Gå til indhold
Kristusglæde og kirkeskov

Kristusglæde og kirkeskov

Der er noget for alle aldre i Emdrup kirke. Hør menigheden selv fortælle om, hvorfor de er glade for at komme i kirken

Emdrup kirke er månedens menighed og de præsenterer her deres gudstjeneste og nogle af de andre aktiviteter i to små videoer. Det kan også være en inspiration for andre menigheder til, hvordan man på en levende og vedkommende måde kan fortælle andre om menigheden.

 

For børnefamilier er der særlige pastagudstjenester, hvor der er en særlig fokus på at fortælle evangeliet, så børnene får noget godt med.

 

 

Mød et par af kirkegængerne

I Emdrup sogns kirkeblad kan man møde nogle af dem der kommer i kirken. Her fortæller Mikael Andersen sit vidnesbyrd om hans oplevelse af kirken.

“Jeg er rigtig glad for at komme i kirke, hvor jeg finder en helt særlig ro omkring det, der virkeligt betyder noget: Guds kærlighed til mig. I Emdrup Kirke bliver jeg mindet om dette, samtidigt med at jeg er en del af et dejligt fællesskab.
Ud over gudstjenesten er jeg med i en bibelstudiegruppe, hvor vi sammen læser Bibelen igennem, og mødes en gang om ugen og snakker om det. En fantastisk mulighed for at få svar på spørgsmål og forstå mere af Bibelens budskab.
Min fritid bruger jeg bl.a. i bestyrelsen for en kristen ungdomsforening, der hedder Joffi. Derudover elsker jeg at se fodbold med vennerne. Jeg rejser så meget som tiden og økonomien tillader, og så bruger jeg tid med min kæreste, familie og venner.
En af de gode ting ved gudstjenesten i Emdrup Kirke er, at selvom liturgien er traditionel, bliver der brugt nye sange, så det hele ikke er så ”gammeldags”.”

Søren Dambmann er pensioneret, men ikke passiv litteraturlæser og – forsker. Han fortæller i kirkebladet:

Mit virke både før og nu var og er hovedsageligt forbundet med England, hvor jeg har boet i en del år. Mit kristenliv før jeg flyttede til London foregik i et kristent ungdomsarbejde, der udgik fra min skole, og her fik jeg den engelsk inspirerede bibeltro, som jeg værner om den dag i dag, og som på ingen måde er anfægtet af min måske noget akademiske tilgang til min tro. Derfor var det med stor glæde, at jeg, på venners anbefaling, fandt vej til Emdrup Kirke, hvor jeg mødte den samme både glæde og alvor omkring Bibelen, troen og bønnen, som jeg havde med i bagagen, og som jeg sætter så stor pris på. En anden ting, som gjorde indtryk, var, at jeg blev så godt modtaget og så hurtigt indlemmet i fællesskabet.

Jeg føler det aldrig som en pligt at komme i Emdrup Kirke, men glæder mig hver søndag – nu endda med en ekstra bonus i form at vores bibelmaraton (Hele Bibelen læst på et år!). Når jeg har mulighed for det, dvs. når ikke andre pligter kalder, deltager jeg også med glæde i forskellige aktiviteter i kirken i løbet af ugen.”