Gå til indhold
Dødeopvækkelse uden legeme er udenfor NT´s horisont

Dødeopvækkelse uden legeme er udenfor NT´s horisont

Ingen jøde på Jesu tid ville finde på at sprede et budskab om en dødeopvækkelse, medmindre det rent faktisk skete og sprængte alle begrebsapparater.

Debatten om Jesu opstandelse fortsætter i Kristeligt Dagblad og vi bringer her Henrik Højlunds seneste kommentar, bragt d. 2. september.

“Til Sandbecks beroligelse: Det foresvæver mig, at jeg har hørt om hellenismen og hellenistisk jødedom. Jeg vil endda gå så langt som at sige, at jeg i mange år har bildt mig ind, at Jesus og Det Nye Testamente dårligt kan forstås uden at tænke hellenismen med.

Desto mere bemærkelsesværdigt er det, at Paulus og resten af Det Nye Testamente taler så ikke-hellenistisk om kød og ånd, som de gør.

På god jødisk-gammeltestamentlig vis skiller de ikke legeme, sjæl og ånd ad på samme måde, som den græske hellenisme gør. En dødeopvækkelse uden legeme er uden for Det Nye Testamentes horisont.

Selv ved tidernes ende skal det være med legeme, et ”himmelsk legeme”, som Paulus skriver i Første Korintherbrev 15.

Jævnfør Makkabæerbøgerne, som Sandbeck nævner, hvor en af martyrerne villigt rakte hænderne ud, da de ville hugge dem af ham, og sagde, at han havde fået dem af Gud, og at han håbede at få dem tilbage af Gud. Temmelig legemligt, for ikke at sige kødeligt opstandelseshåb, må man sige.

Jesu opstandelse er udenfor kategori

Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at disse første Jesus-troende jøder overhovedet gav sig til at proklamere Jesu opstandelse. Det Gamle Testamente har, som Sandbeck også påpeger, meget få tekster, der taler om opstandelse.

På Jesu tid sværmede det med Messias-kandidater. Men ingen hævdedes at være opstået fra de døde. For tanken var umulig på hellenistisk såvel som jødisk grund. Heller ikke en eller anden åndelig genopstandelse hævdedes. Jesu opstandelse, sådan som Det Nye Testamente proklamerer den, er uden for kategori.

I græsk-romersk tankegang handlede det altid om sjælens befrielse fra den fysiske verden, og for jøderne handlede det om de retfærdiges opstandelse på den yderste dag.

Opstandelsen fandt virkelig sted

Det Nye Testamentes opstandelsesproklamation ville kræve en så dramatisk forandring af det jødiske såvel som det græsk-romerske religiøse begrebsapparat, at det ville tage mange generationer, før nogen overhovedet ville kunne komme på at begynde at sprede det som et budskab, de troede på. Medmindre det virkelig fandt sted og sprængte alle begrebsapparater.

Den engelske nytestamenteprofessor N.T. Wright siger et sted: ”De første kristne opfandt ikke den tomme grav og møderne med den opstandne Jesus.

Ingen forventede noget sådant; ingen omvendelsesoplevelse kunne have afstedkommet en sådan tro, uanset hvor skyldige (eller tilgivede) de følte sig, uanset hvor mange timer de grundede over skrifterne. At antyde noget andet er at forlade beskæftigelsen med historien og træde ind i sin egen fantasiverden.”

Et spørgsmål til Sandbeck og for den sags skyld Gudmund Rask Pedersen kunne derfor være: Var Irenæus’ meget kødelige opstandelsesteologi fra omkring 180 e.Kr. en fejltagelse, eller ramte han hovedet på sømmet?