Gå til indhold
Et år med Luther

Et år med Luther

Det nye kirkeår begyndt og dermed også det kirkeår, hvor markeringen af 500-året for reformationens begyndelse vil fylde en del i dansk kirkeliv.

Vi vil fra ELNs side gerne opfordre til at året bliver markeret med forskellige arrangementer, men også at man benytter anledningen til selv at læse og lade sig opbygge af Martin Luther´s skrifter. Hans reformatoriske anliggende er der virkelig grund til at holde fast ved i dag, nemlig hans studie af bibelen og fastholdelse af Skriften alene som autoritet for kristen lære og liv. Og, som en frugt af dette, hans betoning af troen alene på Jesu Kristi død og opstandelse for os, som grundlag for frelse og evigt liv.

Ide-bank

Evangelisk Luthersk Samråd på Bornholm har udgivet et katalog med forslag til, hvordan man kan fejre reformationsjubilæet. Det skriver om formålet med deres idé-bank, som de gerne deler med andre, så Luther-året kan blive markeret:

”Lad jer inspirere til selv at udvikle møder og aktiviteter med fokus på 500året for reformationen. Planlæg gerne fælles arrangementer i lokalområderne, så sogne og foreninger i fælleskab tager initiativer for at sætte fokus på reformationens betydning og værdier. Der er mange muligheder. Lutherfest i det lokale arbejde, med forkyndelse der har fokus på reformationen. I kan servere Lutherlagkage. Afhold Luther/reformations-fejring sidst i oktober måned, som et alternativ til halloween. I andre landes lutherske kirker er der tradition for en årlig tilbagevendende markering af reformationen. Måske er det noget vi skal overveje? Benyt Luthercitater. Månedens udsagn af Luther kan hænge i våbenhus og på informations-tavler, eller benyttes ved indledninger til møder. I dette katalogs liste over ressourcer, findes link til citater. Planlæg en sangaften med Luthersalmer.”

Hent hele kataloget her.

Et år med luther

Lohses forlag har udgivet bogen: ”Et år med Luther”, der vil være en glimrende julegave og kan bruges som fælles eller person andagtsbog i det kommende år. ”Et år med Luther” er et breviar, dvs en samling af skriftsteder og gode ord til hver dag i året. Der er et skriftsted og et Lutherord til hver dag i året. Den blev først udgivet i midten af 1700-tallet af Johann Christoph Schinmeier og blev allerede dengang også udgivet på danske. Den seneste danske oversættelse er fra 1944 ved sognepræst Christian Theodor Hoffmann-Madsen med titlen ”Martin Luthers Bibelske Skatkiste”. Denne udgave er oversat og sprogligt tilrettet af fhv. sognepræst Ove Paulsen.

I forordet, skrevet af formanden for det Internationale Martin Luther Stiftung, skrives der om begrundelsen for at beskæftige sig med Luthers skrifter i dag:

”For mange er Martin Luther en historisk skikkelse; men hans liv berører den, der ser nærmere på skikkelsen: Luther, reformatoren, den evangeliske kirkefader, augustinermunk, et menneske i kamp med eksistentielle anfægtelser og politiske magthavere, en formidler mellem middelalderen og den nyere tid. Hans reformatoriske grundimpulser, frihedstrang, fornuft og fundamentale tillid til Gud er stadig i kraft….

Denne bog skal formidle et indtryk af Martin Luthers religiøse udtrykskraft, sproglige virituositet og livsnyttige visdom”

Luther – helt enkelt

Der er vel ikke længere skolebørn eller konfirmander der lærer Luthers lille katekismus udenad, men enhver kan stadig læse den og lade sig opbygge af den. Den står i enhver salmebog (side 963), hvor man også kan finde Luthers morgen og aftenbøn (side 882), der enkelt og ligefremt giver hjælp til det personlige andagtsliv.