Gå til indhold
Menigheds-fakultetet får samarbejdsaftale

Menigheds-fakultetet får samarbejdsaftale

Når Menighedsfakultetet (MF) til sommer optager sit 5. hold bachelorstuderende, bliver det under en ny studieordning med et tydeligere internationalt tilsnit i samarbejde med verdens tredje største universitet: University of South Africa (UNISA), der tæller 400.000 studerende.

International samarbejde

Over for denne gigant fylder Menighedsfakultetet med omkring 40 bachelorstuderende ikke meget. Men det nye samarbejde er etableret via det evangelikale teologiske netværk: Gesellschaft für Bildung und Forschung in Europa (GBFE), hvor MF bliver den 9. medlemsorganisation. GBFE tager imod Menighedsfakultetets teologiske ekspertise med begejstring og forventning om et gensidigt samarbejde, hvor vores forskning også kan komme de europæiske samarbejdspartnere til gode.

Den nye aftale løfter ikke blot bacheloruddannelsen ved Menighedsfakultetet op i en højere international klasse, men hjælper også til at gøre teologien mere relevant, idet UNISA er kendt for at bygge bro mellem teologi, kirke, kultur og samfund.

Ambitiøst og visionært

Fakultetsleder Jørn Henrik Olsen udtaler begejstret:

”Der er nu lagt op til et ambitiøst og visionært samarbejde med ledende teologiske fagfolk i UNISA, som blandt andre har fostret en af det 20 århundredes førende teologer, David Bosch, hvis bog: ”Transforming Mission” har haft stor betydning for missionstænkningen de seneste årtier. Med den nye aftale skruer vi op for teologiens relevans, bevarer vores frihed og teologiske identitet og ønsket om et øget internationalt samarbejde.”

De studerende på MF får med den nye samarbejdsaftale adgang til flere specialiserede bachelorstudier på UNISA, som igen giver adgang til kandidatuddannelser ved både danske og udenlandske universiteter, herunder UNISA. Studiet bliver således bygget op af tre et halvt års bachelorstudier på MF, et års ”bachelor of honors” ved University of South Africa, hvor det første halve år kan tages på MF og resten som fjernstudium. Herefter kan de studerende vælge en kandidatuddannelse i Danmark eller udlandet.

Næste bachelorhold på Menighedsfaktultetet starter 1. september 2013.

Dansk Bibel Institut har ligeledes en samarbejdsaftale med en udenlandsk uddannelsesinstitution, nemlig Fjellhaug International University College. Se mere her