Børge Haahr Andersen, pastoral vejleder i ELN, giver en beskrivelse af debatten om Guds forsyn der har foregået gennem længere tid
I maj 2012 var der en intens debat i den kirkelige presse og internt i de kristne organisationer om Guds forsyn og det onde. Dansk Bibel-Institut valgte at samle de væsentligste deltagere i denne debat til en konference i Bethesda, København den 29.-30. november 2013. Her kom otte talere til orde, og her udspandt sig en livlig debat. Nu et år efter foreligger en artikelsamling med en række danske og nordiske artikler om emnet, udgivet af det norske tidsskrift Theofilos, Theofilos Supplement vol 6. nr 2 2014, flere forfattere.
Det har været en vanskelig og følsom debat, ikke mindst fordi det handler om, hvad man siger til ulykkelige mennesker, der er ramt af lidelse eller af menneskelig ondskab. Det er også vanskeligt, fordi det bibelske materiale indeholder en række paradokser og spørgsmål, der ikke besvares. Og endelig står man med den udfordring, at den lutherske tradition i dette spørgsmål i forskellige dele af dets historie har udtalt sig noget forskelligt.
Theofilos artiklerne
Theofilos-artiklerne fokuserer i sagens natur om det, som debattørerne er uenig om. Og uenigheden er der, og den er reel. Som lærer i praktisk teologi har jeg læst en række prædikener og opbyggelige artikler med afsæt i de tre positioner, som fik mund og mæle på konferencen. Når de teologiske positioner skal omsættes til forkyndelse og sjælesorg, bliver fællesnævneren mere tydelig. Derfor vil jeg mane til besindighed og til at fastholde proportionerne i debatten. Den egentlige frontstilling er for mig at se fortsat Islams gudsbillede og forsynslære på den ene side, og Lars Sandbeck og andre modernistiske teologers afvisning af Guds almagt på den anden side. Gennem den lutherske kirkes femhundredårige historie har der faktisk været varierende måder at tale om Guds forsyn og det onde på. Måske skal vi så også i dag acceptere en vis variation i vores måde at tilrettelægge det bibelske materiale på og give hinanden frihed til en forskellige betoning i sjælesorg og forkyndelse?
Indholdet består af en række fagartikler, en nærmere beskrivelse kan ses her.
Tre positioner
Noget forenklet kan man inddele de danske debattører i Theofilos i tre positioner. Den første er repræsenteret gennem Jørgen Sejergaard, Nicolai Winther-Nielsen og Torben Kjær. Disse betoner Guds almagt, men samtidig, at det ondes hærgen i verden indebærer, at Gud har givet onde mennesker og dæmoner et frirum til at realisere deres egen onde vilje. På baggrund heraf afviser Sejergaard, at Gud styrer alt. Han mener, det bibelske ord burde oversættes: Gud styrker alt. Tilsvarende afviser Nicolai Winther-Nielsen, at Gud virker alt. Begge ord vil på en uheldig måde gør Gud ansvarlig for menneskelig grusomhed og satanisk ondskab.
Den anden position er repræsenteret gennem Peter Olsen, Nicolai Techow, Jens Bruun-Kofod og undertegnede. Her betones, at Guds almagt betyder, at han styrer alt og virker (med i) alt, hvad der sker i verden. Dette vel at mærke uden at Gud på nogen måde bliver ansvarlig for menneskers onde handlinger eller bliver årsag til det onde. Hvis et menneske dør ved en morders hånd, er det på en måde, vi ikke kan udgrunde, samtidig Gud, der tager dette menneskes liv, for det er Gud, der har styr på et menneskes livsdage. Dette kan Gud gøre, uden at han af den grund bliver ansvarlig for morderens onde handlinger.
En tredje position er repræsenteret gennem Leif Andersen. Denne sammenfatter det bibelske materiale på den måde, at han siger ja til, at Gud styrer alt og virker med i alt, hvad der sker i den troende og bedendes liv, men at vi ikke på samme måde kan gøre gældende, at Gud styrer og virker med i alt, hvad der sker i verden. Det betyder, at Leif Andersen har en række kritiske spørgsmål til såvel første som anden position. I praksis er det dog næsten udelukkende den anden position, repræsenteret ved Peter Olsen, at Leif Andersen kritiserer.
Det er et vigtigt og vanskeligt emne, der behandles og enhver diskussion af emnet bør tages med en åben bibel og med levende menneskers åndelige ve og vel i tanke. Men vi skal bevare proportionerne i denne såvel som i andre følsomme debatter.
Når Gud er tavs
Leif Andersens debatindlæg er også udgivet selvstændigt sammen med en lille opbyggelig artikel i en lille bog med titlen: Når Gud er tavs. Lohse Forlag 2014. Den opbyggelige artikel udfolder betydningen af, at Jesus er vores bror og medlider, når det onde sker, at vi som Guds børn har ret til at klage og råbe til ham, når livet gør ondt. Man kan overveje, hvor hensigtsmæssigt det er at udgive et debatindlæg med kritik af navngivne personer selvstændigt og løsrevet fra den sammenhæng, hvor de andre positioner også får taletid. Men selve det at få fremhævet andre bibelske temaer end Guds forsyn i mødet med den lidende er et vigtigt anliggende, som de tre nævnte positioner ovenfor alle vil være enige i.
