Gå til indhold

Kirkens genmæle

Gennem alle tider har der været mænd og kvinder, som har rejst sig og protesteret, når kirkelige myndigheder gik for vidt og forlod Skriftens fundament.

Vi har Martin Luther, som ikke kunne godtage afladshandelen. Han måtte protestere og gjorde det med de berømte 95 sætninger på kirkedøren i Wittenberg. Det satte en dominoeffekt i gang, der endte med en reformation – også herhjemme. Hans Tavsen blev bannerfører for de nye tanker, og trods megen modstand indførtes reformationen i Danmark i 1536.

Senere har andre måttet reagere overfor overgreb mod den jævne kirkegænger. I 1825 måtte N.F.S. Grundtvig erkende, at en vranglære havde sneget sig ind blandt de lærde. En professor ved navn H.N. Clausen havde skrevet et værk på 800 sider, hvor han bl.a. påstod, at Bibelen kun kunne forstås af teologer. Den almindelige borger måtte derfor lytte til præstens teologi. Grundtvig blev så rasende, at han skrev det stærke skrift ”Kirkens genmæle”, hvori han beskyldte H.N. Clausen for både at være vranglærer og kætter og satte spørgsmålstegn ved hans teologiske kompetence.

Professoren svarede igen med en injuriesag mod Grundtvig, som tabte sagen og blev sat under politicensur i årene fremover. I 13 år havde Grundtvig ikke lov til at forrette dåb og nadver. Men Grundtvig havde jo ret. Selvfølgelig kunne den almindelige kirkegænger forstå Bibelen uden indblanding fra de lærde. I dag er H.N. Clausen glemt, mens Grundtvig står urokket.

Den 15. juni fik kirkeministeren og otte biskopper vedtaget et vielsesritual, der er blevet en skamplet på vores kirke. Det er ikke Manu Sareens eller de otte biskoppers kirke, jeg tænker på (de leger jo bare kirke), nej, det er Kingos, Brorsons, Ingemanns og Grundtvigs kirke, eller sagt med klare ord: Jesu Kristi kirke. Det er den kirke, som man har svigtet.

Inden lovvedtagelsen havde der været en lang og god debat fra kvalificerede folk. Man ønskede ikke den nye lov, for den havde ikke klangbund i Skriften.

Mange kritikere indsendte høringssvar til kirkeministeriet og regnede nok med at blive taget alvorligt. Men desværre, høringssvarene blev blot noteret og ligger nu hengemt i kirkeministeriet som ”Kirkens genmæle”.

At kirkeministeren ikke har forstået substansen i problemet er forståeligt, men at otte biskopper kunne tage så meget fejl, er simpelthen forfærdeligt. Som skriftlærde kender de selvfølgelig de skriftafsnit, som omhandler homoseksualitet. Vi har Romerbrevet kap.1, hvor Paulus krystalklart fremkommer med konsekvenserne af en forkert livsstil, vi har Peters alvorlige advarsel i 2. Pet.2,6-19, hvor han alvorligt henviser til Sodoma og Gomorra, og vi har Judas’ samme alvorlige advarsel i vers 7-8.

De otte biskopper har elegant skøjtet henover disse afsnit. Lægfolket forstår godt ordene, og mange er i dag målløse over den vildledning, som kirkens ”vejledere” har udvist. Bibelteksten står der jo. Engang gjorde en gymnasielærer mig opmærksom på sin undervisning. Han sagde: ”Når jeg beder mine elever om at tolke en tekst, så siger jeg til dem: ”Hvad siger teksten? Jeres egen mening er ligegyldig!” Det samme princip burde vore biskopper følge: ”Hvad siger teksten: Vores egen mening er ligegyldig.”

Vel, man nedskrev et ritual, som man ikke havde mandat til. Man tiltog sig et mandat uden at få det tjekket af øverste myndighed: Skriften. Og hvad blev det så tilbage: Misforstået hensyntagen og en lov, som blev jasket igennem. Man manipulerede med den jævne trofaste bibellæser og blev troløs over for Skriften.

Jamen, vi går ind for medmenneskelighed, kærlighed og forståelse lyder det fra biskoppelig hold, og så regner man med, at et ritual er i orden, selv om det bibelsk set skriger til himlen. Man har med ritualet givet folket et nyt normgennembrud og glemt mesterens egne ord: ”Har I ikke læst, at skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde.”

I øvrigt er det værd at bemærke at en tidligere agtet og skattet biskop i Viborg, Georg Gejl, utvetydigt tog afstand fra kirkelig vielse af homoseksuelle par. Den 22.9 1995 sendte han et brev ud til samtlige kolleger, hvor han begrundede sin modstand med ordene: ”Det jødisk-kristne syn, at mand og kvinde er skabt til sammen at blive ét menneske, oprindeligt står over for et græsk-hellenistisk syn, hvori enheden og foreningen af to af samme køn betragtes som noget ideelt.”

Kollegerne forstod det og rørte ikke vielsesidéen med en ildtang.

Så meget er flyttet på bare 17 år. Er det Skriften som har flyttet sig?
Nej, det er menneskelig arrogance som har indtaget Skriftens plads. Man har gjort sig til herre over Skriften.

Grundproblemet var, at de homoseksuelle bad om, hvad de ikke kunne få, og biskopperne gav dem, hvad kirken ikke havde. Kirken kan nemlig ikke velsigne, hvad Bibelen lægger frem som en vederstyggelighed. Desværre tog de otte biskopper ikke ved lære af vismanden kong Salomon, som i ordsprogenes bog 23,23 skriver: ”Køb sandhed og sælg den ikke”. Man blev offer for misforstået hensyntagen og solgte ud af arvesølvet. Folkekirken fik alvorlige skrammer.

Via avisen Politiken fik vi d.23.dec. at vide, at TV2 Fyn har spurgt samtlige præster på Fyn om vielse af homoseksuelle par. Kun én vielse havde fundet sted. Det fortæller, at både kirkeminister og biskopper havde blæst et behov op, som ikke var til stede. Jamen, det var så vigtigt, sagde man. Kirkeministeren har i tide og utide gengivet menighedsrådenes ønske ”Få så den sag landet!”

Nu er sagen landet, men kirkens genmæle har vinger.