret europæisk kirke, og vel vidende at vi i vores bagland finder forskellige holdninger. Det lever vi med på bedste vis.”

I øvrigt har ELN et notat – fejlbarligt, ufuldkomment, men dog et forsøg på at finde en balance –  hvor vi beskriver vores praksis i dette spørgsmål. Du finder det her: Notat om kvinders tjeneste

Er Bibelen uklar?

Hvad er det der gør, at bibeltro kristne (m/k) nogle gange når frem til forskellige tolkninger af, hvad Bibelen taler om?

Er det, fordi Bibelen i sig selv er uklar eller selvmodstridende?

Nej, det er det ikke.

Kristendommen er ikke en tro, vi selv kan bestemme indholdet af. Kristendommen er ikke en tro, hvor vi kristne selv kan konstruere indholdet hen ad vejen, alt efter hvad samtiden og folkestemningen siger. Det holder ikke. Det er en forkert vej at gå ned af.

Bibelens status i kirken er, at den er fra først til sidst Guds åbenbarede ord, der kommer til os med et budskab fra en anden verden, et budskab vi ikke kan sige os selv. Det betyder – og her er en række eksempler:

Bibelen er ikke uklar, når det gælder nadveren eller dåben.

Bibelen er ikke uklar, når det gælder vielse af fraskilte.

Bibelen er ikke uklar, når det gælder tusindårsriget.

Bibelen er ikke uklar, når det gælder dom og fortabelse.

Bibelen er ikke uklar, når det gælder kødets opstandelse.

Bibelen er i det hele taget ikke uklar. Den er Guds skønne sandhed givet os, der lever i den sidste mørke fase af verdenshistorien, forud for Jesu genkomst.

Hvis noget er uklart, så er det menneskers manglende evner og vore syndige hjerter. Læg dertil den store afstand i tid, fra dengang Bibelen blev til; det er, hvad der hindrer os i at forstå Bibelens klare tale. Guds ord er i sig selv klart nok.

De hårde kendsgerninger

Det er en kendsgerning, at bibeltro kristne ikke altid er enige om, hvordan en række emner præcist skal forstås og tolkes.

Lad mig give nogle eksempler på uenighed. De går på teksttolkning, ikke på bibelsynet.

Et eksempel: Vin eller saft i nadveren. Nogle af os tillægger det stor betydning, at vinen er vin og ikke saft. Så stor betydning at de ikke går til alters, hvis der ikke er vin i bægeret. Andre af os ser ikke sådan på det og kan godtage druesaft uden alkohol.

Et andet eksempel: Tusindårsriget. Jeg mener, at Bibelens tale om tusindårsriget i Åb. 20 er klar og lige ud af landevejen: Det skal oprettes ved Jesu genkomst og kaster lys ind over en lang række andre bibeltekster. En god del bibeltro præster og andre er uenige med mig i den tolkning. Men vi anser dog hinanden for bibeltro søskende, og så går vi ellers i krig om fortolkningsmetoderne, ikke om selve hinandens bibeltroskab.

Et tredje eksempel: Vielse af fraskilte. Her er der også to tolkninger, som vi i bibeltro sammenhænge rummer uden at være gået hver sin vej. Det er et spørgsmål, som alt efter, hvilken position man tager, har umiddelbare konsekvenser for en masse mennesker her og nu, dag efter dag, år efter år i menighederne. ELN har i den forbindelse for øvrigt udgivet en betænkning: Betænkning om skilsmisse og nyt ægteskab.

Og vi er altså grundlæggende enige om, at Bibelen har én og kun én åbenbaring, kun én røst. Også i disse ting. Det gælder også i tjenestedelingen mellem mand og kvinde, og om hvorvidt kvinder kan være hyrder og lærere.

Men vi vedgår også, at vi i disse spørgsmål kan nå frem til forskellige resultater.

Spørgsmålene trænger sig på

Hvornår er et teologisk stridsspørgsmål et spørgsmål om bibeltroskab, og hvornår er det ikke?

Spørgsmål til Menighedsfakultetets kritikere:

Når man kritiserer MF’s accept af, at tilhængere af kvindelige præster kan være bibeltro, hvorfor kan man så i spørgsmålene om nadversyn, eskatologi, vielse af fraskilte godt acceptere, at forskellige tolkninger kan rummes, uden at vi mistænkeliggør hinandens bibelsyn?

Spørgsmål til Menighedsfakultetet:

Når man siger, at spørgsmålet om kvindelige præster ikke er et spørgsmål om bibeltroskab, men at bibeltro teologer kan nå til forskellige med ligeværdige tolkninger, hvordan vil man så fastholde, at fx alles frelse og homoseksuelle ægteskaber er spørgsmål, der har med bibeltroskab at gøre? Hvor går grænsen?

Eller kan forskningsfriheden på MF føre til, at man godt kan være bibeltro samtidig med, at man lærer alles frelse eller går ind for homoseksuelle ægteskaber?

Forpligtet på Skriften

Med henvisning til Israels dramatiske historie i Det gamle Testamente slår apostlen Paulus i 1. Kor. 10,11 fast, at:

”det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået” (1. Kor. 10,11).

Det er grundsynspunktet i apostlen Paulus’ bibelsyn, som det f.eks. også kommer til udtryk Romerbrevet 15,4:

”Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed, og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet.”

Samme forståelse finder vi i 2. Tim 3,15-16, hvor han minder menighedslederen Timoteus om følgende:

”…du kender De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Jesus Kristus. Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning…”

Underlagt stykkevis erkendelse

Samtidig skriver Paulus også, at ”vi erkender stykkevis” (1 Kor 13,8). Det bør mane til en vis besindighed.

På den ene side risikerer vi i vores tolkning af Skriften at tage fejl af det ufejlbarlige og fuldkomne.

På den anden side er vi forpligtet på det, vi ud fra Skriften er blevet overbevist om, ellers ender vi i vilkårlighed og relativisme.

Og her finder du altså Evangelisk Luthersk Netværks landsledelse: Med risiko for at vi tager fejl, ser vi os fortsat forpligtet på det, vi er overbeviste om ud fra Skriften: At vi er skabt som mand og kvinde, med lige stor værdi og med forskellige opgaver og roller. Sådan forstår vi Skriftens ord om dette, og det gør vi for øvrigt sammen med hovedparten af kristenheden ud over verden.

Spørgsmålet om kvindelige præster er dog ikke grunden til, at ELN er sat i verden. ELN er til for tre ting: For at samle lutherske kristne, som vælger forskellige veje midt åndskampen, for at opmuntre til at sprede evangeliet og for at stå frem med en bibelsk røst i tidens spørgsmål.

Hvis du anser det for vigtigt, er du hjertelig velkommen som medlem, også med et andet syn på kvindelige præster, end det landsledelsen har forpligtet sig på.

Vi beder dig ikke om at have din identitet i landsledelsens syn på dette, og vi er udmærket klar over, at vores bagland ser forskelligt på spørgsmålet. Vi beder dig blot om at være loyal over for, at ELN med denne holdning og praksis mener (og forsøger) at skabe et godt fælles rum og et hjem også for det mindretal af præster, menigheder og kristne i Danmark, som mener at hyrde- og lærerembedet er forbeholdt mænd.