Gå til indhold
Liste skal advare om sogne

Liste skal advare om sogne

På hjemmesiden stopdiskrimination.dk kommer der måske snart en liste over sogne, hvor der er præster som ikke vier homoseksuelle par

Tommy Petersen, genvalgt medlem af Borgerrepræsentationen i Københavns kommune har oprettet en hjemmeside, fordi han ønsker at stoppe det som han kalder “diskrimination af homobryllupper”. Kristeligt Dagblad bragte en artikel om initiativet i slutningen af november, men indtil videre er der ikke skrevet nogle sogne på hjemmesidens liste. Formålet er, at homoseksuelle par der ønsker at blive viet i Folkekirken, ikke skal opleve at blive afvist af præster, der ikke vil foretage en vielse.

Smiley-ordning

I Kristeligt Dagblad onsdag d. 22. november skrev pastor Jens Lomborg, formand for Evangelisk Luthersk Netværk, i et læserbrev en kommentar til Tommy Petersens initiativ, hvor han med slet skjult ironi foreslår at udvide listen til en smiley-ordning. Så kan man på en let og overskuelig måde få overblik over alle de såkaldt sortsynede præster. Vi bringer den her med tilladelse fra Kristeligt Dagblad:

Tommy Petersen (R) fra Københavns Borgerrepræsentation har lavet en liste over de sogne, hvor præsten ikke vier to af samme køn. Pensioneret biskop Kjeld Holm synes, at en sådan homo-tripadvisor er en ‘god service’.

Jeg synes, idéen med en liste er fin. Alle præster, provster og biskopper skal selvfølgelig optages på listen – uden undtagelse.

Så kan danskerne med telefonen i hånden se, hvem der er dum, smålig og sortsynet. Og man kunne – som en ekstra service, så folk ikke selv behøvede at google det frem – tilføje folkeregisteradressen på de formastelige sorte præster, så folk ved, hvor der skal arrangeres det næste regnbue-fakkeltog.

Og selvfølgelig deres e-mail, så man kan spamme dem til.

Og en ting til: Tommy Petersens nuværende selvbestaltede liste er alt for blodfattig.

Næh nej, vi må have Præsteforeningen, Kirkeministeriet og/eller biskopperne til at udarbejde en langt mere progressiv og brugbar liste. Det er jo deres medlemmer, deres ansatte, deres kolleger, det drejer sig om.

Og desuden: Enhver kan se, at den nuværende er alt, alt for mangelfuld.

Man bør i det mindste også kunne give en smiley til præstens syn på abort, mandlig omskærelse, fortabelse, vielse af fraskilte, syn på kvindelige præster.

Idéen er hermed givet videre, ganske gratis: Få op til seks mulige smileyer, alt efter om man er enig med Tommy og Kjeld.

Homofobi

I ordbogen over det danske sprog defineres homofobi som det at have en sygelig angst eller afsky for homoseksuelle. Det er et kendt træk i en debat at fremstille modparten på den værst tænkelige måde og det ses tydeligt på hjemmesiden stopdiskrimination.dk, hvor præster der benytter den nuværende frihedsordning til ikke at foretage en vielse af to personer af samme køn betegnes som “homofobiske”.

Trods gentagne forsøg på at få en kommentar fra Tommy Petersen pr. mail, så har han ikke svaret på spørgsmålet om, hvorfor han mener, at man lider af homofobi blot fordi man er uenig med dem der går ind for kirkelig vielse af homoseksuelle. Det er dybt useriøst at benytte sig af en sådan sprogbrug og viser en mangel på respekt for personer med andre holdninger end én selv.