Den populære serie ”House of Cards” er en tankevækkende opvisning i det, Nietzsche kaldte viljen til magt. Men er serien også et udtryk for den tidsånd, der har mistet alle illusioner om det godes sejr? En tidsånd, der dybest set ikke tror på ånd, men kun materie uden mål og mening?
Formand for Evangelisk Luthersk Netværk, sognepræst Henrik Højlund, har skrevet denne kronik, som blev bragt i Kristeligt Dagblad d. 28. september.
“For nogle år siden lyttede jeg til et foredrag om magtpsykopater. En psykolog præsenterede os for en konkret historie. En person blev præsenteret med alle de typiske karakteristika for en magtpsykopat. Vi fik ikke navnet på personen, men fik at vide, at personen var meget kendt i offentligheden, endog i den globale offentlighed. Vi fik lov at gætte. Ingen af os ramte rigtigt. Det drejede sig om Bill Clinton.
House of Cards – Korthuset
Jeg kom til at tænke på episoden, mens jeg sad og så de to første sæsoner af ”House of Cards”, endnu en af de efterhånden mange, svært underholdende HBO-serier. Den handler om politiker-ægteparret Francis og Claire Underwood. Parret har én, stor lidenskab i livet: magt. Og de er villige til at gøre alt for at få magten.
De spiller spillet om magt med alle midler, og det på intelligenteste vis. De er indbegrebet af den intelligente magtpsykopat. Mennesket, der nok kan agere empatisk, men kun når det tjener dets eget magtmål. Ægte empati findes ikke hos magtpsykopaten.
Man kunne sige, at et sådant menneske er den rendyrkede form af Nietzsches magtmenneske. Den ateistiske 1800-tals filosof Nietzsche hævdede, at den inderste drift i alle mennesker er driften mod magt. Alt drives frem af viljen til magt, sagde han.
”House of Cards” er så at sige skrevet på denne devise. I løbet af 25-30 afsnit udfoldes et politisk og menneskeligt drama med viljen til magt som den ene, store drivkraft. Og Francis og Claire Underwood er som nævnt hovedaktørerne i dramaet.
I en række temmelig komplicerede politiske intriger søger de det ene: at opnå magten. Alle andre personer omkring dem fungerer udelukkende som midler for at nå dette mål.
De bliver venner med dem, de bliver deres elskere, de knuser dem for så at bygge dem op igen og binde dem til sig i dyb hengivenhed eller afhængighed. De slår endda ihjel for det. Og de vinder. Gang på gang er det magtviljen, der tager sidste stik.
Det onde sejrer
På den måde er serien meget uhyggelig, fordi den lader det onde sejre. Dramaets hovedpersoner er med andre ord ikke gode, ikke engang en blanding af godt og ondt, men renlivet onde.
Som seere skal vi altså rives med af et drama, hvis hovedpersoner er gennemført usympatiske. Og tillige er det modspil, hovedpersonerne får fra andre personer, i det store og hele også drevet af samme vilje til magt.
Om ikke dramaets andre personer befinder sig på samme psykopatiske overdrev som hovedpersonerne, så synes de dog alle mere eller mindre drevet af samme ønske: ønsket om at opnå magten.
”House of Cards” har meget få personer, man kan føle sympati med, for stort set alle personernes gøren og laden har den samme underliggende dagsorden: viljen til magt.
Serien har vundet et kæmpepublikum, også langt ud over USA’s grænser. Jeg forstår det godt. Den har ret høj underholdningsværdi. Man sluger den, som man sluger de sidste nye skandaler om kendisserne i de kulørte ugeblade. Deres nedture er sandt at sige deprimerende stof, men vi svælger i underholdningen.
Magtdriften
Men jeg følte også stort ubehag ved serien. Det føles ganske enkelt ubehageligt at blive forført af en serie, hvis afgørende identifikationsfigurer er gennemført usympatiske. Og det leder til et andet ubehag: ”House of Cards” farver ens blik på verden. Man får det kyniske blik. Man får øje på det overalt: magtdriften.
Jeg er nogle gange vågnet om morgenen med eftersmagen af et par afsnit aftenen før. Det er en ubehagelig eftersmag. Som tømmermænd. Verden ligner bare én stor kampplads for magtviljer. Ens egen inklusive.
Morgenen begynder i en stemning af skepsis: Findes der andet end magtvilje bag alle ens hensigter og handlinger? Kan det betale sig at træde ud af sengen og foretage sig noget, der skal forestille at tjene det gode, hvis alt til syvende og sidst kun tjener mig selv?
For så vidt er det sidste jo en erkendelse, det kristne menneske kan nikke genkendende til, helt i tråd med Paulus: ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” Men er det alt? Og er det alt, hvad Paulus siger om mennesket? Har Nietzsche virkelig ret?
Nej. Det vil hverken Paulus eller den menneskelige erfaring kunne skrive under på. ”House of Cards” er en enøjet affære. Den lyver om virkeligheden. Dens gennemført kyniske, desillusionerede blik på verden er usand.
Der er andre, helt modsatte viljer og drifter i verden. Der er ægte medfølelse, offervilje og hengivenhed. Virkeligheden er langt mere kompleks end det, serien lægger op til.
I en anden HBO-serie ”Breaking Bad”, som kan minde lidt om ”House of Cards”, er ondskaben også omdrejningsakse, men i denne serie får ondskaben kvalificeret modspil af, at vi som seere hele tiden holdes fast på, at der findes en anden virkelighed, en virkelighed af godhed.
Vi fatter, at hovedpersonen ”breaker bad”. Hans tiltagende ondskab afsløres på baggrund af en bund af godhed. Der er med al tydelighed tale om et fald fra godheden. Vi følger meget længe hovedpersonen i faldet, føler en mærkelig sympati med ham, men til syvende og sidst står det skærende klart: Det var og blev ondt, hvad han gjorde.
Underwoods ondskab er ikke et fald. Det er selve udgangspunktet. Alt begynder og ender ved ondskaben.
Og de meget få glimt af fortrydelse eller medfølelse står så svagt og flygtigt, at de egentlig kun bekræfter ondskaben som grundakkorden. Det er kort sagt en kynisk serie om kynismen i verden.
Den gode afslutning
I det lys melder spørgsmålet sig: Er ”House of Cards” et udtryk for den tidsånd, der har mistet alle illusioner om det godes sejr, ja, endog det godes virkelighed?
En tidsånd, der dybest set ikke tror på ånd, men kun materie, kun den livløse, formålsløse og meningsløse natur, som består af molekyler og atomer uden mål og mening. Og derfor kan ”meningen” lige så godt være magt som alt mulig andet.
Det svarer til den tone i tiden, der dikterer, at lykkelige slutninger ikke hører med i stor kunst. For livet er på bundlinjen meningsløst.
Forfatteren af ”Ringenes Herre”, Tolkien, har i et essay forholdt sig til dette og hævder, at lykkelige slutninger tværtimod er et udtryk for troskab mod virkeligheden, og netop derfor elsker folk dem. Altså modsat fordommen om, at lykkelige slutninger foretrækkes, fordi det for en kort stund giver mulighed for lidt virkelighedsflugt.
Tolkien benægter ikke, at livet er fyldt af nederlag og katastrofer. Men disse er så at sige kun næstsidste ord. Sidste ord er udfrielsen.
Når dramaet fyldt af ulykke og katastrofe kommer til et pludseligt og lykkeligt vendepunkt, ”får vi et skærende glimt af glæde, og hjertets begær, som for et øjeblik går uden for rammen, river selve historiens væv i stykker og lader et lysskær skinne igennem”.
Den lykkelige slutning antyder med andre ord, at virkeligheden er større end atomers og molekylers virkelighed. Det peger hen mod en bagvedliggende virkelighed.
Dét er naturligvis i bedste overensstemmelse med det kristne evangelium, som fortæller os, at nederlaget ikke er det endegyldige. Det er tværtimod sejren, det godes sejr.
Retfærdigvis skal det siges, at ”House of Cards” fortsætter. Den kan have ukendte trumfer i ærmet, overraskende drejninger, som måske kan åbne for et helt andet blik for enden af vejen.
Mens vi venter, kan man passende få et gensyn med ”Borgen”, så at sige den danske pendant til ”House of Cards”. Dér finder man meget mere af virkelighedens kompleksitet, inklusive lykkelige slutninger.
