Gå til indhold
Koranen i kirken

Koranen i kirken

Biskop Peter Skov-Jakobsen, København, forsvarer koranoplæsning i Københavns Domkirke på trods af kritik fra flere bispekollegaer

De danske biskopper er uenige om, hvorvidt man bør kunne læse op af koranen i kirken. Men det er sjældent at forskellige syn i bispekollegiet viser sig i den offentlige debat. Men det har oplæsningen af koranen d. 6. april i forbindelse med en mindegudstjeneste i Københavns domkirke medført. Kritikken af oplæsningen skyldes ikke mindst at det var et afsnit af koranen, som traditionelt i Islam er forstået som en kritik jøder og kristne.

Biskop Sten Skovsgaard siger Kristeligt Dagblad d. 11. april: “Generelt mener jeg ikke, at man skal bruge andres hellige tekster til hverken gudstjenester eller begravelser. Alene af den grund, at de kan forstås på forskellige måder. “. Hans kritik følges op af Biskop Henning Toft Bro i gårsdagens Kristelgit Dagblad, hvor Biskop Liselotte Rebel også er citeret for at sige: “Vi skal ikke blande tingene sammen. Det skaber kun forvirring. Vi er i kirken forpligtede til at holde kristen gudstjeneste. Det er det, vi er sat i verden for: at forkynde det kristne evangelium. Derfor går jeg ikke ind for koranoplæsning,”

Denne kritik har så fået biskop i Købenshavn stift, Peter Skov-Jakobsen til at tage til genmæle i et debatindlæg i Politiken, hvor han forsvarer det som skete i Københavns Domkirke og skriver:

“Få minutters koranlæsning vækker en kulturel, teologisk og social smålighed af dimensioner.”

Kristus til fri fortolkning

Formand for Evangelisk Luthersk Netværk, sognepræst Henrik Højlund, har denne kommentar til sagen

Nu om stunder bliver man nøjsom på folkekirkens vegne og bliver glad for små lyspunkter. Som når f.eks. nogle biskopper nu siger, at oplæsning af Koranen ved en gudstjeneste ikke bør finde sted. Tak for det! Det turde egentlig være en selvfølge. Et absolut mindstemål af konsensus i en kristen kirke – at man selvsagt ikke i en sammenhæng, hvor bekendelsen til Kristus skal lyde klart og entydigt, giver mikrofonen til andre ”guder”.

Men sådan er det altså blevet i en folkekirke, hvor et væld af dens aktører hævder, at dette hele er et fortolkningsfællesskab. Kristus til fri fortolkning for enhver.

Og jeg mener ”fri”. Det er ikke ironisk eller sarkastisk ment. Det er et præcist og sagligt ord for situationen.

I dette fællesskab om den frie fortolkning af Kristus, giver det sig selv, at Koranen ikke for alvor kan forstyrre billedet. Selvsagt mener ingen biskopper, at Koranen nu skal lægges ved siden af Biblen som en medfortolker af det kristne budskab. Men det kristne budskab er så rummeligt i sit indhold, at det ikke forstyrres af en enkelt modrøst, som i sit dybeste væsen peger en helt anden vej end Kristus.

Rådne tomater og en farveplet

Det ville svare til, at mesterkokken på restaurant Noma ikke ville have noget at indvende mod, at man smed et par rådne tomater i hans perfekt tilberedte gryderet – det smager nok ikke så meget igennem… Eller at Da Vinci satte en enkelt skriggrøn farveplet på Mona Lisa, eller at Mozart smed et par helt skæve takter og toner ind i en ellers fuldendt symfoni – for det kan da ikke forstyrre helheden nævneværdigt… Jo, det kan det lige nøjagtigt. Helheden. Den er ikke den samme længere.

Rent  bortset fra at vi her taler om noget helt andet end æstetik. Vi taler om sandheden. Alt er på spil.

Så tak til de biskopper, der nu har sat foden ned og sagt fra. Det var dog velgørende med denne åbenlyse uenighed. Allerbedst dog, om de havde været enige alle sammen – om at kirken forkynder og bekender og lovsynger Kristus alene, når den gør det. F.eks. ved en gudstjeneste.