Gå til indhold
Forkyndelses-samarbejde uden at dele tro

Forkyndelses-samarbejde uden at dele tro

Der er et stigende krav om samarbejde på tværs af sogne i Folkekirken. Men hvordan skal man kunne samarbejde på tværs af sogne med sognepræster og menigheder, som er af vidt forskellig tro?

Marianne Gaarden er kandidat til bispeembedet på Lolland-Falster. Hun har som de andre kandidater skrevet en kronik i Kristeligt Dagblad. Her får hun sagt nogle ting om nødvendigheden af ”samarbejdskultur” og siger bl.a. ”Folkekirken har traditionelt været præget af en solistkultur, men samtiden kalder på en samarbejdskultur.”

Formand for Evangelisk Luthersk Netværk, sognepræst Henrik Højlund giver her en kommentar til denne opfordring om samarbejde på tværs af sogne.

“Mange steder kniber det med ressourcerne, både menneskeligt og økonomisk. Landsogne skrumper ind. Det er svært at opretholde samme aktivitet som ellers. For eksempel med gudstjenester. Marianne Gaarden foreslår mere samarbejde på tværs af sognene.

Jeg kan godt se problemet. Jeg hører ikke til dem, der hylder sogne-romantikken og insisterer på skarpe sognegrænser. Samtidig med at jeg også – som præst i et pastorat, som er en blanding af land og småby – konstaterer, at kirkeliv på tværs af sogne- og bygrænser er og bliver næstbedste løsning, fordi folk, når alt kommer til alt, helst samler sig om deres egen, helt lokale kirke. Vi ser det sågar indenfor vores eget pastorats grænser, mellem småbysognet Løsning og landsognet Korning, hvor vi helt klart samler flest mennesker med arrangementer – inkl. gudstjenester – som lægges lokalt, i sognet. Uanset gode og naturlige bånd mellem sognene.

Der er dog et massivt problem med Gaardens ønske.

Vi deler ikke samme tro

Hendes ønske om mere samarbejdskultur flugter helt med det krav om samarbejde på tværs af sognene, som lyder oftere og oftere i disse år.

Ønsket eller kravet forudsætter imidlertid, at vi på bundlinjen deler tro. Og det gør vi lige præcis ikke i folkekirken.

Det er næsten absurd at skrive det, for det turde da være løgn, at vi ikke deler tro i en kirke, som har en klar og tydelig trosbekendelse som grundlag. Men desværre er det sandt. Utallige debatter de sidste mange år har vist det. Vi er uenige om helt fundamentale trosudsagn. Vi fortolker trosbekendelsen i så forskellig retning, at der ikke med rimelig saglighed kan være tale om samme tro.

Hvordan skal man kunne samarbejde på tværs af sogne med sognepræster og menigheder, som er af vidt forskellig tro?

Personligt ville jeg have det elendigt med at indgå i et tæt, trosopbyggende og evangeliserende samarbejde med en præst, der mener, at alle bliver frelst, at Jesu opstandelse muligvis fandt sted, uden at liget forsvandt fra graven, at to lesbiske kan vies i kirken, og at Biblen er en bog med lige så stor eller lille autoritet som en beåndet salme af Grundtvig. Hvordan skulle jeg med sindsro se til, at min kollega prægede menighederne med den slags tro/vantro?

Rummelighed til at tage sin tro alvorlig

”Den rummelige folkekirke”. Jeg hører det, næsten messende. Men ”rummelig” på hvilken måde? Rummelig til at tro og sige omtrent hvad som helst? Eller rummelig til at kunne sige nej til at tro og sige hvad som helst – og tage den praktiske konsekvens af dette nej? Eksempelvis nej til forkyndelses-samarbejde med en kollega med en helt anden tro end en selv.

Folkekirkens rummelighed er en umådelig svær størrelse. Rummeligheden til at fortolke kristendom omtrent, hvorhen man vil, kan blive et diktat, der ophæver retten til at sige nej til den fri fortolkningsret og samarbejdet med enhver.”

Følg bispevalget i Lolland Falsters stift her.