Gå til indhold

Et kirkeår med GT på prædikestolen

På søndag siger vi godt nytår til hinanden i kirken. Det betyder, at præsterne vender prædiken-bunken. Tror vist nok nogle. Men mon ikke det er de færreste præster, der gør det.

Ikke desto mindre vil jeg tro, at det for en del præster kan føles, som om ’bunken vendes’. Endnu en gang de samme tekster forfra. De er uudtømmelige. Spørgsmålet er bare, om man selv er gået tom. Eller hvad værre er: Menigheden føler, at præsten er gået tom.

Jeg har en sikker kur mod det scenarium. Tag en pause fra den vante tekstrække og prøv en anden. Der er jo andre. Der er epistelrækken og den gammeltestamentlige række.

I Løsning-Korning sogne har vi prøvet at prædike over begge epistelrækker, med nogle års mellemrum. Og nu i det forløbne kirkeår har vi, med biskoppens tilladelse, prøvet den ene gammeltestamentlige række. Jeg skal love for, at man bliver sat på arbejde med sådan en ny bunke tekster. Det er ikke gratis omgang. Men man fyldes på ny af gudsordets liflighed og uudtømmelighed. Man bliver selv fyldt af det. Og – går det rigtigt godt – menigheden bliver også fyldt på ny.

Jeg kan ikke anbefale det kraftigt nok. Faktisk har det været en næsten endnu større oplevelse end epistelrækkerne. Med epistlerne er vi stadig i Det Nye Testamente. Med andre ord: i kendt terræn. Med de gammeltestamentlige tekster bevæger vi os ud i mere ukendt land. Selvfølgelig ikke komplet ukendt. Tidligere biskop over Københavns stift, Ole Bertelsen, sagde engang, at ”en teolog altid skal bo i et hjørne af Skriften”. Selvsagt inklusiv Det Gamle Testamente.

Læs hele kronikken i Kristeligt Dagblad her.