Gå til indhold

Folkekirken har brug for mere tydelighed

I disse tider hvor det meste af befolkningen vågner op hver morgen med en bøn til Gud, Allah, Odin, Shiva eller bare Wilbek om et verdensmesterskab i håndbold har Birthe Rønn Hornbech tildelt folkekirkens højrefløj et andet verdensmesterskab, endda helt uden gruppespil og finalekamp – verdensmesterskabet i eksklusivitet.

Anledningen er sagen om genindmeldelser i folkekirken. Interessant nok handler den sag på bundlinjen om en slags eksklusivitet, nemlig troens eksklusivitet.

Hvad er folkekirken nemlig kirke for? I al enkelhed er vi kirke, for at vi selv og alle andre kan få den frelsende tro på Kristus. Med den tro er det alvor, så meget alvor, at der er et eksklusivt indenfor eller udenfor troen.

Folkekirken skal ligesom Kristus være uendeligt inklusiv, når den åbner sin favn for at nå flest mulig af folket med frelsens eksklusivitet. Men dens inklusivitet skal ikke udviske eksklusiviteten. Sagt på en anden måde: Folkekirken skal vare sig rigtig meget for at indrette sig, så folk får det indtryk, at det er ét fedt, om vi tror på Kristus eller ej.

Det er jeg stygt bange for, at folkekirken gør ved at lade en genindmeldelse foregå med et par klik på computerens tastatur. Det efterlader kun ét indtryk: Så meget for medlemskab af et trossamfund.

Rønn Hornbechs henvisning til, at folk ”hverken er mere eller mindre troende før end efter udmeldelsen” er derfor ikke et argument for noget som helst. Det er kun en konstatering af det vilkår, vi er oppe mod som kirke, og som vi derfor skal gøre alt for at udfordre med tydelig tale om Kristus og troen og dertil svarende handlinger og ordninger.

Handler det om at snage i, fordømme, tage temperaturen på, lave forhør om folks tro, når de vil vende tilbage til folkekirken? Nej, selvfølgelig ikke. Det handler om en samtale, der på den eller den anden måde tydeliggør, hvad de nu genindtræder i. At tage det som givet, at det ved folk allerede, er dybt naivt. Det kan nok tænkes, at de har en vag fornemmelse af noget med værdier og fællesskab, men er dét kirkens hjertesag? Er det kirkens egentlige anliggende, at – som Rønn Hornbech skriver – ”kristendommen er vor forudsætning som folk og samfund”? Nej, det er det godt nok ikke! Det er – for nu at gentage mig selv – Kristus og troen på ham. Og det kan enhver nok have brug for en samtale om ved genindmeldelse. Uden nogen som helst garanti for at præsten deraf ved særlig meget om den inderste tro hos det menneske. Ligeså lidt som præsten gør det, når han sidder med dåbsforældre og samtaler om dåben. Hvilket imidlertid ikke forhindrer ham i at gøre det meget tydeligt, at det er dét hele sagen drejer sig om med dåben: ved dåb og tro at blive knyttet til Kristus.

Folkekirken har slet ikke brug for mere utydelighed om dens kernesag. Den har tværtimod brug for at opgradere tydeligheden betragteligt.