Gå til indhold

En tydelig markering var nødvendig

Indre Missions Tidende bragte i det seneste nummer et interview med sognepræst i Nørre Løgum Bent Oluf Damm. Han fortæller her om, hvordan han ved en gudstjeneste, efter indførelsen af ritualet for vielse af personer af samme køn, tog afstand fra det nye ritual. Det har givet ham frimodighed til at fortsætte sit virke som sognepræst i Folkekirken.

Læs artiklen her

Herunder følger hans erklæring:

Sognepræst Bent Oluf Damms erklæring

I den forløbne uge er det som om Gud er blevet stavet med lille i vores folkekirke. Et nyt vielsesritual har set dagens lys og er blevet autoriseret, uanset at ikke alle biskopper var enige. Og uanset at det ikke har været til høring i kirken. Disse forhold er et brud på en lang tradition i vores kirke.

Det værste er dog, at ritualet, der gør vielsen kønsneutral og ikke længere bruger ordet ægteskab, har kirkens egen grundbog Bibelen imod sig.

Og kirkens ledere ved det godt. En af fortalerne, Københavns biskop Peter Skov Christensen, har sagt det tindrende klart: “Bibelen kalder det synd – vi kalder det kærlighed.” Med andre ord lover ritualet en velsignelse, som der ikke er dækning for, hverken i Bibelen eller folkekirkens øvrige bekendelsesskrifter. Det er efter min bedste overbevisning at føre en gruppe sagesløse mennesker bag lyset.

Det er et lyspunkt, at to biskopper, nemlig Helsingørs biskop Liselotte Rebel og Lolland-Falsters Steen Skovsgaard, har nægtet at underskrive det nye ritual. Og det er et lyspunkt, at ingen præst kan tvinges til at bruge det.

Det er mig magtpåliggende at understrege, at jeg ikke ønsker at medvirke til fordømmelse af homoseksuelle i vores kirke og samfund. Samtidig er det påtrængende at pege på, at et ritual for velsignelse af et homoseksuelt parforhold, som om det er et ægteskab, er at love mennesker en velsignelse, som der ikke er mandat til i kirkens egen grundbog.

Her i kirken vil dette ritual ikke blive brugt. Ikke så længe jeg er præst. Ikke af mig. For mig at se, strider det mod mit præsteløfte, hvor jeg har lovet, “at jeg vil beflitte mig på at forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vores danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger. Og at jeg efter evne vil bekæmpe lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse.”

Det kan godt se ud, som om kirkens ledelse har skrevet gud med lille. Men kirkens øverste leder er hverken en biskop eller en kirkeminister. Kirkens øverste leder er den hellige treenige Gud.

Derfor fortsætter jeg, om Gud vil, med frimodighed med at forkynde Ordet under ansvar over for mit præsteløfte og den indskrift, som står på prædikestolen her: “Ikke lægge til og ikke trække fra.” For Gud er stadig den samme, og hans kald er stadig det samme. Han virker med sin Helligånd, når han vil, og hvor han vil på trods af menneskers ord og tanker.

Tak for menighedens forbøn og støtte hertil.

Læst i Nørre Løgum Kirke efter prædikenen søndag den 24. juni