Menighedscamp på Hjallerup

Menghedscamp er en fantastisk mulighed for menighederne i ELNs menighedsnetværk til at kunne mødes og udveksle erfaringer

Markedspladsen ved Hjallerup i Nordjylland er i disse dage omdannet til en af de største bibelcampings i Danmark med omkring 1600 deltagere. I centrum af pladsen er det store firemastede telt om formiddagen og til aftenmødet fyldt med campister og gæster fra omegnen til solid bibelsk undervisning og vedkommende forkyndelse som udfordrer og opbygger til kristenlivet. Rundt om på pladsen er der store telte der danner ramme om bibelfortælling og masser af aktiviteter for børn i alle aldre og andre telte for teenagere og juniorer. I løbet af dagen er der et væld af tilbud: Seminarer om livsnære og aktuelle emner, sportsaktiviteter og koncerter. Samtidig er der gode muligheder for personlige samtaler, forbøn og sjælesorg. Temaet for bibelcampingen har været ”kernekraft”, med fokus på at inspirere, opbygge og opdage til det som er kernen i den lutherske tro.

Endnu flere på menighedscamp

På et område af Hjallerup bibelcamping finder man Menighedscamp, hvor omkring 16 forskellige menigheder og kristne fællesskaber bor side om side. Igen i år er antallet af deltagere på menighedscamp steget, så der nu er over 200 enheder (campingvogne og telte) og udgør dermed mere end en tredjedel af hele bibelcampingen. Hver eftermiddag mødes man i menighedscaféen til undervisning og samtale på tværs af de forskellige menighedsformer, som man til daglig er en del af – sognemenigheder, frimenigheder, valgmenigheder og missionshusfællesskaber. I år er det præst ved frimenigheden Broen, Simon Nielsen fra Vejle, der med udgangspunkt i Apostlenes Gerninger udfordrer deltagere til at være kristen menighed og fællesskab i dag. Om aftenen danner menighedscaféen ramme om hygge, musik, små konkurrencer og lækre tilbud om nachos, vafler og kaffe under kyndig ledelse af unge fra Århus Bykirke.

Forskellige menighedstyper

Udenfor menighedscaféen vejer et flag med ELNs logo, da ELN er medarrangør af menighedscamp. ”Menghedscamp er en fantastisk mulighed for menighederne i ELNs menighedsnetværk til at kunne mødes og udveksle erfaringer”, siger landssekretær Brian Christensen. ”Jeg glæder mig over, at der er så mange forskellige menighedstyper med, for vi har brug for at opleve fællesskabet med hinanden. Her på menighedscamp kan vi blive udrustet og inspireret til det daglige menighedsliv og med emner som bøn, diakoni, mission og lovsang, så har vi fået et rigtig godt udbytte.

Èn af de deltagende fællesskaber på menighedscamp er Bording IM, som er med for første gang. Formand for Bording IM, Peter Christensen, har været meget glad for at deltage og fremhæver især det positive ved at have tid til at styrke fællesskabet internt i missionshusfællesskabet. “Specielt muligheden for at have et fællestelt, hvor man kan samles i sin egen gruppe har været meget positivt. Vi regner bestemt med at være med til næste år på menighedscamp”, siger Peter Christensen.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights