Gå til indhold
Hvorfor ikke bare forstå sig som kristen?

Hvorfor ikke bare forstå sig som kristen?

Børge Haahr Andersen, pastoral vejleder i ELN giver her en kommentar til debatten om rummelighed i bispekollegiet.

“Bispevalgkamp kan ligesom folketingsvalgkamp ind imellem være en noget uskøn affære. Men det sker også, at der bliver sagt guldkorn, som er værd at lade blive stående. Som nu for eksempel Christian Roar Pedersens (27.04.2015) kommentar til Carsten Haugaard Nielsens argumenterer for en større rummelighed i bispekollegiet (KD 23.04.2015).

Midten af den kirkelige tradition

Christian Roar Pedersen er modstander af fløje inden for folkekirken og argumenterer for, at når menighedsråd vælger midtsøgende biskopper, er det et sundhedstegn. Han skriver “For allerede Paulus reagerer i sine breve til de første kristne menigheder mod denne uskik. Dengang mente nogle at de tilhørte Apollon, andre Paulus og andre Kefas. Nej, siger Paulus. Stop det. Stop splittelserne. Senere i samme artikel: Spørgsmålet må også lyde til alle dem, der definerer sig som grundtvigske, tidehvervske eller indremissionske. Hvorfor forstår I ikke bare jer selv som kristne, hvorfor denne ekstra identitet oven i?”

Det er så sandt, som det er sagt. Partier, sekterisme, kantethed og hvad ved jeg inden for en kristen kirke er en uting.  Derfor har jeg i mange år sat en ære i ikke at have nogle kristne særmeninger. Jeg har valgt at være midtsøgende i den forstand, at jeg placerer mig lige i midten af den kristne tradition, sådan at min teologi og praksis har været identisk med den, som kirken har haft i 2000 år og som flertallet af kristne verden over fortsat identificerer sig med.  Dette giver en frihed og rummelighed inden for en lang række områder, og det er der noget frigørende og forløsende ved.

Lad os vende tilbage til Paulus

Lad os endelig, som Christian Roar Pedersen gør det, vende tilbage til Paulus og hans kamp mod splittelse. Naturligvis inklusiv Paulus’ tydelighed i opgøret med den opstandelsestro, der løsrev Jesu opstandelse fra kroppens opstandelse og hans etik, hvor han med stor tydelighed afviser, at et homoseksuelt forhold kan sidestilles med ægteskabet.  Her kunne Folkekirken undgå megen kævl og splittelse, hvis blot den kirkelige hovedstrøm vil orientere sig mod normalkristendom og ikke advokere for alle de særmenigheder, der de seneste årtier har rodfæstet sig i den folkekirkelige hovedstrøm.