Gå til indhold
Folkekirkens grænseløse rummelighed

Folkekirkens grænseløse rummelighed

Det er svært at komme i tanke om ét eneste af trosbekendelsens udsagn, som ikke er blevet genstand for radikale omfortolkninger.

Sognepræst Henrik Højlund, formand for Evangelisk Luthersk Netværk, har onsdag d. 27. juni skrevet en kronik i Kristeligt Dagblad, som vi her bringer i uddrag.

Kronikken kan læses i sin helhed her.

Hvad kan rummes indenfor kristendommen ?

“Diskussion om dyretelepati er blandt andet en diskussion om folkekirkens rummelighed.

Og der tænker jeg ikke på spørgsmålet om, hvorvidt folkekirken skal kunne rumme folk, der tror på muligheden af kontakt med døde dyr. Folkekirken skal kunne rumme folk af de besynderligste overbevisninger. Jeg går stærkt ud fra, at det i samtlige sogne er som i Løsning og omegn, at der ikke bliver sorteret ved indgangen til kirken om søndagen eller nogen som helst andre dage. Folk af alle mulige slags tro og livsførelse bydes hjerteligt velkommen indenfor.

Nogle har fået sagen om hestetelepati i Gislinge Kirke til at handle om, hvorvidt der er plads til folk med den slags overbevisninger og praksis i kirken. Det er slet ikke det, sagen drejer sig om. Sagen drejer sig derimod om, hvorvidt folks mange forestillinger med deraf følgende praksis kan medregnes som en del af kirkens tro.

Derfor drejer spørgsmålet om folkekirkens rummelighed sig i egentligste forstand om kristendommens rummelighed. Hvad kan rummes inden for kristendommen?

Omend telepati med afdøde heste synes at være over stregen for de allerfleste folkekirkelige aktører (med øjensynlig biskoppen i Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller, som en af de få undtagelser), så er der i almindelighed meget vide grænser for, hvad kristendommen kan rumme.

Sådan ser det i hvert fald ud i disse år, hvor den ene efter den anden klassiske trosantagelse falder som et korthus. Det er svært at komme i tanke om ét eneste af trosbekendelsens udsagn, som ikke er blevet genstand for radikale omfortolkninger målt med en almindelig, traditionel, normal-kristelig forståelse af udsagnene.

Hovedrysten

Med god grund møder jeg jævnligt en vis hovedrysten fra almindelige, relativt kirkefjerne mennesker over det tilsyneladende helt grænseløse ved kristendommen. En præst kan sige: Jeg tror ikke på en skabende og opretholdende Gud. En anden præst kan sige: Jeg tror ikke på, at Jesus bogstaveligt blev levende igen efter at have været død. En tredje præst kan sige: Kontakt med afdøde heste må kunne rummes inden for kirkens spiritualitet. Og alle slipper fra det med embedet i behold.

Kirkefjerne danskere har nok ikke mange aktier i kirke og kristendom, men de kan alligevel ikke få det ind i deres hoveder, at det, de altid har forstået ligefremt og enkelt om den kristne tro, øjensynlig kan forstås som noget komplet andet.

Det var også det, der lå bag det meget omdiskuterede stillingsopslag, da et menighedsråd for nogle år siden averterede efter ”en troende præst”. Som om der findes præster, der ikke tror, fnøs kirkens folk. Og for så vidt med rette. For alle præster tror på det, de tror på. Problemet er bare, at de tror på alt muligt. Dette menighedsråd ville bare gerne have en præst, der troede sådan nogenlunde almindeligt og ligefremt på den kristne tros grundudsagn.

Kirkefjerne danskere ryster på hovedet. Og ikke så få kirkenære forstår om muligt endnu mindre af det hele. Hvordan er det dog kommet så vidt, at kristendommen kan forandres til ukendelighed – og stadig kaldes kristendom?

Fortolkningsreligion

 

Jeg har de senere år registreret et begreb, som bruges flittigt af flere og flere af folkekirkens aktører. Begrebet forklarer, hvorfor kristendommen i folkekirken er blevet så rummelig, at det nærmer sig det grænseløse og uigenkendelige.

Jeg tænker på begrebet ”fortolkningsreligion”.

Den ene efter den anden siger det nu: Kristendommen er en fortolkningsreligion.

Nu kan det jo være svært at blive uenig om, at kristendommen hele tiden skal fortolkes i betydningen oversættes. Oversættes til enhver tids sprog, kultur, samtid og så videre. I den forstand kan man godt kalde kristendommen en fortolkningsreligion. Man kan endda hævde, at det på en særlig måde ligger indbygget i kristendommen, fordi den i sin kernebegivenhed har alletiders største oversættelseshistorie. Guds ”oversættelse” af sig selv til menneskesprog. Johannes’ berømte ord i indledningen til Johannesevangeliet siger det i klar tekst: ”Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.” Oversættelsen var langt mere end sproglig. Den var i kød og blod.

Denne kernebegivenhed, at Gud gør sig begribelig for mennesker ved selv at blive menneske, har altid stået som grundmønsteret for kristendommens evne til at gøre sig forståelig i enhver tid og kultur.

Fra fortolkning til forvandling

Problemet er imidlertid, at dette grundmønster i nyere tid og teologi er blevet fordrejet, så det ikke længere blot handler om kristendommens evne til at oversætte sig selv, men om dens evne til at forvandle sig selv. Ja, ikke blot kristendommens evne til at forvandle sig selv, men Guds evne til at forvandle sig selv. Mønsteret tages endda til indtægt for, at det er en del af selve Guds væsen, at han forvandler sig selv.

Da han gennem Jesus Kristus blev menneske, gjorde han sig så at sige en ny erfaring. Han blev klogere.”

Henrik Højlund slutter kronikken således:

“Det troede Luther ikke på. Det skulle vi heller ikke tage og gøre. For så ender vi med en hæmningsløs fortolkningsfrihed, som gør kristendommen til luftige tanker og ren ligegyldighed. Som den allerede er blevet langt på vej i folkekirken.”