Gå til indhold

Hvad blev der af mission over for muslimer?

Af Henrik Højlund, formand for ELN 

Der har lydt stærkt kritiske røster fra temmelig forskellige sider af det kirkelige landskab over for det notat, som Det mellemkirkelige Råd har udarbejdet vedrørende Den augsburgske Bekendelses formuleringer omkring islam.

Jeg er selv faldet over notatets påfaldende mathed, når det drejer sig om kristendommens anliggende over for islam og muslimer. For at sige det jævnt og ligetil: Hvor i notatet mærker man gløden af den tro, der, grebet af den opstandne og levende Herre Jesus Kristus, brænder for, at muslimerne må komme til tro på Kristus og blive frelst?

Det hele drejer sig om ”dialog”. Ikke et ord om mission. Ikke ét.

Selv når notatet taler om ”tilbagevisninger” af det modsatte af ”troens klare ord”, kommer det aldrig videre end til at dreje sig om en slags bevidstgørelse af eget ståsted. Med udtryk som ”at gøre troen klar og tydelig”, ”præcisere bekendelsens entydighed” og ”præcisering af det evangeliske synspunkt” er vi milevidt fra den levende kirkes iver for, at mennesker af al slags tro må blive omvendt til Kristus og tro på ham. Ligesom det temmelig tvivlsomme ord ”tilnærmelse” også er svært at få til at rime på mission.

Notatets vitterlige understregning af grundforskellene mellem kristendom og islam, fører besynderligt nok ikke til en understregning af det mest grundkristelige af alle kristelige anliggender, selve kirkens raison d’etre: at Kristus også må blive kendt, troet og elsket af ethvert ikke-Kristustroende menneske, i dette tilfælde: muslimen, som i sin islamiske overbevisning endnu lever uden Kristus.

Da notatet konkluderende forsøger at finde vejen mellem ”dialog” og ”opgør”, vælger man ord som ”samtale”, ”møde” og ”diskussion”. ”Mission” er larmende fraværende.