Gå til indhold
Duften af Edens have

Duften af Edens have

Børge Haahr Andersen har på forlaget Logosmedia udgivet tredje del af sin selvbiografi

Boganmeldelse

Børge Haahr Andersen har skrevet tredje del af sin selvbiografi. Nå, det passer måske ikke helt. Men i 2005 udgav han Femogtyve tønder land nordvest for Paradis, som var en samling erindringsglimt fra barndom i Vestjylland til tiden som præst i Emdrup. I 2010 kom opfølgeren Fra Slumstrup Mark til Paradis. Og nu i år Duften af Edens have. Alle tre erindringsglimt i Børges helt særlige stil, hvor humor og alvor blander sig fint med hinanden.

Og altså tilsammen næsten en form for selvbiografi. Men ikke skrevet som en lang sammenhængende fortælling om hans eget liv, men skrevet som historier fra eget liv og andre liv tæt på, med en opbyggelig pointe hver gang.

Skrevet med hjertevarm indlevelse

Børge er i den offentlige debat og i andre sammenhænge kendt for den klare teologiske tanke med skarp kant. Nogen kunne måske forfalde til den forestilling, at en sådan mand må mangle sans for livets blødere sider, for poesien i tilværelsen og for kompleksiteten i menneskelivet. Det kan man forvisse sig om ikke er tilfældet, når man læser denne bog. Børge skriver med stor og hjertevarm indlevelse om tilværelsens komplicerede genvordigheder og om de små skæve eksistenser. Og så skriver han levende og mundret og er en fremragende fortæller. Hans erindringsevne er forbavsende stor. Mange gange under læsningen har jeg tænkt: Hvem der bare kunne huske som Børge.

Jeg tilstår, at jeg faldt mere for første bind i serien end for det sidste. Der var flere livshistorier i den første end i den nyeste, mens den nye til gengæld har flere små opbyggelige prædikener med løst afsæt i et kort erindringsglimt. Det tenderer indimellem det lidt for hyggeligt opbyggelige, uden den kant der skærer lidt dybere. Interessant nok er det der, hvor Børge i et par kapitler citerer direkte fra en artikel af sønnen, skrevet i forbindelse med en langvarig kamp med en sindslidelse, at bogen for alvor dirrer intenst.

Opbyggelighed og livsklogskab

Det er ikke mit indtryk, at Børge havde idéen fra starten, men med tiden blev trilogien set i lyset af den treenige Guds væsen, med første bog som spejl af Faderens virke, anden bog Sønnens virke og nu tredje bog Åndens virke. Det er for så vidt elegant tænkt, men – synes jeg – også en smule fortænkt.  Tredje trosartikel om Helligånden presses lidt for tydeligt ind i teksten, fordi det nu skal passe med idéen.

Disse kritikpunkter til trods anbefaler jeg bogen varmt. Der er masser af opbyggelighed og livsklogskab i skøn forening. Under læsningen stødte jeg tilfældigt på et par stykker af yngre årgang, der også var i gang med læsningen. De var begejstrede. De havde ikke læst de første to bøger. Så var det nyeste bind det eneste af slagsen, Børge havde skrevet, kunne det sagtens stå sig. Og den kan fint læses uden at have læst de andre.

Boganmeldelsen er skrevet af fmd for ELN, sognepræst Henrik Højlund.