Gå til indhold
Lyt til Prædikener fra Menigheds-netværket

Lyt til Prædikener fra Menigheds-netværket

Siden ELN for godt to år siden oprettede et menighedsnetværk (M-netværket) har ELN oplevet en rivende udvikling, så der i dag er 29 menigheder i M-netværket. De fleste menigheder har uploadet prædikener på deres hjemmesider. Da Evangelisk Luthersk Netværk har et ønske om at skabe samling omkring klassisk bibelsk kristendom og være et relevant netværk for både præster og lægfolk, så, var det naturligt at udarbejde en samlet side med prædikener fra medlemsmenighederne.

Det betyder, at man meget enkelt kan finde frem til en prædiken f.eks. på søndage, hvor der ikke er gudstjeneste i den lokale menighed. På prædikensiden er der således samlet links til prædikener fra gudstjenester i menighedsnetværket fra følgende 9 menigheder: Herning Bykirke, Hedensted valgmenighed, Kronjyllands Frimenighed, Københavnerkirken, Løsning Kirke, Skjern Bykirke, Søhøjlandets Kirke, Vendsyssel Frimenighed og Ølgod Valgmenighed.

Ressourcested

Gitte Thomsen, menighedsinspirator i ELN udtaler

“Jeg glæder mig meget over den positive udvikling, som menighedsnetværket er i.
At udarbejde en samlet side med prædikener fra medlemsmenighederne er blot et af flere gode tiltag.
Det er mit ønske, at hjemmesiden fortsat kan være et ressourcested for evangelisk luthersk forkyndelse.”

Denne tjeneste kan være til gavn for dem der på grund af alder, sygdom eller arbejde ikke selv har mulighed for at komme afsted til gudstjeneste. Der kan også være nogle der bor i egne af Danmark, hvor der er langt til en menighed, hvor der forkyndes klassisk bibelsk kristendom og her er prædikensiden en god mulighed.

Det forventes at flere menigheder kommer med på prædikenlisten og efterhånden vil der sikkert være flere som tilbyder både lyd og video. Som det er nu, så er prædiken fra de fleste menigheder en lydoptagelse.