Gå til indhold
God jul for køer og ikke mindst for mennesker

God jul for køer og ikke mindst for mennesker

Rektor på Dansk Bibel-Institut og pastoral vejleder i Evangelisk Luthersk Netværk Børge Haahr Andersen, har skrevet dagens julekronik i Kristeligt Dagblad.

En af vores naboer hjemme på min barndoms vej gav køerne et helt havreneg juleaften. De skulle også fornemme højtiden. Det var dengang, juletræet stod i den pæne stue lige til hellig tre konger, og hvor man kaldte de søgne dage mellem jul og nytår for halvhelligdage. Normalt var arbejdsugen lang. Men fra kirkeklokkerne lød juleaften og indtil Hellig tre Konger tillod man sig at bryde den travle hverdag og hellige sig hvile, god mad og fællesskab med familie og venner.

Pointen med denne indledning er ikke at drømme sig tilbage til en harmonisk fortid, hvor alt var såre godt. Ganske vist bærer vi alle i os en kollektiv erindring om en verden, hvor alt var såre godt. Den bedste jul i fortid eller nutid kan i bedste fald være et flygtigt glimt af denne verden. Men det oprindelige paradis gik tabt og er forsvundet i ørkensandet et ukendt og ufredeligt sted i Mellemøsten. Men løftet knyttet til barnet i krybben er, at det barn kender vejen til et kommende paradis. Fred på jorden, sang englene juledag. Jeg er ikke sikker på, at min nabo på vejen havde teologiske motiver til at give kreaturerne et havreneg. Men de profetiske ord knyttet til julen er så omfattende, at selv køerne har grund til at feste: Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen. Spædbarnet leger ved slangens hule .

Det kræver langsomhed og eftertanke at få kontakt med dette dybe lag i vores erindring. Vi har faktisk glemt det. Menneskeheden er blevet ramt af et kollektivt hukommelsestab. Erindringen om Edens have har vi mistet i den kolde verden udenfor, hvor vinter og mørke og død hærger. Hvis ikke Gud selv var blevet kød og blod og englene havde gjort opmærksom på det, ville vi ikke længere vide det. Heller ikke vide, at en dag bryder Gud verdens- rummets mørke og skaber en ny verden med fred på jord.

Alt for mange tror, det er en drøm, en fortælling, et eventyr. De ved ikke, at det er mere virkeligt end stjernerne på himlen og vandet i havet. Eventyrene slutter altid med, at prinsen får sin prinsesse og så lever de lykkeligt til deres dages ende. I virkelighedens verden er 2. juledag den dag i året, hvor politiet skal ud til flest husspektakler og januar topper som skilsmissemåned. I dag smides juletræet ud en dag eller to efter juleaften, og juleræset afløses af januarudsalgsræset med start allerede 3. juledag. Kan man da forlange eller forvente andet end en flygtig duft af højtid og glæde? Lige som man anede den, er den forbi. Troen på evig fred er så fremmed for vores erfaring, at et guddommeligt nærvær fra den himmelske verden må undfange og føde den i os, lidt ligesom hin julenat.

Julefreden er en truet art i det danske samfund. Forbrugsræset, overfladiskheden og den golde materialisme hærger os som en epidemisk sygdom. Det kræver sin mand eller kvinde at standse op, at bryde med hverdagens travlhed og undgå, at den erstattes af en mere omsiggribende juletravlhed. Men er det ikke på sin plads med et folkeligt opgør med den danske forbrugsjul? Vil dine børn eller dine venner lægge en ekstra blomst på din grav, fordi du havde så travlt med din karriere til hverdag, og så travlt med forbrugsjulen, når endelig du havde fri? Er det bare en floskel, at julen er hjerternes fest? Skal du nå hjertet og ikke bare overfladen hos dine nærmeste, så kræver det tid til at lytte og tale om, hvad der egentlige betyder noget. Det kræver nogle hel- og halvhelligdage, hvor man får brugt sit kærlighedssprog, får set hinanden og sagt alt det til hinanden, som er vigtigt at sige, før vi dør.

Den danske jul er som kulturfænomen ikke meget andet end en voldsom trængsel og alarm. Men den bærer alligevel i sig et brud med hverdagen og en stærk impuls til fest, fællesskab og samling om de nære værdier. Og det er værd at satse på i en tid, hvor alt for mange har ondt i familien eller slet ikke har nogen familie. Den kristne jul går et spadestik dybere, for den handler om fred på jord, evig fred. Intet mindre. Den erindrer os om det, vi havde glemt, men som barnet i krybben kom for at formidle. Når vi hører det, sådan at vi tager det til os, er det som når en hjemløs finder tilbage til sit hjem.

Dette julebudskab er for l alle, men især for dem, der er mærket af vinterkulden uden for paradiset – døden, sygdommen, arbejdsløsheden, ensomheden. De ægte og udødelige julesalmer rører ved denne streng og taler om julesorgen, om knuste hjerter, om mørke og dødens skygge, om rosen mellem torne og om barnet, der kom til en verden, der rummede en Herodes og en Pilatus.

Vi var måske lidt bedre til at fejre jul på vejen hjemme i lokalsamfundet i Vestjylland for fire-fem årtier siden. Det var lidt lettere at finde ind til langsomheden og eftertænksomheden. Der var lidt mere søgning til gudstjenesten i juledagene. Salmebogen blev brugt lidt mere flittigt også i de små hjem. Der var en velsignet opfindelse, der hed lukkeloven, og lokalsamfundet kendte både ordet fyraften og søndag og helligdag og halvhelligdag. Der var en fælles rytme, som stor set er gået tabt i dag. Der var tid til at besøge naboen og ryge en hel cigar i den pæne stue ved juletræet. Og så lå det lidt lettere for at spørge: Hvordan har du det egentlig?

Men langsomheden og eftertanken kan genfindes. Det kræver en modkultur til forbrugsjulens hektiske travlhed. Kræver at jeg mentalt og bogstaveligt lukker døren til mit arbejdsrum og forsager mails og alt andet, der vil infiltrere festen og fællesskabet. Kræver også, at jeg blokerer for det omsiggribende fritidsliv, som kan være mere ubønhørligt end min arbejdsgiver. Det kræver, at jeg gør det vigtigste først og finder mig selv og får øjenkontakt med de mennesker, jeg elsker.

Det lykkedes for mig selv for fire årtier siden, da jeg var i begyndelsen af teenageårene. Da blev min far syg en mørk novemberaften og havnede i en ambulance, på et operationsbord og i en hospitalsseng. På én nat blev jeg revet ud af barndommens beskyttede verden. Min far, som aldrig var syg og altid var der, var pludselig væk og lå i dødens grænseland med en perforeret blindtarm. Han overlevede. Men fik at vide, at han ikke måtte komme hjem til jul. Han græd selv som et barn, da han fortalte det. Jeg havde svært ved at forstå det. I alle julehistorier nåede faderen eller storebroderen altid hjem til juleaften. Men altså ikke min far.

Det blev en mærkelig juleaften, hvor de vanlige traditioner blev parkeret, og hvor det meste af juleaften foregik på en hospitalsstue i lidet hyggelige omgivelser. Men juleevangeliet kunne også læses fra en hospitalsseng. Men det skete i de dage … En mærkelig beretning, hvor der heller ikke er noget, der går som planlagt, men hvor hyrder ser engle, og hvor det lyder fra himlen: Fred på jorden. Al ydre indpakning fra julens traditioner var skrællet af. Der var stort set kun julens tekster og salmer tilbage. Men måske bliver det den jul i mit flygtige menneskeliv, hvor det bedst lykkedes at komme helt ind til kernen af, hvad kristen jul egentlig drejer sig om. Der skulle min fars perforerede blindtarm til. Mindre burde kunne gøre det.

Fred på jord og glædelig jul. Blandt køer og ikke mindst hos mennesker. Det var bare det, jeg ville sige.