Gå til indhold

Grosbøll; en udetoneret bombe?

Af Henrik Højlund, formand for ELN

Så detonerede bomben. Grosbøll holder som præst.

Nå nej, detonering er vel ikke det rigtige udtryk. Det skete jo aldrig, at den for alvor detonerede. Det skulle da lige være den gang, Grosbøll gik ud med sit budskab. Det var som en bombe under hele kirkens tro. Men bomben detonerede sådan set aldrig for alvor. For Grosbøll blev taget til nåde. Under behørigt opsyn.

Og nu viser lunten sig at være våd. Det var en fuser. Ikke Grosbøll. Han var, hvad han var. Nej, folkekirken var en fuser – i forhold til en sag af så principiel og eksistentiel karakter.

At Grosbøll ikke orker mundkurven mere, er let at forstå. Det skuespil ville ingen normale mennesker orke. En præst uden ordets våben – det er som en brandmand uden vandslange. (At han i anstændighedens navn burde have gået før, er noget andet)

Men kirken fik aldrig forholdt sig ordentligt til sagen. Og derfor blev det en fuser. Eller ved nærmere eftertanke: måske alligevel en endnu udetoneret bombe. For sagen ligger jo stadig helt uforløst. Skriver vi Gud med lille eller stort g? Kan forkyndelsen af Gud som forlængelsen af vore fornemmelser og erfaringer rummes indenfor folkekirkens teologi?

Alt er på spil. Uden overdrivelse alt.

En del sagde undervejs i forløbet: Der skal også være plads til tvivlen. Som forsvar for Grosbøll. Det er selvfølgelig rent vås. Som om de allerfleste kristne ikke kender tvivlen i alle dens farver. Og som om de ikke godt må tale om den. Og gør det. Nej, med Grosbøll blev det langt snarere et spørgsmål, om der blev plads til troen. Den gode, gammeldags normal-tro.

Når bomben på sin vis endnu ligger udetoneret under folkekirken, skyldes det ikke blot det uforløste ved Grosbøll-sagen. Det er, hvad det er. Den sag kan vi godt glemme nu. Nej, det skyldes langt mere, at Grosbøll ikke var en enlig svale. Der er mange grosbøllianere i folkekirken. Måske knap så firkantede, knap så tydelige, mere tvetungede, mere sofistikerede, men alligevel. Der er et væld af præster og teologer, der taler med to tunger. Ikke i et bevidst falskneri. Jeg tror, de er oprigtige. Men de fører altså en form for bevidst dobbeltsprog. Ét sprog til søndagsbrug, et andet til hverdag. Ét sprog om søndagen, der taler om Jesu opstandelse, så otte ud af ti tilhørere tror, det drejer sig om Jesu fysiske opstandelse. Et andet om mandagen, der afviser, at Jesu opstandelse skal forstås alt for fysisk.

Hvad er humlen i det? At Gud bliver meget lille. Højst med lille g. For han må pænt rette ind efter en moderne, videnskabelig tids erkendelser. Når man i det 21. århundrede ikke kan gå ind for, at dødeopstandelse kan finde sted helt bogstaveligt, må Gud finde en anden måde at lade sin Søn opstå på. En mindre synlig, mindre bombastisk. Måske noget med at opstå i ordet, i fortællingen, i troen. Det er Grosbøll i lidt mildere aftapning. Og sådan set værre. For Grosbøll kaldte en spade for en spade. Alle kunne høre det, og han fik de allerfleste imod sig. Men de allerfleste kan ikke høre det andet. Og dermed bliver det en del af folkekirkens fælles tro. Til ubodelig skade.

Af skade bliver man klog. Kan det tænkes, at folkekirken bliver klog af Grosbøll-skaden? Tjo, måske taktisk klog. Men klog i sjælen? Klog til forandring, til fornyelse?

Jeg tilstår, at jeg har svært ved at se, hvordan det kan blive frugten af en så forskruet sag. Men jeg er heldigvis dårlig til at se langt. Og nogle gange starter en fornyelse med, at kirken bliver ribbet for de sidste illusioner om egen prægtighed – ”verdens bedste kirkeordning”. Den evindeligt højt besungne folkekirke og al dens rummelighed ender med at blive så syg, at den til sidst erkender det selv. Og hvem ved, hvad der så kan ske? Måske ikke folkekirkens genopstandelse. Men Jesu Kristi kirkes genopstandelse i folket.