Gå til indhold
Henrik Højlund takker af

Henrik Højlund takker af

ELNs landsledelse har fået ny formand og takker samtidig sognepræst Henrik Højlund for 11 gode år som formand

ELN blev stiftet i Odense i 2006 og det blev markeret med en festgudstjeneste i Skt. Hans kirke i Odense. Fra begyndelsen blev Henrik Højlund valgt som formand og vi bringer her et mini-interview med et tilbageblik på hans tid som formand i ELN.

Hvad har du været mest opmuntret af i dine år som formand ?

At det lykkedes at sætte ELN i gang. For mig var det et spørgsmål om et være eller ikke-være i folkekirken. Et spørgsmål om troværdigt at kunne blive ved med at være præst og menighed i folkekirken. Det var også opmuntrende, at vi meget hurtigt slog igennem i medierne med sagen. Og så var den store og brede begejstring for ELN fra vores naturlige bagland i missionsbevægelserne og delvis faktisk også i Oase-sammenhæng også en glæde.

Og jeg må også nævne samarbejdet med en altid meget frisk og dygtig og visionær landsledelse. Det har også været opmuntrende at mærke folks udtalte forventninger til ELN. Man har forventet, at ELN kan sætte ting i værk, som andre ikke kan. Der har med andre ord været et helt reelt behov for netværket. Menighedsnetværket er et eksempel på sådan et behov, som opstod helt naturligt. Og det er jo vokset betydeligt, må man sige. Og jeg så i perioder har følt, at det hele var omsonst, så har Gud igen vist noget andet.

Hvad har været mest vanskeligt i dine år som formand ?

At fastholde opbakningen fra vores naturlige bagland. Det viste sig hurtigt at blive en vedvarende udfordring. Dette at blive ved med at være relevant som netværk for de ”gamle” missionsforeninger f.eks. At undgå at blive opfattet som konkurrent, for i stedet at blive set på som en nyttig medspiller. Til tider har det også personligt været en udfordring at være så synlig i offentligheden, men sandt at sige har det aldrig plaget mig særlig meget. Det har også udfordret at blive set på som et yderst relevant netværk for gode folk i folkekirken. Og så er det i den sammenhæng også en udfordring, at mange af dem, vi egentlig skulle stå sammen med, synes, vi er for markante eller for åbne overfor fri- og valgmenigheder.

Det vanskeligste har måske været kritik og modstand fra ”egne folk”. Jeg tænker ikke på den personlige kritik, men kritikken mod ELN og ELNs forsøg på at stå for noget tydeligt og klart. At vi har måttet tage imod hug, når vi ikke har været for kloge, må vi leve med, det er kun godt med kritiske øjne. Men når kritikken har smagt af undsigelse og manglende forståelse for andre veje end forsigtighedens pragmatisme, har det været svært.

Hvorfor har du valgt at stoppe som formand ?

Jeg har først og fremmest valgt at stoppe, fordi jeg tror, det er nyttigt med udskiftning på sådan en post med en vis frekvens. Sådan en sag eller bevægelse skal aldrig knyttes for meget til bestemte ansigter. Så tror jeg også, at ELN har brug for nyt og friskt blod, nye øjne, nye tanker og visioner. Det får de heldigvis mindst lige så meget fra ledelsen og repræsentantskabet.
Men formanden skal også have nye øjne indimellem. Og så er der sandt at sige også en vis mæthedsgrænse i den slags for mit vedkommende. Den har jeg mærket nu. Jeg vil blive ved med at være ELN’er og bidrage med, hvad jeg kan, men ikke længere på den meget synlige post.

Hvorfor er det, at der er brug for ELN i Danmark ?

Af samme grund som da vi startede: Der er brug for en markant og samlende røst i det folkekirkelige landskab for klar, evangelisk kristendom. Der er brug for et netværk, som holder os sammen på kryds og tværs af forskellige vejvalg i den kirkelige nødsituation. Der er brug for en grænsedragning inde i folkekirken, så der er noget, man helt og holdent kan identificere sig med som sand, evangelisk-luthersk kristendom, i en situation, hvor folkekirken har placeret ikke-kristendom helt ind på liturgiens plads i form af vielsesritual for homoseksuelle.

Faren for, at alle vi, som egentlig modstandere af det, vænner os til det og pragmatisk accepterer, at vi godt kan have uenighed om det uden at miste åndeligt-teologisk fællesskab med dem, vi er uenige med, er overhængende. Og det vil til syvende og sidst forføre os. Derfor er der brug for en permanent grænsedragning og modsigelse inde i folkekirken.

Hvad vil du nu til at bruge mere tid på ?

Det ved jeg virkelig ikke. Måske på at besøge folk her i sognene mere flittigt. Måske bare have mere tid til overs. Det vil min kone ikke være ked af. Ej heller jeg selv…