Gå til indhold
Kronjyllands frimenighed søger ungdomspræst

Kronjyllands frimenighed søger ungdomspræst

Kronjyllands Frimenighed i Randers søger en ungdomspræst på 50 %, som en del af deres fortsatte udvikling. Man har det seneste år oplevet stor vækst i tilgangen af unge og konfirmander og den nye præst vil særligt have dette fokus område. Kronjyllands Frimenighed er en kirke med en klar vision om at være kendetegnet af disciple i vækst, stab i vækst og fællesskaber i vækst.

KFM er en evangelisk luthersk frimenighed med 265 medlemmer, hvoraf 100 er børn. Man startede i 1996 – først som valgmenighed og siden 1. maj 2013 som frimenighed. KFM er en del af Evangelisk Luthersk Netværks menighedsnetværk.

Profilen

I stillingsopslaget søger man en præst der:

* ønsker at dele det glædelige budskab om Jesus – gennem forkyndelse, undervisning og vejledning.
* brænder for, at unge og teenagere må få en levende relation til Jesus og vokse i tro og discipelskab.
* synes menighedens vision lyder spændende og har derfor lyst til at bringe den fra skrivebordet til levet liv.
* lyst til at inspirere og udruste de frivillige i menigheden i deres tjenester.
* i stand til at støtte, udvikle og koordinere menighedens forskellige fællesskaber.
* du ønsker, at KFM bliver din kirke og vil derfor bosætte dig i Randers
* du læser teologi gerne med en bachelorgrad

En evangelisk-luthersk menighed

KFM tilbyder mulighed for udvikling, læring og erfaring i samarbejdet med kirkens præst og et job, hvor man kan indgå i et samarbejde med en flok engagerede og kreative frivillige. Det er i en menighed, som har fokus på at være både evangelisk og luthersk. På menighedens hjemmeside beskriver man sig selv på denne måde:

Vi ønsker at være evangeliske. 
I praksis vil det sige, at vi regner beretningerne om Jesu liv, død og opstandelse for at være det absolutte centrum i Bibelen. Evangeliet er, at Guds kærlighed til os er så stor, at han lod sin søn blive menneske, leve, lide, dø og opstå for vores skyld – helt uden at spørge, om vi har fortjent hans frelse. Evangelisk kristendom er budskabet om, at frelsen er en gave fra Gud, som vi ikke fortjener os til, men at frelsen også er en gave, som vi på tragisk vis kan flygte fra hele livet.

Dernæst er vi lutherske.
Det betyder, at vi henter stor inspiration i Luthers forståelse af Bibelen. Han havde blik for, at nøgleordene i kristendommen er Bibelen, troen og nåden. Bibelen som mere end et religionshistorisk dokument; troen som modtagelse af Guds gave; og Guds nåde – hans ufortjente godhed – som hele fundamentet for, at vi overhovedet kan tale om tilgivelse og liv i tro.