Gå til indhold
“Fiskernes” aftryk i samfundet

“Fiskernes” aftryk i samfundet

Missionsbevægelsernes offentlige indsats står svagt. Vi må overveje, hvilke aftryk kristne bør sætte i samfundet.

Af Michael Agerbo Mørch, ph.d.-studerende og administrativ leder af Center for Teologi i Praksis, DBI

Kristen belysning på en af tidens bøger: Who is an Evangelical?

Kan Danmark afkristnes? Sådan spurgte Hans Kirk i en hidsig lille artikel i tidsskriftet Kritisk Revy i 1928.

Kirk kendes bedst for sin fremragende roman Fiskerne, der desværre blev ubehjælpeligt vinklet i tv-serien fra 1977. Kirk var marxist, og han forstod religion som et opium, der dulmede folks trang til revolution. Hvis arbejderne blev gjort passive af religiøs snak, ville det uundgåelige opgør med kapitalen udskydes. Blev samfundsvilkårene forbedrede, ville folk automatisk fraskrive sig religion.

Denne artikel er venligt stillet til rådighed af magasinet Budskabet, som bringer den i julinummeret. Se mere om Budskabet nederst på siden.

Hans Kirk er blevet et begreb i diskussionen om fremstillingen af kristendommen i medierne. Nævnes hans navn, får de fleste missionsfolk alvorlige panderynker, fordi det sættes i direkte forbindelse med en urimelig og grovkornet latterliggørelse af en bestemt kristendomsform. Latterliggørelse er som bekendt en immuniseringsstrategi, og Kirk kan således forstås som én i en lang historie, der forsøger at holde kristendommen på afstand ved hån, spot og latterliggørelse.

Men læser man Kirk, fødes der også nogle mere generelle spørgsmål, man kan overveje: Hvordan fremstilles en bevægelse i medierne? Og hvordan forstår en kristen bevægelse sit eget samfundsmæssige bidrag?

Den evangelikale bevægelses historie

Det er vanskelige spørgsmål. En sammenligning med en anden bog kan måske hjælpe os i gang. Da jeg for nyligt læste kirkehistorikeren Thomas S. Kidds seneste bog Who is an Evangelical? The History of a Movement in Crisis (Yale University Press, 2019), poppede ovennævnte spørgsmål op, fordi Kidd faktisk implicit har disse som ramme for sin fremstilling af den evangelikale bevægelses historie i USA.

Anledningen til Kidds bog er Trumps sejr ved præsidentvalget i 2016. I medierne fremhæves det ofte sådan, at hvide evangelikale republikanere var en af de afgørende årsager til Trumps overraskende sejr (81 % stemte på Trump ifølge nogle undersøgelser). Kidd støttede ikke selv Trump (han skriver, han er ”#NeverTrump evangelical”), men han forsøger at undersøge, hvorfor den evangelikale bevægelse (white evangelicals) blev så tæt forbundet med det republikanske parti (white republicans).

Første skridt er at forsøge at definere, hvem de evangelikale er. Kidds detaljerede definition lyder: ”Evangelikale er genfødte protestanter, som ophøjer Bibelen som Guds ord og som betoner et personligt fællesskab med Jesus Kristus gennem Helligånden.”

Alliance mellem evangelisation og politik

Jeg vil lade mange interessante aspekter af Kidds fremstilling ligge og i stedet fokusere på to ting. For det første viser Kidd, at det til stadighed plager bevægelsen, at den blev født af prædikanter, der opretholdt raceadskillelse. Store prædikanter som Jonathan Edwards og George Whitefield havde slaver og talte skarpt imod ophævelsen af slaveriet. Særligt før borgerkrigen (1861-1865) gik mange evangelikale ind for slaveri.

I sin brede form var den evangelikale bevægelse faktisk multietnisk, og den er det stadig i dag (særligt pga. pinsebevægelsens opblomstring), men Kidds bekymring er, at en dominerende gruppering af hvide stadig bruger politiske og sociale værktøjer til at markere forskelle, der er stødende for farvede trosfæller. Den store støtte til Trump blandt hvide evangelikale kan ses som sidste skud på stammen af politiske markeringer, der støder mindretallet blandt evangelikale.

For det andet undersøger Kidd de evangelikales ”automatiske” støtte til det republikanske parti. 1951 var et skelsættende år, da Billy Graham åbent støttede republikanske Dwight Eisenhower som præsidentkandidat. Det var det første eksempel på den dobbelte strategi, som Graham forfinede og populariserede: Evangeliet understøttes og udbredes gennem politik og evangelisation.

Gennem de næste tredive år udviklede denne alliance sig, så det var mindre overraskende, da den populære prædikant Jerry Falwell Sr. omkring 1980 begyndte at tale om en ”moralsk majoritet” (i slægt med Nixons berømte ”silent majority”, det tavse flertal).

Den moralske majoritet fastholdt angiveligt kristne principper og de ti bud som rettesnor for livet, og særligt bøn på offentlige skoler og kamp mod abort blev definerende. Det skulle præge den evangelikale bevægelse de næste fire årtier og forstærke forbindelsen mellem den brede evangelikale strøm og det republikanske parti. Anti-abort er stadig en mærkesag, ligesom modstand mod islam og homofile vielser er det.

Kidd skriver nuanceret og nøgternt om den evangelikale historie, og jeg mener, der er god lærdom i mange af hans refleksioner. Hans generelle vurdering er, at evangelikales bidrag til samfundet er bedst, når de lader deres tro være rettesnor for en kamp for samfundets svageste, mens de ofte skyder forbi, når de forsøger at gøre evangelikale praksisser, ideer og samvittighedsspørgsmål til offentlighedens.

Det sidste handler ikke så meget om kampen mod abort eller mod homofile vielser – den indsats kan nemlig godt begrundes alment etisk – som det handler om lukketider for butikker, forsøg på at indføre kreationisme i skoleundervisningen og bøn på offentlige skoler. De historiske forsøg på at implementere disse ideer og praksisser har nærmere skadet den evangelikale sag, mener Kidd.

En kristen bevægelses samfundsmæssige aftryk

Samspillet mellem en bevægelses selvforståelse og offentlighedens fremstilling er kompliceret. De forstærker gensidigt hinanden. Fremstilles en bevægelse som gammeldags og uaktuel, vil det smitte af på selvforståelsen og enten føre til større tilbagetrækning og forsigtighed eller en mere krigerisk og skismatisk indsats.

Når vi ser på vores egen andedam, har mediernes negative fremstilling af missionsbevægelserne haft større indflydelse på vores usikre offentlige rolle end vores egen mangel på en offentlighedsteologi.

Jeg er bekymret for, at missionsbevægelsernes offentlige indsats står svagt, fordi vi scorer højt på offentlig ydmygelse, men lavt på teologisk refleksion over vores eget samfundsbidrag.

Mange missionsfolk er optagede af samfundsdebatten, og jeg hører og læser ofte gode betragtninger og kritiske perspektiver. Men i mine øjne har vi sværere ved at præcisere, hvordan vi teologisk skal forklare kristnes rolle i samfundet. I mine øjne er det ikke løsningen at sætte lighedstegn mellem et politisk parti og en kristen bevægelse, som Kidd kan dokumentere, at det sker i USA. Og det er i øvrigt underordnet, om partiet så hedder KD, DF, EL eller en fjerde bogstavkombination.

Lærdommen fra USA er i stedet, at kampen for social retfærdighed bør være udgangspunktet. Vi ser det spejlet i hele Bibelens fremstilling, men måske allerstærkest hos profeterne i GT og i Jesu egen tjeneste. Verden er ikke retfærdig, og også i dag må Guds folk kæmpe for slaven, den ensomme, enken og den faderløse.

Udover social retfærdighed mener jeg, at særligt to indsatser er afgørende: Kampen for religionsfrihed (i udvidet forstand: åndsfrihed) og det ufødte barns ret. Begge områder bliver tæppebombet i disse år, og det er netop nu, vi må gøre vores arbejde.

Intet må overskygge arbejdet med at vidne om Jesus, men så længe vi er her på jorden, har vi en tillægsopgave, nemlig at kultivere den verden, Gud har sat os i. Skal vi gøre det med frimodighed og kraft, må vi dels kæmpe for nuancer i mediernes fremstilling af vores bevægelse, dels arbejde mere intenst med at udvikle vores teologi om vores samfundsbidrag, så vi mere præcist ved, hvad vi ønsker at sætte i verden.

Budskabet udgives af Luthersk Mission, men er ikke et internt foreningsblad. Såvel skribenter som temaer appellerer med sin klassisk-luthersk-bibeltro profil til en bredere læsergruppe.

Abonnement kan bestilles online via www.budskabet.dk

Af Michael Agerbo Mørch