Gå til indhold
Lørdag aften med Jesus i West

Lørdag aften med Jesus i West

Tag med til lovsangsfest i det vestligste Danmark. Bandet 'På vej' leder lovsangen.

Unge i det nordligste hjørne af Vestjylland skal ikke altid rejse langt, hvis de vil deltage i en lovsangsfest. Lørdag den 5. oktober sker det nemlig lige dér i Harboøre Kirke, i det nordlige hjørne af Vestjylland.

Lemvig Bykirke, Lemvig IMU, Harboøre Kirke og Harboøre IMU står bag en lørdag aften med Jesus i West, som er en kombineret lovsangsfest og gudstjeneste. Lovsangsbandet På vej leder lovsangen, mens Andreas Fibiger taler om emnet ‘Centrum’.

Det er anden gang, at de to kirker og to IMU’er arrangerer Jesus i West. Første gang var i foråret og en super god aften for de 110, der deltog.

“Det er et godt koncept at kombinere en lovsangsfest med en ungdomsgudstjeneste. Og når det ligger en lørdag aften, er der mulighed for, at man kan hænge ud bagefter. Det var der mange, der benyttede sig af første gang,” siger Brian Christensen.

Han fortæller også, at unge i Vestjylland ofte tager længere væk til lovsangsfester med musik og forkyndelse.

“Men det behøver ikke altid at foregå andre steder. Vi vil gerne være med til at lave noget her, hvor de unge selv er mere på banen. Vi håber også, at det er et arrangement, som man har lyst til at invitere andre med til. Tærsklen er måske ikke så høj til sådan et arrangement, som til en almindelig gudstjeneste,” siger Brian Christensen.

Præsten fra Lemvig bemærker også med et smil, at selv om nogle oplever, at der er laaangt til Lemvig eller Harboøre, så er der teknisk set ikke er længere fra Herning, Silkeborg eller Aarhus til Harboøre end den anden vej. Og derfor håber arrangørerne også, at Jesus i West kan trække folk til fra mere østlige egne.

Jesus i West foregår i Harboøre Kirke kl. 19, og bagefter er der åbent i cafeen i missionshuset.

Hør På vej lige her på youtube