Gå til indhold
Lederdag i M-netværket

Lederdag i M-netværket

Menighedsnetværket i Evangelisk Luthersk Netværk består af en lang række forskellige menigheder og har formået at skabe et fællesskab på tværs af landet og på tværs af menighedsformer. Siden opstarten for få år siden er der nu 27 menigheder og fællesskaber tilknyttet ELNs M-netværk og det giver gode muligheder for gensidig inspiration og opmuntring til at være kirke i sit eget lokalområde.
For at styrke de enkelte menigheder og udruste ledelsen til at det daglige arbejde, så inviteres der til en årlig lederdag, hvor man kan få fyldt på og dele erfaringer med hinanden. Lederdagen der foregår lørdag d. 4. oktober 2014 fra 10-15.30 i Løsning Kirkecente er for alle bestyrelsesmedlemmer og præster, der er medlem af M-netværket.

Inspiration til arbejdet

Menighedsinspirator Gitte Thomsen fortæller: “Igen i år inviterer ELN til en forrygende lederdag som inspiration til arbejdet i den enkelte menighed.  Programmet er alsidigt sammensat og rummer både bibeltime med inspiration fra Gospel Coalition ved valgmenighedspræst Roar Steffensen og en workshop om hvad, der kan bidrage til at skabe en forandring i samtale mellem medarbejder og leder ved menighedsinspirator i ELN og skolekonsulent Gitte Thomsen. Derudover byder dagen også på undervisning om praktisk mødeledelse i bestyrelsen ved menighedsrådsmedlem og konsulent Sven Madsen fra Odense.”

Dagen skaber rum for at netværke med andre medlemmer af M-netværket og blive opdateret på seneste nyt i ELN og M-netværket. I denne forbindelse er det også muligt at vælge nye medlemmer til det spændende arbejde i ELN´s styregruppe for Menighedsnetværket. Dagen krydres naturligvis med både sprøde rundstykker, en udsøgt frokost og lækkert hjemmebag til eftermiddagskaffe.  Der afsluttes med andagt i kirken ved formand og sognepræst Henrik Højlund.
Læs hele programmet her.

Flere fokusområder

Landssekretær Brian Christensen glæder sig over at der er kommet flere sognemenigheder med i M-netværket. “Det er vores fokusområde i denne tid, at få flere menighedsråd til at tilslutte sig ELNs M-netværk. Vi vil i ELN meget gerne være med til at opmuntre sognemenigheder og menighedsråd i Folkekirken til at arbejde for at udbrede klassisk bibelsk kristendom i Danmark. I en tid, hvor det kan være vanskeligt, så er det vigtigt, at vi støtter og hjælper hinanden til at virke lokalt og drive mission og diakoni, der er baseret på tillid til bibelen som Guds ord. ELNs M-netværk kan være et sted, hvor man som menighedsråd i Folkekirken kan blive opmuntret til det og benytte de mange ressourcer der er i Netværket.”

“ELN er med arrangementer som lederdagen i oktober med til at styrke fællesskabet mellem menigheder og kristne fællesskaber”, fortsætter landssekretær Brian Christensen, “men vi er også optaget af at stå til rådighed med råd og vejledning for dem som overvejer at oprette en valgmenighed, en frimenighed eller begynde med tilkaldegudstjenester. Vi har i vores netværk god erfaring med, hvordan man griber det an, hvis man, f.eks. som reaktion på den lokale kirkelige situation, ønsker at etablere et nyt menighedsfællesskab.”