Gå til indhold
Lemvig Bykirke – menighed der forandrer

Lemvig Bykirke – menighed der forandrer

Lemvig Bykirke, tæt ved fjord og hav, er månedens menighed. Menighedens motto er "Kom som du er – vær som du er – og mød Gud som Han er!"

Lemvig Bykirke blev stiftet for fire år siden i september 2012, som en Evangelisk Luthersk frimenighed. Forud var gået en længere periode, hvor en arbejdsgruppe havde undersøgt mulighederne for at etablere en valg- eller frimenighed i Lemvig. Det lykkedes at skaffe opbakning til en stiftelse af menigheden med tidligere sognepræst Brian Christensen som præst for menigheden. I begyndelsen var der blot 31 voksne medlemmer, så det var med en præsteansættelse på 33 %, men kvoten blev dog snart øget til 50% og i løbet af de sidste fire år er medlemstallet mere end fordoblet, så der i dag er 76 voksne medlemmer og 34 børn.

Gudstjeneste-fejrende menighed

Menigheden har det som sit primære formål at holde søndagsgudstjenester og tilbyde betjening i forhold til de kirkelige handlinger dåb, konfirmation, vielse og begravelse. Gudstjenesterne afholdes i Klippen, som er et moderne missionshus i Lemvig, der består af mødesal, caféområde og rummelige lokaler til børn. Der kommer mellem 60-80 til gudstjenesterne, der har en genkendelig liturgi i forhold til almindelige højmesse.

”Det har været meget berigende for os, at så mange frivillige må være engageret for at kunne holde gudstjeneste. De forskellige teams omkring gudstjenesten betyder at alle bliver engageret og føler at de er en del af fællesskabet. Samtidig er der god mulighed for blot at komme, uden at skulle bidrage med noget.”,

fortæller frimenighedspræst Brian Christensen. Hver anden måned afholdes der særlige lovsangsgudstjenester med eget band og årligt er der også 4 familiegudstjenester, hvor børn og unge i menigheden medvirker bl.a. med bandet ”Hope”. Senest forsøgte man sig med en havnegudstjeneste på havnen i Lemvig en søndag i august og det blev en virkelig god oplevelse, hvor det blev markeret, at Lemvig Bykirke ønsker at være en del af byens liv.

Menigheden er tilsluttet både Indre Mission og Evangelisk Luthersk Netværk og har tidl. sognepræst Christian Poulsen som åndelig vejleder og tilsynsmand. Efterhånden er der kommet flere aktiviteter i menigheden, primært i samarbejde med Indre Mission, f.eks. filmaftener, undervisningslørdage og ikke mindst Alpha-kursus. Her i september måned begynder den 3. sæson med Alpha, hvilket har været en stor velsignelse i menigheden og fået flere nye til at blive en del af fællesskabet.

Menighedens vision

I menighedens kirkeblad står der som motto for Lemvig Bykirke: “Kom som du er – vær som du er – og mød Gud som Han er!” og menighedens vision kan man også læse dér:

“Vi ønsker gennem gudstjenestefejring og menighedens fællesskab, at børn, unge og voksne må lære Jesus at kende og kalde enhver til tjeneste i menighed og dagligdag.
Vi ønsker gennem en klar, nærværende og bibeltro forkyndelse, ved nadver, dåb, bøn og lovsang, at kalde til personlig tro på Jesus og fastholdelse i vor dåbs pagt. –

At alle må trives og glædes i fællesskabet, så det opleves som en gave, man ikke kan undvære.”

Se mere om Lemvig Bykirke her