Folkekirken har i årtier været i en permanent skismatisk situation og må tage den vanskelige samtale om forholdet mellem bekendelse og rummelighed.
Vi bringer her sognepræst Jens Ole Christensens klumme fra Kristeligt Dagblad lørdag d. 10. februar, med tilladelse fra Kristeligt Dagblad.
“Det har været tydelig for mig i en del år: Når jeg skal sige noget om den folkekirkelige rummelighed og dens frihedsordninger, roder jeg mig i løbet af få minutter ud i en række selvmodsigelser. Jeg er opmærksom på, at det kan skyldes en begrænsning hos mig, men er også overbevist om, at nogle selvmodsigelser i folkekirkens ordning og kultur spiller med. Så nu forsøger jeg at sætte ord på det igen: Det er indlysende, at man ikke selv kan nyde godt af en frihed, som man ikke også vil give andre. Det vil sige, at når vi i den konservative del af kirken i årtier har levet i ly af frihedsordninger, der giver os lov til at afvige fra mainstream og sige nej til vielse af fraskilte, af homoseksuelle og andre politisk ukorrekte nej-er, må vi give andre en lignende frihed, hvis det lykkelige skulle ske, at vi en dag kommer i flertal.
Det er for mig ikke et pragmatisk synspunkt, men elementær anstændighed. Det hænger også sammen med, at det ikke er frihedsordninger i sig selv, der er problemet. De kan være sunde, og ethvert kristent fællesskab af en vis størrelse må leve med den slags ordninger. Man kan bare referere til min tidligere arbejdsplads, Luthersk Mission, for at få øje på det.
Luthersk Mission har ikke ligefrem ry for teologisk bredde; men samtidig skal man ikke have ret meget insiderviden for at få øje på interne frihedsordninger. Nævnt i flæng: Frihed til at vurdere spørgsmålet om vielse af fraskilte (lidt) forskelligt, forskellige holdninger til folkekirken, til betoninger i forkyndelsen og ikke mindst til synet på de sidste tider og Jesu genkomst. Luthersk Mission ville blive sprængt uden den rummelighed.
Kirkens bekendelse
Problemet i folkekirken handler ikke om frihedsordninger. Heller ikke, at disse forsøger at skelne mellem teologisk vigtigt og mindre vigtigt. Det problematiske er forholdet til kirkens bekendelse. For der er ikke åndsfrihed i folkekirken, hvis man med åndsfrihed alene mener, at ”hånden er bundet og munden fri”. Altså: Du må mene, hvad du vil, så længe du ikke bruger vold og tvang til at fremme dine synspunkter.
Folkekirken er ifølge sin egen grundforståelse en bekendelseskirke. Forpligtet på de bibelske skrifter og det evangelisk-lutherske kristusfokus. Man kan derfor ikke mene alt og alligevel regne med at forblive i kirken. Den viden har selv en grundtvigsk midtbanespiller som biskop Peter Fischer-Møller afsløret, når han støder ind i reinkarnationslære og hesteclairvoyance.
Men tilsyneladende kommer denne indlysende erkendelse altid som en overraskelse. Den overraskelse skyldes – så vidt jeg kan se – at rummelighed i stor stil tænkes løsrevet fra bekendelsesforpligtelse. En kritik, man formodentlig både kan rette mod dem, der primært tænker i rummelighed og mod os, der primært tænker i bekendelsesforpligtelse. Vi tænker bekendelseskirke med den ene side af hovedet og rammeordning med den anden og forbinder sjældent de to hjernehalvdele.
Permanent skismatisk situation
Dermed har kirken i årtier været i en permanent skismatisk situation. Til en afveksling kan vi som illustration undlade at nævne de (seksual)etiske temaer, som medierne til det trættende fokuserer på, og gå til fundamentale trosspørgsmål. Malet med bred pensel: Tror vi på Jesu død som det nødvendige offer for at redde os ind i Guds rige, eller er det primært en solidaritetshandling over for mennesker, der uanset tro og liv har forhåndsreserveret plads?
Tror vi på en håndgribelig opstandelse både for Jesus Kristus for 2000 år siden og for hans menighed lige om lidt, når verdenshistorien er slut. Eller er det poetiseret til metaforer? Har vi menighedsformer, der kalder mennesker til personlig tro, tydelig bekendelse og discipelskab, eller som slår sig til tåls med at være rituel ramme over det liv, mennesker i forvejen lever?
Rummelighed på bekendelsens grund
Problemet er den manglende vilje til at se disse modsætninger i øjnene. Og tage den svære samtale om, hvilke grænser bekendelsen sætter for rummelighed. Vel at mærke en sammenhængende overvejelse, og med risiko for, at prisen kan blive høj.
Det giver ikke mening, at rummelighed i kirken er copy-paste af religionsfrihed i samfundet efter devisen, at der både skal være plads til ”mørkemænd, hestehviskere og reinkarnationalister”. Den beskyttelse er ingen af os tjent med.
Men vi er tjent med en rummelighed på bekendelsens grund. Det betyder også, at kirkens tilsynsmyndighed har ret til at bede os om at forlade butikken, hvis vi overskrider bekendelsens grænser.
For øvrigt både til højre og venstre.”
Homoseksuelle vielser og bekendelsen
Redaktionen på ELNs hjemmeside har bedt Jens Ole Christensen kommentere på om han mener, at vielse af homoseksuelle vielser strider mod bekendelsen og det bekræfter han med følgende kommentar:
”For mig at se er homoseksuelle vielser et indlysende brud med bekendelsen. For øvrigt ligesom apokatastasis, a-historisk opstandelsesforståelse og en række andre dårligdomme, som det bare ikke har været ”nødvendigt” at skabe ritualer for. Den erkendelse sætter dilemmaet i relief: Både de, der uforbeholdent omfavner rummeligheden og de, der entydigt undsiger den, gør sig i mine øjne ligningen for enkel”
